Bukkefeber - Når jagten bliver sygeligt spændende

Jens forsøger at være 100 % fokuseret og koncentreret, når han er på jagt. Det gør han bl.a. ved at slukke mobiltelefonen, og forsøge at lade være med at tænke på skrivebordets dynger af papir og dagligdagens mange gøremål. Foto: Ditte C. Olrik.

Vil du se en film om bukkefeber, så klik hér:
https://vimeo.com/ondemand/bukkefeber1

Af Ditte C. Olrik, diplomjournalist stud. & Hans Rasmussen, Psykolog, PhD og jæger.             

Feber.
Jæger og skovfoged Jens Bach står på en lille høj i skoven halvt skjult bag et egetræ. Med sit jægergrønne tøj falder han i med omgivelserne. Over højre skulder hænger den grå Sako 75 riffel tilsyneladende skødesløst henslængt. Vinden suser sagte i de nøgne trækroner, men ellers er efterårsskoven tyst. Han bliver brat revet ud af sine tanker, da 8-10 hjorte pludselig trækker ind i hans synsfelt. Rudlen er i raskt tempo på vej op over en nærliggende bakketop. Lydløst løfter han riflen og retter det glatte rustfrie stålløb mod et af dyrene i flokken. Med højre øje fanger han hjorten i riflens kikkertsigte, sådan som han har gjort det hundredvis af gange før. Men intet er som det plejer. Han begynder at ryste. Pulsen galoperer af sted og dunker larmende i ørerne. På panden perler små dråber af sved, og håndfladerne bliver klamme. En klamhed, som ikke vil forsvinde, selvom han bliver ved med at gnide håndfladerne mod buksernes grove stof.

Stress.
Denne efterårsdag er Jens taget på jagt i Gribskov for at klare en bestillingsopgave. Han skal skyde to hjorte, som skal bruges til et arrangement i skoven. Han har travlt for tiden, og det har knebet med at finde tid til at komme af sted på jagt. Men nu er det endelig lykkedes ham at fået vredet et par timer ud af kalenderen. Det er i sidste øjeblik, og derfor skal han helst have skudt de to hjorte i dag. Ellers har han et problem.
Han mærker presset hvile tungt på sine skuldre – sidde som en lille orm og gnave i baghovedet. Og det selvom han allerede har haft held til få skudt én hjort. Nu ligger den i kanten af skovvejen. Den er stadig varm. Et valmuerødt sår breder sig der, hvor det dræbende skud er gået ind. Og i dens lysebrune pels glinser plamager af rødt blod. Men trods jagtens hurtige succes er det ikke en god fornemmelse, han har i maven. I hans hoved runger stadig ekkoet af de to skud, han var nødt til at affyre, før hjorten faldt død om. To skud. Det er sjældent, det sker for ham. Som regel plejer han, at ramme plet i første skud. Men i dag ramte første skud skævt – borede sig ind i dyrets bagkrop. Og det var kun på et hængende hår, at den anskudte hjort ikke stak af. Heldigvis var han hurtig på aftrækkeren og nåede at repetere og affyre skud nummer to, som dræbte det sårede dyr. Jens hader de dage, hvor han anskyder. Hvor hans skud ikke rammer dyret direkte i hjertet eller lungerne og dræber øjeblikkeligt. Følelsen af at have fejlet og ikke slået til som jæger fylder ham. Det stresser ham, og han mærker ubehaget sidde i kroppen. I hans hoved rumsterer en eneste tanke: At denne jagt ikke er startet særligt godt. Slet ikke som han havde planlagt.
Da han forsøger at fange rudlen i kikkertsigtet igen, danser riflen op og ned, så kraftigt ryster han. Han slipper riflen og kigger på sin hånd. Den flagrer som en fugl foran ham.
Det er fredag d. 21. oktober 2011, og Jens er ramt af bukkefeber. Tag det nu roligt. Der er masser af tid. Igen og igen runger ordene i hans hoved. De ord som han med held har brugt til at tale andre jægere ud af bukkefeberens vold. Men på ham selv har de ingen effekt.

Adrenalin.
Cirka to gange om året rammes Jens af bukkefeber, men for nogle jægere sker det oftere. Det kan være svært at forudsige, hvornår bukkefeberen slår til. Og derfor er jægeren ofte helt uforberedt på den voldsomme fysiske reaktion kroppen kvitterer med, når bukkefeberen raser i blodet. Sådan var det også for Jens den dag i oktober. Men efter snart 40 år som jæger har Jens erfaret, at bestemte omstændigheder og situationer kan være med til at fremprovokere bukkefeberen hos ham. Og det er ikke første gang Jens oplever, at bukkefeberen slår til på en dag, hvor han er stresset, fordi han har for travlt på arbejdet, eller fordi der hviler et særligt forventningspres på hans skuldre.
Når Jens er særlig udsat for at blive ramt af bukkefeber på dage, hvor han er stresset, så skyldes det, at hjernen under stress får binyrerne til at frigive store mængder af stress hormonet adrenalin. I små mængder er adrenalin med til at skærpe opmærksomheden og koncentrationen, og kan dermed virke til fordel for jægeren. Men når mængden af adrenalin i blodet bliver høj, påvirker det kroppen negativt, og jægeren begynder at svede og ryste samtidig med at pulsen stiger og vejrtrækningen bliver hurtig. Præcis som det skete for Jens til trods for, at han er en rutineret og erfaren jæger, som gennem årene har skudt mange dyr og er vant til at håndtere jagtens spænding.  

Samlingen.
Jens løfter klinken og åbner den røde trædør til den lavloftede stald. Her er dunkelt. Det grå novemberlys, som falder ind af de støvede staldvinduer, formår ikke at fortrænge vintermørket fra staldens hjørner og kroge. Hestebåsene i stalden er tomme, men lugten af halm og hest hænger i luften. Det er her Jens opbevarer sin samling af jagttrofæer. Her er hele Jens’ liv som jæger samlet. Fra loftets hanebjælker hænger gevirerne i lange rækker. Store gråbrune, forgrenede og skovlformede gevirer fra kronhjorte, dådyr og elge. Side om side hænger minderne om succesfulde og gode jagtdage. Men det er kun en lille del af trofæerne, som har fået plads på hanebjælkerne. Opsatserne fra de mange råbukke Jens har skudt, er der ikke blevet plads til. De ligger proppet ned i tre store flyttekasser, som står skubbet op langs staldvæggen. I halvmørket fanger hans blik det store gevir fra en elg. Han rækker hånden op og stryger tankefuldt hen over det støvede gevir. Og i tankerne vender Jens tilbage til 2003 og en jagttur i Letland. Han genkalder sig det smukke lettiske sneklædte vinterlandskab. Husker tydeligt sneen der lå meterdyb, og gjorde det besværligt og anstrengende at gå i skoven under jagterne. Kulden der bed i kinderne. Men allerbedst husker han den store sorte elg, som pludselig kom tordnende direkte ned mod ham.
Det er turens sidste jagtdag og til trods for, at han har været på jagt fra morgen til aften i fire dage, så har han endnu ikke løsnet et skud. Men så er den der pludselig – den store elg, som kommer springende ud fra skoven med retning lige ned mod ham. Med sine store klove sparker den kaskader af sne op, som står i hvirvlende pudderskyer omkring dens store krop. Det er et imponerende syn, og Jens er som tryllebundet af situationen og det store dyr. Men nærmest per refleks får han løftet riflen og affyret et skud. Det rammer dyret lige i hjertet. Elgen står og svajer et øjeblik, inden den store krop giver efter og med en dump lyd lander i den dybe sne.
Hans hånd slipper geviret. Og Jens forlader de lettiske jagtmarker og vender tilbage til stalden i skovfogedhuset.    

Dopamin.
Mange jægere hænger deres jagttrofæer op, fordi de gerne vil udstille og skilte med, at de er dygtige jægere. Sådan var det også for Jens en gang – da han var yngre. Men ikke mere. I dag er trofæerne mere som en souvenir. Et håndgribeligt minde, som får ham til at tænke tilbage på succesfulde og gode jagtdage i Danmark, Skotland, Letland og flere andre steder. For der ingen tvivl om, at for Jens er de bedste jagtdage de dage, hvor han får skudt noget. Og hvor riflens kugle med præcision rammer dyret i ét dræbende skud. På sådanne dage er jagtoplevelsen fuldendt. Og det er på sådanne dage, at Jens og andre jægere oplever jagtens store rus. En rus som allerede starter, når jægeren tager riflen ud af våbenskabet og svinger den over skulderen for at tage på jagt. For blot forventningen om en god jagt er tilstrækkeligt til, at hjernen begynder at udskille ’lykke-stoffet’ dopamin. Og har jægeren held til at nedlægge et dyr på jagten, vil det for alvor sætte gang i produktionen af dopamin, som vil udskilles fra hjernen i store mængder. Dopaminen vil betyde, at jægeren føler sig godt tilpas, og bliver motiveret til at gøre de ting, som udløser dopaminen. På den måde bliver jagten et narkotikum for jægeren på linje med cigaretter og kokain, der – ligesom jagten – også har evnen til at påvirke hjernen til at udskille store mængder af dopamin. Og ligesom narkomanen er afhængig af kokainen og dets ’sus’, så bliver jægeren også afhængig af jagten og dens rus. Det gælder også for Jens, der trods sine mange år som jæger stadig elsker jagtens spænding, intensitet og rus.
Men Jens bryder sig ikke om de dage, hvor spændingen bliver for intens og bukkefeberen rammer.
Derfor prøver han at være 100 % koncentreret og fokuseret på de dage, hvor han er på jagt. Det gør han bl.a. ved at slukke mobiltelefonen og forsøge at lade være med at tænke på skrivebordets dynger af papir og dagligdagens mange gøremål. På den måde dyrker Jens sin egen form for mindfullness, som netop er kunsten at kunne koncentrere sig og slappe af, fordi man er helt klar over hvad man gør, mens man gør det. Udover at være fokuseret og koncentreret kan jægeren forsøge at undgå bukkefeberen ved at øve sig i at kontrollere sin vejrtrækning og fokusere på langsom og dyb ind- og udånding. Det kan nemlig være med til at få hjerterytmen og nervesystemet ned i aktivitet. Og på den måde modvirke at adrenalinen og bukkefeberen får frit spil.

Bukkefeber
Til trods for at Jens er en meget rutineret og erfaren jæger, oplever han stadig af og til at blive
ramt af bukkefeber.  Foto: Ole Andersen.

Denne sidste dag i november er Jens på trykjagt. Solen står lavt mellem træerne og kaster et diffust vinterblegt lys ud over den nøgne vinterskov. Jens står i skovbrynet, som vender ud mod en græsklædt lysning i skoven. Stedet er nøje udvalgt. Herfra har han et godt udsyn og gode muligheder for at skyde. Desuden ved han, at rådyrene vil søge mod lysningen. Det siger hans jagtinstinkt og indgående kendskab til vildtet ham. Med de store grønne jagtstøvler skraber han de visne bøgeblade på skovbunden til side, så der bliver en lille bar plet jord. Det er et fast ritual. For han vil ikke risikere at blive afsløret af de visne blade, som ved den mindste bevægelse larmer knasende højt.

“Skyttehold 2 er på plads”, lyder det skrattende fra den lille sorte radio i hans lomme.
“Skyttehold 1 melder også klar”.
“Så blæser vi jagten i gang. Knæk og bræk”, meddeler jagtlederen.
Så bliver radioen tavs.
Jens står med blikket vendt mod lysningen. Med et årvågent blik, afsøger øjnene konstant lysningen og skovbrynet. Efter en halv time fanger hans blik en næsten umærkelig bevægelse i skovbrynet. Jens hæver riflen og kigger gennem kikkertsigtet. Og hans forventning bekræftes: Der i brynet står et rådyr – en fin rå. Hans åndedræt bliver hurtigere, og han kan mærke hjertet slå hårdt i brystkassen. Jens træder lydløst et skridt tilbage, så han kommer til at stå på let skrævende ben. Han lægger riflen ind mod stammen på det store bøgetræ, der står til venstre for ham. Hans højre kind hviler mod riflens skæfte, og pegefingeren krummes om aftrækkeren. I det øjeblik eksisterer der kun rådyret og ham, og det er som om hans hoved tømmes for enhver anden tanke. Rådyret har hverken hørt eller set ham, og uden at ane fare træder det ud i lysningen. Med en lille bevægelse flytter han riflen ganske lidt, så kikkertsigtets trådkors hviler på rådyrets forkrop. Så strammes pegefingerens greb om aftrækkeren, og han trykker til. BANG.
Lyden er øredøvende, og den buldrende lyd springer mellem stammerne og diffunderer ud i hele skoven. I samme nu falder rådyret omkuld. Dødt. Jens mærker varmen brede sig i brystkassen, og benene begynder at ryste. Glæden bobler i hans krop. Det er onsdag d. 30. november, og Jens har skudt endnu et rådyr.

Fakta.
I mange jagtsituationer er stress- og belønningsfaktorer med til at aktivere bestemte hjerneprocesser, som kan være svære at kontrollere – men man kan arbejde med dem (se evt. tidligere tillæg til Jæger, november 2011, med interview af Hans Rasmussen vedr. mentaltræning af eliteskytter). Det drejer sig især om processerne, som fører til aktivering af signalstofferne adrenalin/noradrenalin og dopamin. Noradreanlin og adrenalin produceres i binyrerne og frigøres under pres, belastning og stress når det sympatiske nervesystem aktiveres.
Noradrenalin og adrenalin medfører en "kamp-flugt" reaktion med nogle klassiske fysiske udtryk: høj puls, hurtig vejrtrækning, hjertebanken, sveden og rysten. Disse reaktioner er selvsagt ikke hensigtsmæssige under afgivelse af et skud i hverken bulls-eye på en skydeskive og ej heller den perfekte hjertekugle på en Kudu i Afrika. Det gælder derfor om, at blive i stand til at håndtere belastningen, så den bliver vendt til noget positivt.
For i optimale mængder øger noradreanlin/adrenalin fokus og giver det ’drive’ og den dynamik der skal til for at yde en større indsats, når man er under pres.

BukkefeberHans Rasmussen udpeger her det område i hjernen, hvor dopamin udsendes fra. Foto: Henrik Beck.

I forbindelse med jagt er dopamin et andet vigtigt signalstof. Dopamin produceres dybt nede i hjernen (se billede) og spiller en vigtig rolle i belønning, indlæring, informationsbearbejdning og opmærksomhed. Undersøgelser viser, at børn med lidelsen ADHD har et underskud af dopamin og noradrenalin, som negativt påvirker opmærksomhed, impulskontrol, planlægning og overblik samt evnen til at sortere indtryk. Det omvendte gør sig gældende for skizofrene patienter, som har en overproduktion af dopamin. Hos skizofrene ser man blandt andet en manglende evne til at hæmme bearbejdningen af ligegyldig information, hvilket kan betyde en overstrømning af information som i sidste ende kan føre til udviklingen af psykotiske symptomer. Information bliver filtreret (og ligegyldig information bliver deaktiveret (på engelsk ”gated”) og frasorteret) i det område midt i hjernen, der hedder thalamus, inden den når videre til højere hjerneområder og bliver bearbejdet af vores bevidsthed. Denne filtrering af information er blandt andet indirekte påvirket af dopamin. Hvis dopaminsystemet fyrer løs i forventningen om belønning ved at skyde den perfekte buk med det perfekte skud, og man ikke er i stand til at frasortere ligegyldig information og koncentrere sig 100% om opgaven, kan det forringe præstationen og bidrage til at forstærke bukkefeberen.Dopamin er altså også det stof, der gør ting meningsfulde for os, og styrer hjernens belønningscenter. Når der udløses dopamin, får vi det godt, og vi bliver motiverede til at gøre de ting, der udløser dopamin. På den måde er dopamin det centrale i et meget stærkt indlæringssystem i hjernen. Dopamin frigørelsen giver os dermed den mentale belønning, og i nogle studier kan man se, at alene forventningen om belønning aktiverer dopaminsystemet. Dopamin er også en vigtig faktor for, hvorfor nogle mennesker udvikler afhængighed og misbrug. Alle misbrugsstoffer udløser dopamin. Det samme gør det perfekte skud og det at gå på jagt og nedlægge dyr med perfekte skud – det er derfor jægeren gør det igen og igen – han/hun er blevet afhængig.

 

Artiklen er baseret på interviews med:
Jæger og skovfoged Jens Bach
Psykoterapeut og jæger Ilse Kjær Gaardahl

Vil du se en film om bukkefeber, så klik hér:
https://vimeo.com/ondemand/bukkefeber1