Ænder og palmesus

Ænder og palmesus

Ænder og palmer.
Af Steen Andersen

Det er mørk nat. Cikaderne fylder lydhorisonten, en svag brise frisker fra nord.
Raul sidder venter på mig med sit halvautomatiske haglgevær over knæene.
Klokken er kun 3.00. Vi har et par timers kørsel foran os. Raul taler kun spansk, det gør jeg ikke. Det bliver en lang køretur.

Svinebugten

I 1961 forsøgte eksilcubanere støtte af amerikanske flåde- og flyenheder at vælte Castro.
1.500 mand blev sat i land her i Svinebugten. Angrebet blev slået tilbage af Castro selv og hans velfungerende forsvar. Hele området omkring Svinebugten vrimler med mindesmærker om det lille lands enorme sejr over stormagten 140 km mod nord.
Denne morgen kører vi fra bugtens østlige munding langs med kysten ind i landet for at komme frem til et stort sumpområde, hvor det angiveligt vrimler med ænder.
Ude på vejen kører vi over nogle sære knassende klatter. Jeg stopper bilen foran en af dem, og bliver bekræftet i, at det er krabber der haster med at kommer over vejen i deres nataktive travlhed.
Jeg pirker til en af dem med min støvle. Straks hæver den kløerne til forsvar og krabber sig sidelæns ud i sumpens sikkerhed.

Raul
© huntersmagazine.com
2003, Steen Andersen

Raul. En erfaren jæger.

Store huller

Vejene er et helt kapitel for sig. Den sekssporede motorvej er fyldt med huller. Hastigheden er lav, og det er også nødvendigt, for her vrimler det med cykler, hestevogne og fodgængere. Vi krydser over rabatten, og finder en slags afkørsel, der leder os op på en grusvej med enorme huller. Af og til letter der en fugl fra vejens fordybninger. Det er begyndt at regne.
Med 15 km i timen når vi frem til en låge. Raul dirigerer mig ind og over til en bred, hvor der ligger en række joller fortøjet.

Regn

Vejret er en streg i regningen. Vi når ved tegnsprog og telepati frem til, at vejret ikke skal stoppe en god jagt. Det er fortsat varmt og jeg låner en gammel regnfrakke. Så tager vi af sted.
Sumpen er sat i system med en række kanaler. Langs bredderne står rækker af træer som funkler i natten. Millionvis af ildfluer illuminerer træerne, så det ligner en juleudsmykning på Kongens Nytorv. Betagende.

Det er stadig mørkt

Jollen er forsynet med en fornuftig påhængsmotor, men den kan ikke bringe os over de volde der adskiller kanalerne. Det klarer vi med håndkraft.
Det tager omkring en time at nå frem til den bageste dam i det enorme system. Det lysner svagt. Vi sætter lokkeænder ud. De er små og af plastik. 25 styk i alt. Raul har tydeligvis prøvet det tusinde gange før. Jeg føler mig tryg og lykkelig – og gennemblødt.

På post
© huntersmagazine.com
2003, Steen Andersen

På post i silende regn.

De første ænder

De første ænder materialiserer sig pludselig til højre foran os. Forbiere. Jeg genlader halvautomaten og skyder hovederne af et par dunhammere, for at konstatere, at bøssen er helt trangboret og sætter skuddet lavere end jeg er kender det fra mit eget våben, som jeg ikke gad slæbe rundt på.
De følgende ænder falder på passende vis.
Imens har Raul og bådføreren fået rigget en båndoptager og en højtaler op. Optagelser af ændernes kald gjalder ud over sumpen, samtidig med at det efterhånden bliver så lyst at det er til at skelne omgivelserne.

Krokodillo

Det plasker rundt omkring os. ”Krokodillo” kommenterer Raul tørt. Så forstår jeg bedre, at vi ikke har hunde med til at samle ænderne op.
Hejrer og pelikaner svæver over os, mens et utal af småfugle kommer nærmere for at se os an og derefter forkaste vores selskab.
Dagen gryr, regnen fortsætter og ænderne udebliver. Efter et par timer bliver vi enige om at vende skuden hjemad.
Ænderne og lokkeænderne bliver samlet op. De plejer at nedlægge mellem 20 og 40 ænder på sådan et morgentræk, det nåede vi desværre slet ikke op på. Regnen spolerede mulighederne.

Vold
© huntersmagazine.com
2003, Steen Andersen

Vi trækker båden over volden fra den ene kanal til den anden.

Fisk og kokosmælk

Ved fortøjningspladsen er en større lade, der har kendt bedre dage. Det viser sig, at bådføreren bor der sammen med sine forældre, søskende og et utal af høns, hunde og grisebasser.
De inviterer os inden for i den lune højloftede bygning, hvor der i midten er placeret et bord og langs væggen en sofa og et par lænestole. Der er ikke glas i vinduerne. Men selvom det er vinter er her stadig varmt, især da vi får det våde kluns af.
De flinke mennesker serverer morgenmad. Stegt fisk og kokosmælk som drikkes direkte fra nøden, der lige har fået hugget toppen af.

Redelige forhold

Snakken går. Jeg forstår alt for lidt.
Chefen for jagten dukker op, og beklager vejret. Jeg kan få en ny dag i morgen uden beregning. Udbyttet i dag var for ringe til, at han vil tage penge for det.
Her står jeg midt i en cubansk sump. Konversationen går hen over hovedet på mig. Jeg har et stykke fisk i den ene hånd, en kokosnød i den anden og vand i støvlerne – og føler mig fuldkommen lykkelig.
Cuba er et fantastisk land, menneskene fortræffelige og jagtindustrien spæd og redelig.

Dagen efter stegte vi ænderne over åben ild langt ude på landet – det handler næste uges cubaberetning om.