Jagtegn III – prøven 2012

Huskeregler i stedet for viden.
Efter fire undervisningsaftener med en hel masse sludder, huskeregler og meget lidt faktisk viden besluttede jeg at droppe at få jagttegn. Det virkede fuldstændig ligegyldigt, at få et bevis der kun dokumenterer, at jeg intet ved om jagt, og i øvrigt heller ikke kan ramme. Jeg meldte mig derfor ikke til prøven, da chancen var der.
I stedet tog jeg glad på feltarbejde, hvor jeg rendte rundt hele sommeren med en riffel over skulderen, sådan som jeg plejer. Vandt årets skydekonkurrence og fortsatte med at forbande jægere langt væk.
Men da sommeren var omme og der igen ville kunne gå et år før jeg igen havde adgang til en riffel, ombestemte jeg mig dog, og meldte mig til jagtprøven for at få nemmere adgang til at træne riffelskydning, som var mit oprindelige formål med jagttegnet.
På kurset havde vi fået uddelt en CD med alle de spørgsmål der ville indgå i jagtprøven (Ja, alle spørgsmål er kendt på forhånd!) og et par aftener inden prøven gik jeg derfor i gang med at øve mig.
Det sværeste var faktisk at se hvad pokker billederne om sikkerhed skulle forestille. Efter en del forsøg måtte jeg opgive at bruge rationale og logik, og overgik i stedet til huskeregler – præcis som læreren havde indskærpet så mange gange på jagtkurset i foråret.
Pokkers, det er rent faktisk ikke meningen at man skal kunne noget. Så efter en omgang ”hunden logrer, du må gerne skyde” eller ”haren er allerede død, du må ikke skyde” var sikkerheden også på plads.
Tre dage inden prøven tog jeg hen til min bror for at øve afstand. Min svigerinde arbejder i en børnehave og her har de alle dyresilhuetterne (og man kan jo så håbe, at disse børn får en større artsviden end den almene dansker). Vi tog ud på en mark, og trænede nogle omgange indtil børnene var trætte. Jeg lånte dyrene med hjem og en kollega hjalp mig med at træne nogle omgange næste dag på arbejdet. Det var det.

Line A Kyhn

Af Line A. Kyhn der er biolog og Ph.D. i bioakustik og forsker blandt andet i hvalernes adfærd. Desuden er hun ofte tjenestegørende i den grønlandske nationalpark, hvor man altid bærer våben, og har om ikke af andre grunde så en professionel anledning til at erhverve sig et jagttegn.

Jagttegnsprøven.
Prøvedagen omrandt. Vi stimlede sammen på skydebanen på Amager, hvor vi fik udleveret vores prøve. Jeg skulle køre min kæreste i lufthavnen bagefter, så jeg havde travlt. Så ud fra devisen først besvaret først til praktisk prøve, var jeg efter to-tre minutter igennem prøven. Så tjekkede jeg alle svarene igen og afleverede. Nul fejl. Videre til praktisk prøve. En fejl. Bestået. Det var det. License to kill erhvervet efter et par afteners træning på alle de spørgsmål der kan forekomme til eksamen (som i øvrigt kun er multiple choice eller ”ja/nej” baseret). Hvor svært kan det være?
Jeg var ikke den eneste med nul fejl, så det er ikke for at sige, at jeg er noget særligt i den retning, men kun én ud af seksten-atten stykker dumpede teoriprøven.
Måske var vi alle usædvanligt velforberedte, men det tror jeg nu ikke. Snarere mener jeg, at prøven er for nem. Og forældet. Vi havde jo alle mulighed for at træne den forfra og bagfra så længe det skulle være. Det kan ikke passe, at vi har et helt offentligt system, der bruger tid og penge på at tage folk til en prøve de intet lærer af, og som sine steder er direkte misvisende. Til gengæld behøver ingen at lære at ramme og ingen behøver at lære noget om dyrene for at bestå. Jeg er virkelig forarget.
En prøve der giver ret til at gå på jagt, men som reelt intet lærer aspiranten, sender mig et tydeligt signal om, at
1) man har en forventning om, at de folk der vil tage jagttegn, er så dumme, at man er nødt til at have en prøve, som selv det værste fjols kan lære udenad ellers får man ingen penge i jagttegnskassen (ej heller medlemmer til Danmarks Jægerforbund…),
2) det spiller ingen rolle om folk lærer at ramme dyrene, for Naturstyrelsen og Danmarks Jægerforbund gør alligevel ikke noget ved anskydningsproblemet,
3) det spiller ingen rolle, at de forkerte arter dræbes for der er alligevel kun meget få i Danmark (og næppe mange jægere) der ved hvad biodiversitet indebærer.

License to kill.
At man ikke lærer noget på det kursus jeg havde valgt skal ikke alene ligge underviseren til last. Det er faktisk kravet til jagtprøven der bør ændres efter min mening. Det bør ændres således, at vi sikrer, at nye jægere får en grundviden der matcher det tidssvarende natursyn, og som sikrer, at jægerne kan deres arter, jagttider, afstande, sikkerhed og at de kan ramme. Ikke fordi de kan huske tillærte huskeregler, men fordi undervisningen har været meningsfuld og har formået at få rationalet frem i den gældende lovgivning og respektfuldt har sat aspiranten ind i dyrenes biologi, deres særpræg og placering i forhold til den mangfoldighed af arter der udgør den danske biodiversitet.
Endvidere bør der stiles krav om, at aspiranten kan ramme på vilkår der ligner dem der vil gælde når han senere skal på jagt. Det kunne være et krav om, at man skal kunne ramme nitten ud af tyve lerduer. Og dette bør bevises om ikke årligt, så måske hvert andet år, og gælde for alle jægere. Aspiranten bør kunne genkende jagtbare og lignende arter under forskellige lysforhold og i forskellige situationer, og der bør indgå mange forskellige slags billeder i prøven. Prøven bør ikke bestå af kendte spørgsmål.
Forestil jer lige en lægestuderende der kun kan genkende leveren, hvis der ligger en saks til højre i billedet, og at det først forventes, at han lærer at genkende diverse organer, når han kommer i turnus! Jeg ville nødigt være den første patient, men ét dyr bliver det første – uden at man nødvendigvis nåede at lære mere efter jagtprøven. Jeg har nemlig deltaget i min første jagt, uden at nogen har krævet at jeg tilegnede mig mere viden eller flere jagtrelevante færdigheder. Det er nemlig noget man selv skal opsøge og gør man ikke det, så er man alligevel velkommen på jagt. Heldigvis var der én læresætning der sad fast fra min undervisning ”Det bedste skud er ofte det skud man ikke skyder”.
Det kan derfor ikke nytte, at have en prøve der ligger op til, at alt det vigtige først læres efter en overfladisk prøve. Ej heller nytter det, at have et system, hvor aspiranten skal gå i lære, hvis det skal være hos en tilfældig dansk jæger. Det vil nemlig igen føre til træghed i forhold til at få ændret synet på natur, biodiversitet, etik og praksis. Skal aspiranten i lære inden han får jagttegn, skal det være hos en godkendt jæger, der formidler det natursyn Naturstyrelsen og resten af det officielle Danmark står for. Ellers vil vi blive ved med at finde forgiftede ørne og anskudt vildt over hele landet.
Men jeg er fra det nuværende system, som absolut intet har krævet af mit intellekt eller mine skydefærdigheder for at bestå, så pas på derude i skoven, for her kommer jeg med license to kill og jeg kan hverken ramme eller genkende de rigtige arter.

Log ind og skriv Din uforbeholdne mening om de problemer som – eller mangel på samme – som påpeges i de tre artikler, som Line Kyhn har skrevet i værdig indignation over den uddannelse der tilbydes nye jægere og over de lave krav der stilles til dem for at komme så langt. 

Kommentarer

Line Kyhn har skrevet et indlæg om jagtprøven i Danmark. Tak for det. Det er altid en udfordring at nogen ser på det man i årevis har beskæftiget sig med, med nye øjne. Der er kommet mange reaktioner; nogle mere gennemtænkte end andre.

I Danmark kan alle indstille sig til jagtprøve efter at have gennemgået et våbenteknisk kursus. Dette skal indeholde teoretisk gennemgang af skydevåben, sikkerhedsafstande, sikkerhedsvinkler m.m. Dernæst skal man have skudt mindst 50 skud til lerduer samt have gennemgået afstands-bedømmelser til vildtmålsfigurer i naturlig størelse. Resten af pensum har man lov til selv at læse op. Som flere debatører allerede har påpeget, er der en pensumbeskrivelse i lærebogen. Jagtprøvelærerne er således ikke gudgivent kloge, men har blot læst pensumbeskrivelsen.

Allerede i 1967 blev der vedtaget en lov om, at alle der fremover ønskede at gå på jagt skulle aflægge en prøve. Prøvebeskrivelsen findes i samtidige værker. Som i dag var det et ønske at aspiranterne skulle kunne betjene et skydevåben uden fare for deres omgivelser og at aspiranterne havde et minimumskundskab til lovgivningen og til vildtarterne. i Vore nordiske nabolande minder både undervisningen og prøvematerialet om vores. I England har man ingen egentlig jagtprøve, men der afholdes en frivillig jagtprøve, hvor indholdet minder meget om vores.

I Tyskland og Polen har man en ganske krævende prøve med et noget større indhold af våbenlære, anatomi, vildtpleje, vildtsygdomme med mere. Desuden skal man gå ”føl” i en etableret jagtforening eller konsortie i ét eller to år alt efter delområde. I den periode skal man uden våben hjælpe med vildtplejen og dernæst får man tilladelse til at jage med haglvåben. Senere må man bruge riffel til mindre betydeligt vildt og afslutningsvis må man også nedlægge større trofæbærende vildt.

Både i Polen og i Tyskland stilles der store krav til terrænets størelse. Min. 3000 ha. I Polen er jagtretten statens, i Tyskland har man som hos os et revirsystem, hvor jagten tilhører ejeren som så kan vælge at udleje den.

Det positive ved disse ordninger er, at kun dedikerede personer vil kunne opnå jagttegn. Den negative er, at kun personer med særdeles gode forbindelser til en jagtklub eller folk med rigtig mange penge kan komme til fadet. Mange af vore nye danske jægere står uden nære jagtforbindelser og uden store økonomiske midler. I et demokratisk land som vores bør enhver, der viser tilstrækkelig interesse også have muligheden for at erhverve et jagttegn. Dernæst bør den enkelte arbejde for sine muligheder for at komme på jagt. Dette er dog ikke den letteste sag af verden.

Kan vi lære noget af vore jagtnaboer? Helt givet. Jeg mener ikke, at store mængder våbenmekaniske detaljer kan bruges til ret mange. Man skal kende sit værktøj, men detaljerne kan man lige så godt overlade til bøssemageren. Jeg sender jævnligt mine våben til eftersyn, og går de i stykker lader jeg dem reparere. Jeg kunne godt efterlyse, at man skulle have væsentligt større kendskab til vildtet end lige om de yngler i Danmark ja eller nej. Sandt er det, som det også tidligere er blevet sagt, at det er forskelligt, hvad man ser af dyrearter, hvis man primært udøver strandjagt og hvor man primært udøver landjagt. Vi kunne ved revisionen af jagtprøven godt efterlyse at man brugte en del arbejde på at tage sig af forudsætninger for jagten, herunder god terænpleje. God terrænpleje giver også en større biodiversitet.

Det vil ikke være rimeligt at kræve en voldsom mængde specialviden af de der netop har aflagt jagtprøven. Der er tale om en grunduddannelse som man senere kan forsyne med overbygning. Det har jeg altid fortalt mine egne jagttegnselever, og jeg er selv, efter et biologistudie og 25 år som jæger, slet ikke færdig med min overbygning. Jeg finder det ikke rimeligt at Line Kyhn anser ca. 33% af de der indstiller sig til jagtprøven for dumme Det må de vel være eftersom selv det største fjols skulle kunne lære prøven udenad. Det er rigtigt, at det ikke spiller nogen rolle om man kan ramme lerduerne (det er kun lerduer) til prøven. Prøven er blot forudsætningen for, at man kan erhverve sig skydevåben, der passer til én, for derefter at træne med dem. De der ikke træner rammer aldrig noget og de holde snart op.

At der en sjælden gang skydes en fugleart, som ikke skulle have været skudt, er både forkert og beklageligt, men det har trods alt ingen indflydelse på biodiversiteten.

En bestået jagtprøve er adgangstegnet til livslang læring. Line Kyhn har helt ret i, at meget afhænger af, hvem man kommer til at gå på jagt med. Jeg har altid tilstræbt at lære af de jægere der vidste mere end jeg. Har de vidst mindre, har jeg prøvet at lære dem noget. Ens jagtlige succes afhænger primært af to ting: Hvem ens jagtkammerater er og hvem men selv er.

Venlig hilsen

Ole Pedersen
Biolog og jagtprøvelærer

Jagttegn

Nu da alle 3 artikler om jagttegn og jagtprøve der er skrevet af Line A Kyhn er bragt, og Steen Andersen har kommenteret på den debat, der opstod i kølvandet på første artikel, vil jeg også bidrage til debatten med mine synspunkter på artikelserien og kommentarerne.

Jeg er jagttegnslærer/våbenkursuslærer, og har undervist jagttegnsaspiranter de sidste 15 år, jeg ved hvilke regler der gælder for jagttegnsundervisning, for jeg er nød til at sætte mig ind i hvilke krav jeg skal opfylde med min undervisning, og hvilke krav aspiranterne bliver mødt med.
Jeg har den grundlæggende opfattelse at alle personer der opfylder myndighedernes krav, skal have mulighed for at aflægge jagtprøve med henblik på blive jægere hvis de har lyst til det.

Omdrejningspunktet for hele debatten er jo at Line A Kyhn, mener at den nuværende jagtprøve er for let at bestå. Det er en holdning man kan have, og den er for så vidt lige så god som dem der synes jagtprøven er for svær at bestå, og alt der i mellem, det vil jeg ikke tage stilling til.
Det jeg der i mod vil kommenterer på er alle de udtalelser der findes i artikelserien og i kommentarerne her til, som udelukkende baserer sig på hvad folk tror, og ikke på reel viden, og derfor er det rene sludder. Uvidenhed afholder desværre ikke folk fra at udtale sig.
Jeg finder det forfriskende at folk har holdninger til forskellige sager, ikke mindst jagt, men kun hvis holdningerne er skabt på baggrund af reel viden, ikke baseret på rygter, overtro eller direkte usandheder, så bliver det direkte usmageligt.

Ønsker man at sætte sig i besiddelse af den rigtige viden om jagttegn og jagtprøven, kan man med fordel anskaffe sig lærebogen ”Vildt og Jagt” fra forlaget Hornslet (430,00 kr.), og læse materialet om disse emner, inden man udtaler sig.

Jagtprøven
Fakta om jagtprøven:
1. jfr. Bekendtgørelse om jagttegn
§1. skal personer der ønsker at erhverve jagttegn, bestå jagtprøven.
§2 Jagtprøven administreres af Naturstyrelsen. Stk. 2 Prøven aflægges for prøvesagkyndige der beskikkes af Naturstyrelsen.
§3 stk. 2. Tilmelding til jagtprøven forudsætter at jagtprøveaspiranten har deltaget i det i §7 stk. 2, nævnte våbenkursus. Det er i øvrigt kun våbenkursuslærerne der kan indberette aspiranter, som ønsker at aflægge jagtprøve til Naturstyrelsen.

Beståelse af jagtprøven er altså det minimumskrav myndighederne stiller, før man kan få jagttegn. Den eneste del af uddannelsen, hvor det er lovpligtigt at man skal modtage undervisning af en våbenkursuslærer i, er Våbenkursusdelen. Den øvrige del kan man læse som selvstudie hvis man vil, og man kan finde en våbenkursuslærer der vil påtage sig at undervise en i våbenkurset.
Bemærk dog at man ikke selv kan tilmelde sig en jagtprøve, det skal ske gennem en Våbenkursuslærer. Når Line A. Kyhn skriver i J1 at hun kunne have sparet sine penge til kursus og selv have klaret eksamenen, er det sludder, da man skal undervises af en våbenkursuslærer, om man kun kan tilmeldes eksamen (jagtprøven) af en Våbenkursuslærer, uanset hvor begavet man er, og hvor dygtig man er til at studerer selv.

Våbenkursus
Fakta: Våbenkurset der skal gennemføres er beskrevet i ”Instruks til Våbenkursuslære” på side 1.7 i 2011 udgaven af Vildt og Jagt.
Våbenkurset består bl.a. af en teoretisk del: Kapitel 3 afsnit 7, og Kap 5 afsnit 2 og 3 for så vidt angår skudhold.
Desuden består det af en praktisk del: Våbenbetjening herunder færdsel i terræn, Skydeteknik, herunder afgivelse af min 50 skud til lerduer i forskellige retning, Afstandsbedømmelse til vildtfigurer. Våben kursets teoretiske del må maksimalt vare 2 dage, og den praktiske del skal min. vare 2 dage.
På et jagttegnskursus behøver man altså ikke være til stede mere end 2 dage, resten kan man læse selv

Teoretisk pensum
Fakta: Det pensum man skal kunne til jagtprøven har aldrig været aldrig været mere omfattende end det er for nuværende. Hvert år i september udsendes rettelser til lærebogen og herunder studievejledningen, der beskriver hvad man skal kunne for at kunne bestå jagtprøven. I september 2011 kom der i disse rettelser flere arter i vildtkendskab og vildtbiologi til, end der blev taget ud. Altså har alle jagttegnsløsere der har aflagt jagtprøve før foråret 2012, været oppe til en jagtprøve hvor pensum har været mindre end det er i dag.
Fakta: Pensum i vildtkendskab var i 1976 på 40 arter, mens der i dag er 94 arter.
Line A Kyhn bebrejder i J2 at hendes jagttegnslærer tilsyneladende ved hvilke spørgsmål der indgår i prøven.
Ja, som P.O. Larsson skriver i sin kommentar til J1, så er det jo beskrevet i studievejledningen kapitel 1 side 1-7. De 40 spørgsmål der indgår i teoriprøven man skal aflægge, vælges ud af opgavehæftet Vildt og jagt’s over 800 spørgsmål, og ud fra studevejledningen.
Fakta: Ingen jagttegnslærer ved hvorledes en teoriprøve til en jagtprøve er sat sammen, men de ved (lige som alle andre der læser studievejledningen, herunder jagttegnsaspiranter) hvilke spørgsmål de vælges ud af. På samme måde ved Jagttegnslæren også at aspiranten skal se gennem løbene på haglbøssen inden der lades osv.

Undervisning generelt
For undervisning generelt har jeg i forbindelse med mine instruktøruddannelser lært at når man laver kursus- og lektionsplaner, er noget af det vigtigste man skal lave en målbeskrivelse. Disse fortæller hvad man skal kunne efter undervisningen er gennemført. Hvordan skal man som elev ellers vide hvad man skal studere frem mod, og hvordan skal man som instruktør ellers kunne måle om aspiranterne har nået målet for undervisningen? Det kan og må derfor ikke være en hemmelighed hvad man skal eksamineres i, uanset om man skal til jagtprøve, køreprøve, studentereksamen eller noget som helst andet.

Kritik af udenadslære
En stor del af kritikken går på at man kan lære det hele som udenadslære. Ja hvad forventer man, skal man slå op i en bog hver gang man ser et pattedyr eller en fugl i naturen, for at se hvilken art det er? Nej det er udenadslære, det er det jo også i naturen når man med erfaringen lære sig at genkende vildtet på flugt, lyd, lokation mv.. Line A Kyhn anvender eksemplet i J3, om” lægestuderende der kun kan genkende en lever når der ligger en saks til højre”, som et eksempel på hvor dårlig udenadslære er, og at hun nødigt vil være den første patient hos sådan en læge. Hvis ikke det netop er udenadslære når medicin og tandlægestuderende går rundt i Makrobiologisk institut i kælderen på Panum, og ser på præparater i formalin, med små kulørte glasperler monteret på div. Organer, arterier, vener og nervebaner mv., mens de skriver navnene ned på de medbragte stregtegninger af samme præparater. Hvis ikke det er udenadslære hvad er så udenadslære?

Vildtkendskab i teorien og praksis
På nogle områder er eksempelvis vildtkendskab til jagtprøven desuden vanskeligere end virkeligheden. Der er i billedmaterialet ikke taget højde for størrelsesforskelle mellem de forskellige arter. Eksempelvis er en Gråand og en Krikand lige store på billederne, her har man en fordel i virkeligheden. Et andet eksempel er den hyppighed vildtet forekommer ved i virkeligheden. Holder vi os eksempelvis til ænderne, så nedlægges der mellem 500.000 og 600.000 gråænder på en jagtsæson, mens der kun nedlægges ca. 100 – 300 Atlingænder. Chancen for at nedlægge en Gråand på jagt er altså ca. 850 gange større end chancen for at nedlægge en Allingand, til jagtprøven er der 50/50 chance for at støde på den i teoriprøven. Virkeligheden er den at de færreste jægere (om nogen overhovedet) selv i et langt aktivt jægerliv vil støde på alle de vildtarter der er i pensum i dag. Hvilke arter man kommer til at opleve beror på hvor i landet man dyrker jagtens glæder, og hvilken jagtform man går på. Det må være klart for alle at den der kun dyrker hav og strandjagt kun i meget sjældne tilfælde vil støde på Sikahjort, Fasan, og Skovmår, mens de der kun dyrker drivjagt på Fasaner, kun i ringe omfang vil støde på Havlit, Tejst og Lomvie. Pensum dækker altså langt bredere mht. vildtarter end det store flertal af danske jægere kommer i berøring med, specialist bliver man ved ud på jagt og opleve de dyr der forekommer i det miljø man jager i. Følger man så den ”gamle forstokkede jægeretiske regel” om ikke at skyde på noget man ikke med sikkerhed ved hvad er, kommer man ikke i problemer i forhold til at nedlægge ulovligt vildt.

Fejl i billedmaterialet siden 1972
Et andet gennemgående kritikpunkt fra Line A Kyhn’s side er billederne af vildtet der bruges i undervisningen og til jagtprøven. Det er angiveligt for let at lære billederne uden ad, der desuden er fejlbehæftede..
Der er også fejl i billederne jfr. Line A Kyhn’s påstand i J2, fejlen skulle oven i købet have været i billederne siden 1972. Sludder! Line A Kyhn skriver i sin artikel at hun følger jagttegnskursus i foråret 2011, og går op til prøve i efteråret 2011. Hvis det er rigtigt, og hvorfor skulle det ikke være det? Så har hun været på et af de første hold der er blevet undervist i vildtkendskab, efter Naturstyrelsen i efteråret 2010 i forbindelse med opdatering af lærebogen, udskiftede stort set alle billeder at vildtet i lærebogen, derfor har der kun været ganske få billeder i Pensum der har været mere end ½ år gamle.
Der var ganske rigtigt en fejl i billederne fra 2010, man havde indsat en ung Havlit han, som Havlit hun, dette blev dog rettet med revisionen i efteråret 2012.
Jeg fulgte selv jagttegnskursus i 1975 (hvor jeg ikke var gammel nok, til at gå op til jagtprøve) her 1923. I 1976 fulgte jeg endnu en gang et jagttegnskursus, her var lærebogen udskiftet til ”Grundbog for kursus i natur og vildtpleje” 162 sider. I begge disse lærebøger bestod vildtkendskabet, lige som opgaverne til jagtprøven, af tegninger af vildtet. Der var ingen fotografier af vildtet i 1976 eller før. Nogle af tegningerne anvendes stadig den dag i dag, bl.a. tegningerne af rovfuglene i flugt. Den lærebog der anvendes i dag består af 448 sider, den kan opdateres en gang om året hvis man køber abonnement.

Jagtprøve uden krav om at ramme lerduer
Skydning i forbindelse med jagtprøven. Et af de kritikpunkter, der i artiklen nævnes igen og igen, er at der ikke er et krav om at man kan ramme nogen af lerduerne til jagtprøven, både fra Line A Kyhn’s side og fra flere der kommenterer. Det dukker desuden jævnligt op i debatten om jagtprøven.
Det der undrer mig mest i denne debat, er hvorfor der ikke er nogen der spørger om: Hvorfor man ikke har et krav om at kunne ramme lerduerne til jagtprøven?
Har man fulgt lidt med i undervisningen til våbenkurset, eller bare har sat sig minimalt ind i skydning med haglbøsse, vil man vide at skæftetilpasning har stor betydning for hvor godt man rammer med en haglbøsse. Både i lærebogen side 3.11 og i virkeligheden støder man på udtrykket ”det er løbet der skyder, men skæftet der rammer”.
Fakta: Man kan til jagtprøve ikke medbringe sit eget tilpassede gevær, da man jo ikke må eje, besidde, eller anvende et, før man har jagttegn.
Til afvikling af jagtprøven medbringer den af Naturstyrelsen udpegede prøvesagkyndige 2 stk. haglbøsser, en O/U og en S/S, begge disse er gennemsnitsvåben, der som standard passer til højrehåndede mænd, af ”normal” bygning og med en højde på mellem 175 – 185 cm. Personer inden for denne beskrivelse vil have nogenlunde chance for ramme hæderligt med en af de medbragte haglbøsser, mens alle der afviger fra beskrivelsen vil have sværere og sværere ved at ramme jo længere man bevæger sig væk fra ”standarden”. Er man eks 150 cm høj pige der er venstrehåndet, vil man have meget vanskeligt ved at ramme med et af de våben, men det skal vel ikke diskvalificerer vedkommende som jæger? Man kan dog på trods af højde og øvrig kropsbygning, stadig godt aflægge en prøve med ovennævnte våben, der demonstrere god og sikker våbenbetjening.
Derfor valgte de begavede mennesker og erfarne jægere, der i sin tid opstillede vilkårene for den tvungne jagtprøve, ikke at have et krav om at man skal kunne ramme lerduerne. Heldigvis har disse vilkår overlevet i omkring 40 år, da det er ganske fornuftigt, da man således ikke stiller unødigt svære krav til de folk der tilfældigvis har en speciel kropsbygning.

Jagttegns undervisning og sikkerhed
Fakta:
I forbindelse med våbenkurset er det vigtigste sikkerhed i omgangen med jagtvåben. Der er teoretiske spørgsmål til dette emne i jagtprøven, desuden er der af en serie på 44 stregtegninger udvalgt 3 til prøven. Stregtegningerne viser situationer med jægere der vises i gang med forskellige aktiviteter, man skal som jagttegnsaspirant tage stilling til om det der foregår, er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, dette foregår ved at man afkrydser ja eller nej.
Line A Kyhn beskriver i J3 at hun ikke kan se hvad tegningerne skal forestille, og hun derfor laver huskeregler som ”Når hunden logrer skal man svare ja” osv. I J1skriver hun desuden at ” Men det værste er, at så længe man ikke lærer noget brugbart på jagttegnskurserne, så går det fortidige natursyn i arv til de nye jægere.” Jeg ved godt at Line A Kyhn måske kun referer til brugbart i forbindelse med natursyn.

Men at Line A Kyhn ikke har lært noget brugbart ang. sikkerhed i teorien, er åbenbart for mig, hvis man ikke er i stand til på tegningerne, at vurderer om det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at springe over en grøft med lukket haglbøsse, eller om det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at afgive et lavt skud mod uindset terræn under en fasandrivjagt, og om man skal færdes med knækket haglbøsse, eller med åbent bundstykke på riflen, når man ikke er på jagt osv. men er nød til her at lære svarene uden ad.
At man kan finde på at håndterer spørgsmål man ved drejer sig om sikkerhed på denne måde, vidner efter min personlige holdning om uansvarlighed af værste karakter.
Man kan så tale om principper om hvad der er rigtigt og forkert at lære uden ad, i forbindelse med jagttegns undervisning. Jeg har dog den holdning at hvis jeg skal vælge, vil jeg hellere gå på jagt med jægere der kan finde ud af at opføre sig sikkerhedsmæssigt korrekt, og ikke kan ramme en lade selv om de står inde i den, end ”dygtige” skytter der rammer hvad de peger på, men samtidig lader hånt om sikker våbenføring mv.. Men der er selvfølgelig kun min egen ydmyge holdning.

Jægeruddannelse
Line A Kyhn skriver i. J1 ”Men når jagtfærdighederne og etikken netop ikke læres på et kursus godkendt af Naturstyrelsen, hvor man må antage at nye initiativer formuleres, men derimod udlægges af gamle jægere med indgroede vaner og et forældet natursyn, så vil det tage generationer at ændre på jagten eller jægernes forståelse for sammenhængen i naturen. Farvel havørne!”
Jeg ved ikke lige hvorfor Havørnen kommer ind her, det vil jeg vende tilbage til senere.
Line A Kyhn, mener tilsyneladende at jagtfærdighedder og etik skal læres på kurser der er godkendte af Naturstyrelsen, og ikke ved omgang med ”gamle jægere”. På mig virker det underligt når nu at vi netop har arvet jagtetikken fra netop de ”gamle jægere”: Det er jo de gamle jægere der i første nedskrev de etiske regler i forbindelse med udfærdigelsen af den første tvungne jagtprøve, hvilket var lang tid før der var noget der her Naturstyrelsen, Skov og Naturstyrelsen, Miljøministeriet. Den gang hørte jagten under Landbrugsministeriet.
Steen Andersen skriver i sin kommentar på HM’s hjemmeside: ” Men i stedet for at have lave krav, er det så ikke vigtigere at have en høj uddannelse. Og når nu danskerne, generelt set, er nogle af de bedst uddannede i hele verden, så kan vi vel som et minimum stille de samme krav til den danske jagtuddannelse som man eksempelvis gør i Polen eller Tyskland, som vi jo jævnligt sammenligner os med. Jagtuddannelserne syd for grænsen er ikke dybt teoretiske men gedigent praktiske, og derfor dækkende for en del af den naturviden, som danske jægere netop ikke udstyres med under det nuværende danske uddannelsessystem”. Uden at kende de Tyske krav til jagtuddannelse i detaljer, er jeg slet ikke sikker på at det er et ønskværdigt mål at nå deres niveau. På mine jagtrejser i udlandet til destinationer hvor der også kommer tyske jagtgæster, oplever jeg igen og igen at Danske jægere roses for deres sikre våbenhåndtering, og netop tyske jægere ofte fremhæves for at have dårlig våbenbetjening. Jeg har fra troværdige jagtkammerater beretninger om tyske jægere der kommer på agerhønsejagt med stående hund i Danmark, medbringende deres egne jagthunde, der sidder i bilerne frem til paraden, hvorefter de hentes frem til fotografering sammen med det nedlagte vildt, uden at have haft jord på poterne hele dagen. Beretninger om tyske jægere der betaler de skotske guider for at gå op i højlandet og nedlægge en Kronhjort, de kan blive fotograferet sammen med, så man kan vise resultatet af jagtrejsen til jagtkammeraterne hjemme. Jeg deltog for 2 år siden på en elgjagt i Dalerne hvor 3 tyske jægere stødte til, for at jage sammen med de jagtlaget de sidste 2 dage i præmiererugen af elgjagten. På tidspunktet hvor de stødte til jagten måtte der kun skydes kalve, det lykkedes dog den ene tysker at skyde en elgko, med en brækket vægt på 210 kg., i den tro at det var en kalv. Der findes sikkert flere skrækhistorier, og der findes helt sikkert også mange dygtige og kyndige jægere i Tyskland, men at tro at det er den lykkelige vej frem, er jeg overhovedet ikke enig i.

Det falder Steen Andersen for hjertet at P.O Larsson bruger ordet spion om Line A. Kyhn, da det henleder tankerne på den gamle koldkrig. Jeg synes egentlig at det er den mest dækkende betegnelse for en person der under dække af at være noget andet (Jagttegnselev), søger at indsamle informationer man kan bruge til det egentlige formål, at skade modparten med, her i form af en negativ og angribende artikel i Hunters Magazine.
I nedenstående citat fra kommentaren Jagttegn, skriver Steen Andersen følgende:
Vi ønsker så god, omfattende og udfordrende jagt som biologisk muligt, og vi vil med alle demokratiske midler kæmpe for, at jagten fortsætter og udvikles i alle de retninger det er muligt – og altid på naturens og vildtets præmisser.
Fine ord. Jeg finder det dog ikke særligt demokratisk når man "trykker" denne artikelserie, uden at lade de der angribes (Naturstyrelsen , Jægerforbundet, og Jagttegnslæreren) læse artiklen inden den udsendes, og give dem mulighed for at kommenterer på angrebene de udsættes for, sammen artiklen.

VH Jesper Søgaard Jensen

I ordbogen står der om det at være arrogant: anmassende; storsnudet; udæskende.
For dem der ikke ved hvad udæskende betyder (det gjorde jeg ikke), står der i ordbogen:
Provokativ, aggressiv, stridbar, udfordrende, pågående. Det er ord der efter min mening passer meget godt på Line A. Kyhn.

Det er muligt at jeg ikke har det korrekte tal, men det tal jeg har fundet, betyder at ca. 33% af dem der går op til jagtprøven dumper. I forhold til Line A. Kyhn må de betegnes som værende idioter eller mindrebemidlede, på den måde hun fortæller om det at tage jagttegn.

For selvfølgelig er det ikke noget problem for Line A. Kyhn. Hun træner ikke væsentligt, hun øver ikke væsentligt, og hun gider egentligt heller ikke. Men selvfølgelig vinder hun lige årets skydekonkurrence – forbander jægere langt væk, og går til jagtprøve – og består selvfølgelig.
Line A. Kyhn er biolog og PhD. Det betyder at hun ved noget om videnskabelig uredelighed. I ordbogen står der bl.a.: I Danmark er videnskabelig uredelighed defineret i bekendtgørelse nr. 668 af 28. juni 2005 om udvalgende vedrørerende videnskabelig uredelighed. Definitionen lyder således: Forsætlig eller grov uagtsom adfærd I form af forfalskning, plagiering, fortielse eller lignende, der indebærer en utilbørlig vildledning om egen videnskabelig indsats og/eller videnskabelige resultater. Som eksempler herpå nævner betænkningen: 1. Uoplyst konstruktion af data eller substitution med fiktive data. 2.Uoplyst selektiv eller skjult kassation af egne uønskede resultater. 3. Uoplyst usædvanlig og vildledende anvendelse af statistiske metoder. 4. Uoplyst ensidig eller forvredet fortolkning af egne resultater og konklusioner. Derudover kommer der tre delpunkter mere, som jeg dog ikke mener hun forbryder sig imod.

Om træghed i forholdet til at ændre syn på jægerne – naturen, biodiversiteten, etik og praksis – vil jeg mene at Line A. Kyhn står for den ultimative arrogance.

I hvert fald kan jeg sige at hun i stedet for at samle jægere, biologer og dyrenes beskyttelse til fordel for dyrene, i den grad har evnet at sprede. I stedet for at komme med saglige argumenter, vise hvor i verden vi kan lære af andres måde at tage jagttegn på, og i stedet for at hjælpe til en konstruktiv dialog. Så har hun spredt alle chancer ved i stedet at komme med en videnskabelig uredelig artikel serie. Påstanden om at Danmarks Jægerforbund kun er interesseret i en let jagtprøve for at skaffe penge i kassen, påstanden om at Naturstyrelsen og Danmarks Jægerforbund ikke gør noget ved anskydningsproblemet, og påstanden om at forkerte arter dræbes i Danmark fordi kun meget få i Danmark (og næppe mange jægere) ved hvad biodiversitet betyder, bedes dokumenteres konkret af Line A. Kyhn!

I ordbogen står der om biodiversitet: Biodiversitet eller biologisk diversitet er en neologisme som er lavet ud fra græsk "bios" = "liv" + latin "diversus" = "forskelligartet". Det vil sige: variationen i den levende natur. Diversitet rummer i sig en række forskellige niveauer som f.eks. gener, arter, økosystemer. Det er dog ikke så enkelt at definere biodiversitet eller mål for biodiversitet.

Når det nu ifølge ordbogen ikke er så enkelt at definere, så føjer jeg gerne et ekstra punkt til min spørgeliste: Line A. Kyhn, hvad er din konkrete definition på biodiversitet?

Da jeg endnu ikke har fået svar på tidligere spørgsmål (hverken af Line A. Kyhn eller Hunters Magazine), bliver det så i alt til følgende spørgsmål til en biolog og PhD:
1. Er det korrekt når bladet Jæger, 20. årgang, december 2011, side 37 skriver ”Gør noget ved rovvildtet” at ”ræven er et herligt dyr – men også det rovdyr der gør mest skade på markvildt, vadefugle, andefugle og råvildt?
2. Er det korrekt med påstanden: ”Har du ræve i haven, bør du dog være på vagt over for dens ekskrementer, da de kan være inficeret med æg fra en særlig bændelorm, som også kan angribe mennesker og hunde. Ormen kan i værste fald sætte sig i leveren og over tid være årsag til svulster (http://www.bolius.dk/alt-om/skadedyr/artikel/fakta-om-raeven/)” og om følgende: ” For nylig er beskrevet et tilfælde af en patient, der er omkommet som følge af særlig type bændelorm, også kaldet EM (echinococcus multilocularis) eller rævens dværgbændelorm, som lever i fordøjelsessystemet hos ræve. Bændelormen er ikke større end 2 - 4 millimeter og påvirker tilsyneladende ikke rævene, men bliver mennesker smittet, vil den lille bændelorm kunne forårsage varige skader på leveren.og andre organer (http://www.parcelhus.dk/module/articles/art/1844/R%C3%A6ve+med+d%C3%B8de...)

3. Hvilken dokumentation kan du fremskaffe om påstanden at Danmarks Jægerforbund kun er interesseret i en let jagtprøve for at skaffe penge i kassen

4. Hvilken dokumentation kan du fremskaffe om påstanden at Naturstyrelsen og Danmarks Jægerforbund ikke gør noget ved anskydningsproblemet

5. Hvilken dokumentation kan du fremskaffe om påstanden at forkerte arter dræbes i Danmark fordi kun meget få i Danmark (og næppe mange jægere) ved hvad biodiversitet betyder

6. Sidst men ikke mindst bedes biodiversitet konkret defineres, set fra Line A. Kyhns synsvinkel

Jeg vil gerne bede Steen Andersen fremskaffe svar på ovennævnte spørgsmål, for at artiklen ikke skal fremstå som den efter min mening fremstår nu. Nemlig noget makværk og en gang surt opstød af en jagt og jægerhader, der med videnskabelig uredelighed ønsker at fremelske synspunkter der ikke er belæg for.

Jeg glæder mig til at høre svarene, og håber at de vil være mere faktabaserede for at højne debattens niveau betragteligt.

Kære Line.

Jeg deler dit syn på jagtprøven generelt, og anerkender naturligvis at der skal arbejdes på at ændre dette - selvfølgelig gør jeg det. Og det arbejde er i gang så vidt jeg ved.

Noget helt andet er, at jeg ikke bryder mig om, at du diskuterer dette vigtige emne så skødesløst som du gør. Dit valg af formidlingsform er for ringe, og jeg opfatter det som en fejlvurdering fra din side.

Og jeg bryder mig slet ikke om, at du i artiklen præsenteres som forvalter af et offentligt embede der forbander jægere! Det må være en smutter.
Det klæder ikke en offentligt ansat forvalter som dig - hvad enten du nu forvalter forskningsmidler eller naturressuorcer - at komme med personlige unuancerede udfald i en offentlig debat som denne. Det er den for alvorlig til.
I alle fald er den slags udgydelser ikke foreneligt med god forvaltningsskik i Danmark.

Og Line, det er ikke legitimerende i forhold til at udtale sig om naturforvaltning, at du tager afsæt i eget juvenilt opgør med slægtens mandlige medlemmers måde at drive jagt på.

Det burde faktisk ikke være nødvendigt at gøre dig opmærksom på dette - du er både kandidat og Ph.d, og akademisk metode og analyse burde være kendte redskaber for dig.
Din lemfældige omgang med dette tyder måske på et generelt problem på de biologiske fakulteter? Uddanner man rent faktisk de kommende naturforvaltere i akademisk metode, forsvarlig formidling og god forvaltningsskik?

Mit ærinde er såmænd blot at vise dig, at kommunikationsform fjerner fokus, Line. Hvordan regner du med at vi - de forbandede - læser det, du skriver?

Venlig hilsen

Morten Kjær, Århus.

Stereotypt syn på jægere …. Trist!

Ja, den danske jagttegnsprøve er under al kritik, det kan jeg kun erklære mig 100% enig i. Uddannelsen af jægere i vore nabolande er langt bedre. Mig bekendt er man klar over problematikken og arbejder på højtryk på et fornyet uddannelsesoplæg. Line Kyhns iagtagelser understreger blot nødvendigheden af den kraftige modernisering, som der for længst er taget initiativ til.

Jeg tog selv jagttegn for 25 år siden efter stort set den samme prøve som i dag. Dengang forløb jagttegnskurset som et aftenkursus over 14 uger og læreren havde en klar ambition om at lære os ALT, hvad der stod i det i øvrigt udmærkede undervisningsmateriale. Smarte huskeregler og udenadslære af de mulige spørgsmål til prøven var ikke en del af pensum og dumpeprocenten lå på omkring 50.

Jeg kan kun begræde den udvikling, at nogen private undervisere har set forretningen i at terpe elever igennem på tre-fire dage med fokus udelukkende på beståelse af prøven uden hensyntagen til elevernes fremtid som jægere. Jeg forventer, at de kommende ændringer umuliggør den overfladiske håndtering af stoffet, som reelt overlader eleverne til at uddanne sig på egen hånd, når jagttegnet er erhvervet. I øvrigt trænger uddannelsen under alle omstændigheder til en modernisering.

Men her holder enigheden med Line Kyhn for mit vedkommende op. Jeg kan f.eks. ikke se det rimelige i at skyde Danmarks Jægerforbund i skoene, at man ønsker barren for uddannelsen af landets jægere sat lavt, for at få flere medlemmer. Hvor opstår den kopling ? Det er IKKE DJ som afholder jagttegnsprøver! Jeg kan heller ikke se det rimelige i, at påstå at den nuværende prøves manglende krav til træfsikkerhed bunder i at Jægerforbundet skulle mangle vilje til at gøre noget ved anskydningsproblematikken – et problem som DJ mig bekendt har ofret rigtigt store ressourcer på. Og igen: Det er IKKE DJ som afholder jagttegnsprøver!
Og hvad fanden er det rent ud sagt for en gang l*rt at lukke ud, at der ”næppe er mange jægere, som ved, hvad biodiversitet indebærer”? Der er åbenbart ingen grænser for, hvad man kan konkludere om den samlede jægerstand efter mødet med et par uheldige eksemplarer. Det svarer lidt til at konkludere, at alle bornholmere er alkoholikere, fordi man netop har mødt et par halvfulde eksempler på bytur i København. En ganske tyndbenet form for generalisering og argumentation. Det er jeg sikker på at Line Kyhn kunne have gjort bedre.

Desværre sidder jeg tilbage med det indtryk, at Line Kyhns erklærede jagtmodstand i den grad har sløret klarsynet. Der er ikke plads til hverken konstruktiv dialog eller fremadrettet samarbejde om vigtige spørgsmål omkring forvaltningen af Danmarks natur, hvis man er overbevist om at en forgiftet havørn pr. definition er den samlede jægerstands kollektive ansvar. En fordom og et stereotypt syn på jægere som i sin natur ligger ganske tæt op af mandschauvinisternes syn på kvinder og racisternes syn på indvandrere.

Jeg priser mig lykkelig over, at ikke alle biologer er som Line Kyhn. For så skulle vi også ændre på uddannelsen af biologer….

Med jægerhilsen

Jens Ulrik Høgh

Kære Line

Tusind tak for en serie artikler der temmelig præcist påpeger at jagtprøven nok ikke er HELT tidssvarende. Samtidig tror jeg at du nok, med afsæt i din egen videnskabelige baggrund ønsker at barren sættes vel højt. Jeg har selv en akademisk baggrund og en Ph.D. grad og syntes ikke at prøven var vanskelig, min kone der er optiker og altså ikke har en alen lang akademisk uddannelse syntes præcis det samme, så måske der er noget om snakken.
1) At antage at prøven er nem for at skaffe medlemmer i DJ/ få ekstra penge tager jeg som en opfordring til debat om prøven og ikkke en reel påstand. Var den det vil jeg mene at din påstand var på kanten til at være injurierende.
2) Jeg giver dig fuldstændig ret i at der burde være et krav til træf %. Alt for få jægere træner det vi burde på lerduer. At sætte kravet til 19 af 20 duer vil nok fordre at der blev anlagt adskillige flere skydebaner da alle landets jægere ellers ville stå på nakken af hinanden. Men et krav på 15 af 20 er på ingen måde urealistisk!
3) Igen anser jeg din påstand for et debatoplæg og med afsæt i din egen oplevelse med bramgåsen der blev skudt af et af dine familie medlemmer har du helt ret.
Der er behov for at den artskending man øver er med varierede billeder således at man ikke kan genkende fuglen pga. det billede man så til undervisningen, men fordi man reelt kan genkende fuglen.
Selv har jeg været på elg jagt hvor en jæger skød et rådyr og bagefter påstod at han havde set det som en elgkalv.
Hvis ens artskendskab er så ringe skal man ikke skyde på andet end papskiver.

Til sidst må jeg vist konkludere at du nok undervurderer dig selv en smule mht. dit artskendskab og skydeevner, idet du skrev i artikel III ar du havde vundet den årlige skydekonkurrence og at du selv har været varm fortaler for at kunne kende arterne bedre med afsæt i dit studium.

Til sidst vil jeg ønske dig en masse gode oplevelser med dit nyerhvervede jagttegn og bede dig huske at det ikke er hele Danmarks jægerstand der passer ind i den stereotyp du har malet for at starte debatten.

Mange hilsner

Frederik Beck