Årets hagl - Haglladning

Årets hagl - Haglladning

De udvalgte patroner. Seks med stålhagl to med bismuth og en med tin. Nyheder og gamle kendinge mellem hinanden.

Haglladningen.

Undersøgelsens formål er at kontrollere kvaliteten, udtrykt ved ensartetheden i de udvalgte patroner. Tankegangen er, at hvis de enkelte fabrikater producerer ensartede patroner, så vil den ene patron fra pakken skyde på samme måde som den næste og den næste igen. Er patronerne fra samme fabrikat derimod indbyrdes uens, vil man også få uens skudbilleder og uens præstationer selvom patronerne kommer fra samme fabrikat og samme æske.
Derfor er vi i denne undersøgelse på udkig efter indbyrdes variationer i de enkelte fabrikater.

Hagltest
© huntersmagazine.com
2007, Steen Andersen

Figur 1. Haglladningernes vægt. De blå søjler er de enkelte ladningers vægt i gram. Den røde søjle deklarationens oplysninger om haglmængden.

De ni fabrikater.

Undersøgelsen omfatter følgende patroner:
Rottweil Steel Game Disperseur, 4, 28 g.
Sherwood Stål High Speed, 5, 32 g.
Mirage, Clever Steel Hunting, 5, 32 g.
Federal Steel Speed Shok, 4, 32 g.
Gyttorp High Performance Steel, 5, 28 g.
Kent Fasteel, 5, 32 g.
Kent Tin Shot, 5, 28 g.
ELEY, Grand Prix Bismuth Forest, 5, 32 g.
Purdey Bismuth, 4, 28,5 g.

Første del af undersøgelsen er en kontrolleret vejning af haglladningerne.
Vi udtager fem tilfældige patroner fra mellem 25 og 50 ens patroner, skærer dem op, og vejer alle haglene på en laboratorievægt der leverer fire decimaler.
Resultaterne ses i figur 1, hvor de blå søjler udgør de enkelte ladningers vægt, og den røde søjle den haglladning som producenten oplyser på patronæsken.

Hagltest
© huntersmagazine.com
2007, Steen Andersen

Tabel A. Oplyst haglmængde - rød søjle. Gennemsnit af haglladningerne - blå søjle og standardafvigelse – gul søjle.

God ensartethed.

Som det fremgår af figur 1 og tabel A er haglladningerne i de enkelte fabrikater ensartede eller meget ensartede. Det fremgår ligeledes, at eksempelvis Purdey´s patron konsekvent ligger omkring 1,5 gram under den opgivne haglvægt. Til gengæld er det netop denne patron der præsterer den største ensartethed, med en afvigelse på kun 0,22 gram – hvilket svarer til to hagl.
Størst udsving finder vi hos Kent Tin, hvor afvigelserne, de målte ladninger i mellem, er på lidt over 1 gram – hvilket svarer til 8-10 hagl. Man kan være polemisk og spørge, hvorfor de leverer så store afvigelser, når nu Purdey viser, at afvigelserne kan reduceres til en femtedel. På den anden side er vi inden for de meget små afvigelser, og forskellen de enkelte ladninger i mellem, har næppe nogen praktisk jagtlig betydning – men man ved jo aldrig.

Standardafvigelse.

Den såkaldte standardafvigelse – den gule søjle i tabel A – er et statistisk udtryk for hvor stor forskel eller variation der er i de foretagne vejninger.
Jo mindre standardafvigelse, jo tættere på gennemsnittet ligger værdierne. Jo større tal – jo større spredning.
Ved at sammenligne standardafvigelser fra forskellige datasæt (patroner i dette tilfælde) kan spredninger sammenlignes, og dermed størrelsen af forskellighed (fx. ulighed) eller homogenitet.
Den patron _ og det er Purdey i denne måling – der har den laveste standardafvigelse leverer de mest præcist afmålte haglladninger.

I alle ni tilfælde er standardafvigelserne dog så små, at det er nemt at konkludere, at samtlige patroner består denne del af testen.

Næste del af testen findes på disse sider næste fredag, og hele testen kan opleves i Jagtmagasinet på dk4 mandag den 20. august klokken 22