Afrikansk drivjagt

Afrikansk drivjagt

Vildtparrede efter den første dag på en afrikansk drivjagt. Sytten springbukke er leveret i nitten skud af tre skytter. Ingen anskydninger.

Loock Safris.

HuntersMagazine er taget til Sydafrika for at udforske mulighederne for drivjagt her under disse sydlige himmelstrøg. Vi har indkvarteret os hos Loock Safaris på Spring Fountain, en lille familiefarm, hvor man opdrætter får og driver jagt i de enorme fåreindhegninger, som typisk er på mellem 400 og 600 hektar. Drivjagten foregår med en håndfuld drivere, som langsomt trykker terrænet igennem, enten til fods eller på hesteryg.
Et drev tager typisk en tre-fire timer, og man få næppe færre end 50-70 dyr for.

Springbuck.
Udgangspunktet er drivjagt på springbuck, men allerede fra den første dag står det klart, at der er mulighed for drivjagt på en lang række andre arter. Blessbuck, mountain reedbuck og måske endda kudu er blandt de optioner som er i spil.
Spændende er det naturligvis, men den første dag er der nok at tænke på, efterhånden som store og små flokke af springbukke kommer for. I nogle tilfælde står de stille på et sted mellem 40 og 200 meters afstand, i andre tilfælde kommer de i til tider høj fart på tilsvarende distancer.
Den afrikanske drivjagtsdebut forløb over al forventning. Alle de påskudte dyr bliver leveret, og kun to træffere skulle bakkes op af et ekstra afsluttende skud.

Følg jagten dag for dag – her på HuntersMagazine.

Hvid springbuck
© huntersmagazine.com
2007, Steen Andersen

Erik Kamman er den ene af holdets tre jægere, og lykkelig for sin fine hvide springbuk.

Farver.

Det er næsten skæbnens ironi at det netop er i Sydafrika, man kan nedlægge hvide springbukke. For de findes nemlig også i både en bronzefarvet og en sort variant. Sammen med den almindelige springbuck kan de alle efterstræbes på det revir vi besøger denne uge, på en jagt der er arrangeret af Limpopo Travel.
Som man kan læse i vores zoologiske afsnit (Zoologi-Afrika) er springbukken en mindre antilope der vejer omkring 35 kilo. Både hanner og hunner har horn, men hannernes er tykkere end hunnernes, og det lader sig let bedømme – selv på en drivjagt, hvor dyrene til tider kommer for i eksprestogsfart.

Dagens drev.
Morgenen blev anvendt til pürschjagt, der udover en rask tur i områdes lave, forrevne og ældgamle bjerge indbragte en smuk mountain reedbuck med horn godt oppe i Rowland Ward registeret.
Eftermiddagen stod i de hvide springbuckes tegn, og Erik Kamman var den heldigste af holdets tre skytter.
Tæt mod solnedgang og det totale mørke, fik han den helt rigtige buk for. Et smukt hvidt eksemplar med en hovedprydelse i den rigtige størrelse. Hverken første eller andet skud havde den tilsigtede virkning, hvorimod det tredje slyngede dyret til den tørre afrikanske jord.
I morgen er der atter drivjagt på springbuck og på blessbuck. Følg det hele – her på HuntersMagazine.

Sydafrika 2007
© huntersmagazine.com
2007, Steen Andersen

Blessbuck; tyr, ko og kalv. Nedlagt af to skytter på et drev af et par timers varighed, som også bragte to springbukke på paraden.

Savanne.

Det ligner det åbne østafrikanske landskab, som sædvanligvis omtales med det eventyrklingende; savanne. Men vi befinder os næsten 4000 kilometer syd for de velkendte savanner, denne dag på drivjagt efter blessbuck og springbuck.
Vidderne er åbne og afgrænses horisonten rundt af lave græsklædte bakker og småbjerge. Øjet finder ro hele kompasrosen rundt. Sporadisk ses små flokke af springbukke og et par større flokke af de lidt tungere blessbukke. Her er varmt. Selvom den afrikanske vinter kun lige er overstået, når middagstemperaturen lige op over de 41 grader i solen. De tre skytter placeres i små stenomkransede poster, der er anlagt strategisk i det svagt kuperede terræn. De tre beredne driver sættes i gang og jagten ligeså. Vi er på drivjagt i Eastern Cape hos Phillip Loock der bookes gennem Limpopo Travel i Svendborg.

Løbende vildt.
Dagens udbytte nedlægges med en enkelt undtagelse i fuld fart. Den første springbuck kommer for og stiller sig på en rimelig fremkommelig afstand og falder for et enkelt skud, om end den tilbagelægger en større distance en den styrter død om. Så starter festen.
Ved samme post kommer kort efter endnu en springbuck for. Den er i hastig bevægelse. Det første skud har ikke anden effekt end at den lille fine antilope får endnu mere fart på. Den falder for anden kugl og triller som en hare. Derefter følger en flot blessbucktyr. Den løber for fuld fart og får flere træffere, før et bagligt skud sender den forover og ind i jægerens erindring for altid.
På naboposten er der lige så meget fart på. En større flok dyr passerer skytten i en afstand af 80 meter. Da han indser at dyrene ikke stopper, og at eneste mulighed er et frit stående skud, rejser han sig op. To dyr vender om og løber tilbage ad eget spor. Den største blessbuck fældes med et paralyserende tredje skud, mens det mindre dyr standser og fældes med to hurtige skud. En ko og kalv er nedlagt på sådan cirka 15 sekunder.
Roen indfinder sig derefter på det smukke revir, mens de tre skytter, den professionelle jæger og hele staben trækker sig tilbage.
I morgen er der drivjagt på mountain reedbuck – følg jagten her på HuntersMagazine.

Mountain reedbuck
© huntersmagazine.com
2007, Steen Andersen

Stærk mountain reedbuck sammen med sin banemand Erik Kamman.

Eastern Cape.

Drivjagten i Sydafrika fortsætter. Vi bor i et nyopført anneks hos Liesl og Phillip Loock, som foruden opdrættet af får og geder tager mod udenlandske jagtgæster i begrænset omfang – nogen kan med en vis ironi hævde, at det da også kan komme ud på et.
Jagten foregår dels på Phillips egen jord dels på omkringliggende farmeres matrikler. I alt har han – og dermed dette jagtselskab – adgang til omkring 40.000 hektar højsletter og lave bjerge. Et relativt tørt terræn der bedst egner sig til netop får, geder og vilde dyr som kudu, springbuck, bleesbuck, steinbuck, oryx og mountain reedbuck som er målet for denne morgens anstrengelser.

Solopgang.
Denne morgen forlod vi farmen lige før lyset brød frem. Vi kørte blot tyve minutter længere ind i reviret, og efterlod de to biler, for at placere to skytter på hver sin side af en slugt. De fire drivere bliver sendt rundt om de to bjergtoppe der ender i slugten, og efter en times tid begynder vildtet at forlade bjergene, for at søge ned i de lavere og fladere områder, for at komme væk fra det drivende personale.
En stor flok bleesbukke kommer i helt samlet trop for hos begge skytter. Men dyrene holder så tæt sammen, at der ikke kan afgives skud til et enkelt dyr. Flokken fortsætter uantastet og uden større panik. Derefter følger først en buk og siden en mountain reedbuckhun som begge nedlægges i fine effektive skud på distancer omkring de 100 meter.
I morgen er der drivjagt på Afrikas grå spøgelse; den legendariske kudu. Følg jagten – her på HuntersMagazine.

Sydafrika 2007
© huntersmagazine.com
2007, Steen Andersen

Denne artikels forfatter med den gamle kudutyr der blev nedlagt på drivjagt i de lave bjerge i Eastern Cape i Sydafrika. Af Steen Andersen.

Afrikas grå spøgelse.

Kuduer står mit hjerte nær. Fra den første gang jeg forsøgte mig med pürschjagt på disse spektakulære dyr, har de udfoldet al deres magi på min jægtsjæl. En af kuduernes helt store glansnumre er, at de så godt som bogstaveligt er i stand til at dematerialisere sig og forsvinde ud i den hede afrikanske luft. Denne dag skulle ikke blive nogen undtagelse.

Det første drev.
Dagen var opdelt i to drev. Vi var på post og klar blot en times tid efter daggry. To poster oppe på bjergskråningerne og jeg selv nede for foden af det bjerg der skulle drives af. Efter en times tid kunne vi se driverne komme over bjergtoppen, og samtidig faldt der et enkelt skud fra en af de høje poster. Foran min post kom en flok unge dyr, som jeg lod passere uantastet. Deres fart var betydelig og de var hele tiden tæt samlet.

Det fantastiske drev.
Det andet drev gik i gang klokken cirka 10.30. Denne gang blev jeg placeret ganske højt oppe. Med benene hængende ud over en mindre klippeafsats, sad jeg så jeg kunne skyde både ned og op ad bjerget. Efter en begivenhedsløs time, tog jeg en slurk af min vandflaske. Den lille lyd det gav, da isklumpen i flasken faldt ned i bunden igen, varskoede de fem kudutyre, der var lige på vej frem til mig oppefra. De stak af, som var den onde selv i hælene på dem. Løb ned i dalen og halvvejs op af det modstående bjerg, lige op til en af de andre skytter. Flokken galoperede ind i en lille lav gruppe af træer – og forsvandt. Den anden skytte som sad klar til skud, så dem aldrig igen. Spøgelset levede atter op til sit ry og rygte.
Tilbage på min post sad jeg og ærgrede mig over min uforsigtighed i tyve lange selvbebrejdende minutter. Så kommer der en enlig tyr gående stort set i samme spor som de forrige. Den er i bevægelse da jeg slipper det første skud, som den tegner kraftigt for. Den halvvejs sætter sig, fortsætter lidt, genvinder nogle af sine kræfter, fortsætter og standser så op. Jeg skyder igen, en lidt høj kugle lige bag skulderbladet, og tyren styrter om for aldrig at rejse sig igen.

Den formidable fortsættelse.
Efter sådan en oplevelse er der behov for at sunde sig lidt, og for at revurdere hele ens jægerliv. Glemt er alle de dage og timer, hvor jeg har følt at jagtlykken aldrig er med mig, Dette formidable held vidner om noget andet. Endelig er det mig der er på samme hold som heldet. Mens jeg sidder der og frydes over mit liv, kommer der en flok hundyr frem til posten. De er spredte i deres fremfærd og i moderat fart. Jeg fælder en stor ko i et enkelt skud. Flokken vender om og tager flugten tilbage af eget spor og ned ad bjerget. Men i modsætning til tyrene fra for lidt siden, løber køerne ind foran min post. Den bageste ko kommer for i let trav og i en ganske spids baglig vinkel. Også dette prægtige dyr falder og forender for en enkelt kugle.
Solen er kun lige nået toppen af sin dagsvandring, da stilheden atter sænker sig over bjergene i Eastern Cape, men det tog næsten fire timer, at få de tre store dyr bragt ned fra bjerget, og vi forlod reviret med den blussende solnedgang i nakken.
Den afrikanske drivjagt fortsætter i morgen – her på HuntersMagazine.

Sydafrika 2007
© huntersmagazine.com
2007, Steen Andersen

Den sorte springbuck som faldt for et spidst hjerteskud.

Sydafrika.

I det sydlige Eastern Cape har man i mange år kunnet tilbyde drivjagt på springbukke og trofæjagt på tre forskellige farvevarianter af denne smukke antilope.
Derfor forsøger vi nu at udvide konceptet en smule, ved at drive de sorte springbukke – sammen med alle de almindelige – ned til skytten der drømmer om netop dette trofæ.
I modsætning til den egentlige drivjagt så er der i forhold til den sorte springbuck kun grønt lys til at nedlægge en voksen buk.

To bukke.

Drevet er knapt kommet i gang, før en større gruppe dyr af blandet farveobservans kommer inden for skyttens rækkevidde. Men der er på dette tidlige stadium af jagten tale om ungdyr og om hunner.
Drevet står derfor på et stykke tid, før der så til gengæld er to voksne og næsten lige store bukke på god skudafstand.
Skytten er på post bag en stor stikkende busk sammen med den professionelle jæger Phillip Loock, og det tager ham blot nogle få sekunder at udpege den rigtige – altså den største – buk.
Den forender i skuddet, og ender som en hovedmontering ved siden af en anden stor springbuck i den almindelige farve.
Drivjagten fortsætter i morgen – her på HuntersMagazine.

Sydafrika 2007
© huntersmagazine.com
2007, Steen Andersen

Paraden fra turens sidste drivjagt. Tre drivere, tre jægere samt en stor mountain reedbuck og 13 springbukke – seks bukke og syv hundyr.

Hu hej vilde dyr.

Drivjagt er en stimulerende oplevelse. Skydefærdighederne udfordres, og i dette afrikanske tilfælde bliver ens evner til at vente også sat under hårdt pres. Ikke fordi man skal vente på at der kommer vildt for. Det sker stort set fra det øjeblik man er i gang med at etablere sig på sin post. Nej, man skal kunne vente med at skyde til vildtet er tæt nok på til et godt og sikkert skud. Men venter man for længe, bliver dyrene mistænksomme, når de langsomt og fra distancen bliver trykket frem mod skytterne, og sætter forbi i høj eller virkelig høj fart – og så skal man regne med hastigheder på op til omkring 80 kilometer i timen og foranhold på en eller måske to bukkelængder.

En kort og en lang såt.

Jagten foregår i fåreindhegninger, og dagens første såt blev heftig men kort. Første såt er på ikke under 600 hektar. Hvis de vilde dyr bliver presset for hårdt, springer de over hegnet og ind på naboområdet. Det var præcis hvad der skete, efter de første skud der fældede en mountain reedbuck med en tyk og flot opsats og en enkelt springbuck.
Vi pakkede sammen og flyttede til et nyt revir, hvor vildtet var overordentligt talrigt. Midt i drevet kunne en enkelt skytte på en og samme tid tælle over 40 springbukke fra sin post.
Dyrene kom for i større eller mindre flokke, og da jagten var forbi kunne alle tre skytter melde om situationer, hvor de lod snesevis af dyr passere uantastet. På denne syvende jagtdag er alle ved at være mætte, og vildtet er stadig talrigt og uden større stress på grund af vores jagtaktiviteter. Det helt rigtige tidspunkt at trække sig tilbage på.
Følg den afsluttende jagt – her på HuntersMagazine.

Kobber springbuck
© huntersmagazine.com
2007, Steen Andersen

Malte Udsen med sit ganske sjældne trofæ, der farvemæssigt adskiller sig fra de sædvanligt farvede springbukke ved ikke at have hvid bug og hvid underside af halsen.

Sidste jagtdag.

Efter på syv jagtdage at have nedlagt lidt over 50 stykker drøvtyggende afrikansk vildt, tog vi fra farmen for at prøve kræfter med en sjælden farvevariant af springbukken. Malte Udsen skulle skyde denne morgen, men heldigvis havde de to andre skytter også deres våben med.
Alt forløb planmæssigt. Vi ankom til den fåreavler, der er så heldig at have de kobberfarvede springbukke på sine marker side om side med de almindeligt farvede og så en hulens masse får og geder. ”Der er næppe mere end 100 jægere i hele verden der har nedlagt en springbuck i den farve I nu er ude efter,” var velkomstsalutten fra fåreavleren. Det satte puls og adrenalin yderligere i vejret.

Drivjagt.

En enkelt driver blev sat i spil, mens Malte Udsen og den professionelle jæger Phillip Loock satte sig tilrette, godt skjult og halvt inde i en tornet lav busk. Drevet kom hurtigt for, og mellem alle de andre dyr stak to tydeligt anderledes farvede bukke ud. Phillip udpegede den største af de to, og Malte Udsen sendte et skud ud over den lave vintertørre afrikanske bevoksning. Bukken blev ramt, men fortsatte med styrke og kraft sammen med resten af flokken, der satte i kontrolleret men kontinuerlig flugt.