12-ender

12-ender

Morgensstemning i hjortebrølenes land. Smukt. Og det ville være endnu smukkere med en stor moden kronhjort inden for skudvidde. Fortsat reportage fra den polske brunstjagt.
Af Steen Andersen.

Håb og forventninger.

Når man rejser til et toprevir midt i hjortebrunsten, møder man så op med håb eller med forventninger?
Jægere der har haft tålmodighed til at læse min bog Safari for alvor (og tak for det) ved, hvordan jeg har det med forventninger. Det er noget fanden har skabt, for har man forventninger, så har man også en facitliste, som alt muligt skal passe ind i. Det siger sig selv, at jo større forventninger man har til et eller andet, jo større er chancen også for, at man bliver skuffet, fordi det man venter, ikke sker.
Håb er derfor klart at foretrække. Håb om gode situationer, flinke folk og smukke scenerier. Jeg mødte op her i Polen med håb og ønsker af denne karakter, og kan frydefuldt konstatere, at den slags bliver indfriet – i stor skala.

Brunst.
Der er ingen tvivl om at brunsten er i fuld gang. Vi hører de store hjorte brøle om kap fra timerne før solopgang og til klokken syv. Nærmest som på slaget og helt koordineret bliver det stille. Om aftenen gentager det hele sig, dog med omvendt fortegn. Brøl og ballade fra klokken fem til lidt efter solnedgang. Så er der tyst.
I går aftes havde vi en smuk 12-ender for. Men også den var for ung. Her er parolen nemlig helt klar. Hjortene skal være 12 år gamle før de kan fældes – med mindre der er tale om afskudshjorte med sekundære trofæer, men i første omgang er det de store hjorte vi er efter.
Derfor fortsætter vi igen i aften her på reviret som i Skandinavien repræsenteres af Diana Jagtrejser. Og vi rapporterer om resultatet af anstrengelserne hver dag – her på HuntersMagazine.