Blaser F3

Blaser F3

Enkelhed og effektivitet, i standard versionen. Den findes også til 100.000 plus med udsøgte lækkerier. Af Steen Andersen.

Det første indtryk.

Hvis man ellers er fortrolig med over/under våben bliver det første indtryk af den nye Blaser F3 et godt indtryk. Som det er kendetegnet for Blasers øvrige våbenproduktion, er her tale om et stykke gedigent håndværk, der er lavet færdigt og i orden.
Når man griber om våbnet bliver man en smule overrasket, det føles ganske let. På køkkenvægten kan den fornemmelse bekræftes. Uden ammunition vejer en F3er med 71 centimeter pibe 3,1 Kg.

Skydningen.

På en enkelt dag har vi forsøgt os med omkring 200 skud. Til høje duer, lave duer, side duer og helt umuligt vanskelige duer. Det duer. Foruden jeg selv har to erfarne skydeinstruktører haft den nye F3er i hænderne, og hver gang er konklusionen klar; det våben kan man godt skyde med. Større bliver det nok ikke fra de herrer…

F3
© huntersmagazine.com
2005, Steen Andersen

Forskæfte. Bemærk låsens diskrete placering.

Nye principper.

Som det tidligere har været beskrevet på disse sidder, så er der et langt stykke af vejen tale om, at Blaser har nytænkt og ikke mindst nykonstrueret en række af det traditionelle haglvåbens inderste detaljer.
Det kan være vanskelligt at se udvendigt. Men inde i aftrækkerhuset er der en del som ser lidt anderledes ud end sædvanligt. Et af de få ydre tegn på de nye konstruktioner og patenter er løbsvælgeren, der er placeret foran selve aftrækkeren, så man skifter løb med aftrækkerfingeren.

Nye vinkler.

Vinklen for hvornår de afskudte patroner udkastes er også ændret en smule, så hylsteret fra det nederste løb helt sikkert bliver sendt op over baskylen.
På samme måde er der ændret i den traditionelle konstruktion af forskæftet, så det løsnes på en pal helt ude i forskæftets front. Det betyder at forskæftet ikke har en stor gennemgående udfræsning i bunden.

F3
© huntersmagazine.com
2005, Steen Andersen

Den nederste halvdel af piben er afskilt, sigtekornet er stort og rødt i denne version.

Piben.

F3eren leveres i to modeller en sportsmodel og en jagtmodel. Den her anmeldte er en jagtmodel, den såkaldte GAME. De to modeller leveres i en række forskellige versioner hvor der kan være skruet mere eller mindre op for de luksuriøse detaljer. Priserne for begge modeller begynder lige over de 20.000 Kroner.
Piben leveres i en række forskellige længder, og på den nederste halvdel er piberne adskilte.
På trods af den relativt lave vægt, føles F3eren ikke anstrengende at skyde med. Heller ikke efter de første 100 skud.

Generel konklusion.

Umiddelbart ser det ud til, at denne F3er er et ganske glimrende våben som lever op til Blasers sædvanlige standard, og som også rummer den kvalitet man forventer af et våben i denne prisklasse.
Sigteskinnen er relativ bred, 5mm, og leveres med et tydeligt rødt sigtekorn. Det er måske en smagssag om man lige finder disse detaljer velvalgte, men ser man sig om på en skydebane hvor de bedste konkurrence skytter holder til, vil man konstatere, at størstedelen af deres våben ser lige nøjagtigt sådan ud. Og hvor laver Blaser så ikke en side by side-model? Svaret findes atter på skydebanen. Verdens bedste skytter skyder med over/under.