Britisk jagt

Britisk jagt

Dana Sirena. Af Steen Andersen.

Søndag.

Banker derudaf med Dana Sirena med kurs mod Harwich. Det er gråvejr, men selvom det blæser og skibet skærer sig gennem de lave bølger, kan man allerede mærke at vi er kommet et par streger sydligere end det hjemmevante danske klima. Selv i strid modvind er havluften mild.
Første udfordring bliver at finde vej – og at køre ”i den forkerte” side af vejen, med en almindelig dansk bil. Men det skal nu nok gå. Ombord er en masse engelske biler, som altså har formået at overleve den danske trafik.

Sen bestilling.
Om det nu var held eller efterladenhed er ikke til at afgøre med sikkerhed. Men på det tidspunkt hvor jeg endelig fik taget mig sammen til at reservere denne sejltur, var der kun kahytter med vindue og havudsigt tilbage. De er naturligvis også de dyreste, men sikke da en udsigt. Selv når man ligger i sengen kan man se bovbølgens refleksioner danse fordi på kahytsloftet. Og når man rejser sig op, falder man med fornøjelse i staver over alt det vand der passerer forbi med 20 knobs hastighed.
Vi kører i land om en times tid.
Følg jagten hver dag – her på HuntersMagazine.

England
© huntersmagazine.com
2008, Steen Andersen

James Ellis er professionel jæger på et stort engelsk gods – og fabelagtig til at vurder trofæstørrelsen på de små chinese waterdeer. Af Steen Andersen.

Mandag - Norfolk.

Straks vi ankom søndag eftermiddag gik jagten i gang. Et hurtigt tøjskifte på parkeringspladsen foran vores Bed and breakfast-indkvartering og så var vi af sted.
Straks vi ankom il jagtmarken så vi det første eksemplar af chinese waterdeer, og det var så første gang jeg så sådan et dyr i virkeligheden. En fantastisk skabning med lange finde hjørnetænder og korte lidt runde øre. Kulsorte og næsten lysende øjne og en lille velafgrænset og helt sort snude. Bukken, vi havde lejlighed til at betragte og filme i næsten ti minutter, var for ung til jagt. Så den er derude endnu. Senere så vi yderligere seks eksemplarer af denne smukke vildtart og et par håndfulde krondyr, som må jages frem til solnedgang i dag, den 31. marts.

Denne morgen.
Klokken 06.00 ankom vi til et nyt revir. Ude i den kraftige morgendis lod en stor rudel kronvildt sig beskue, samtidig med en – så to – så FEM chinese waterdeer. Vi kørte bilerne midt ind på markerne. Kronvildtet løb tæt ind foran os. Det lignede noget jeg engang havde oplevet på den afrikanske savanne.
Vi så over 16 forskellige individer af chinese waterdeer denne morgen og en enkelt der kunne nedlægges, men den opdagede os lige på finalen og forsvandt.
Formiddagen tilbragte vi i slagtehuset hvor en af de andre jægere baksede med tre stykker kronvildt, mens James kørte ud i den dyrepark han forvalter go skød endnu en hind – her inden jagten lukker.
Vores jagt på chinese waterdeer fortsætter når dagen går på held, ligesom duejagten og jagten på muntjak – og så åbner bukkejagten jo i morgen her i England.
Følg den engelske jagt dag for dag – her på HuntersMagazine.

England
© huntersmagazine.com
2008, Steen Andersen

Fotograf Christian Ravn på sin morgenpost. Kort efter brød regnvejret løs. Af Steen Andersen.

Sumplandet.

Chinese waterdeer hører til ude i det våde land. Ved daggry trækker de små fine hjorte ud fra skove og rør på de delvist oversvømmede enge og de våde marker, heroppe i det nordlige Norfolk, hvor hele kystområdet er gennemskåret af floder, deltaer og marsk. Vi filmer på livet løs. Smukke scenerier og flotte optrin. Især de unge bukke og hundyrene er det muligt at komme relativ tæt på med kameraet. Christian Ravn ruller det ene smukke minut ind efter det andet, så dk4s Jagtmagasinet på mandag den 7. april klokken 22.00 kan berette om den aktuelle engelske jagt.

De store bukke.
Som beskrevet i går er vi på jagt med James Ellis. Han har en imponerende række af guldmedalje-bukke bag sig, og kvier sig ved at lade mig komme på skudhold af noget der ikke er et fænomenalt trofæ. Fint nok, men nu har vi kun en pürsch tilbage, inden turen går videre til et nyt revir med nye vildtarter, så presset for at finde den rigtige buk, og ikke mindst den rigtige situation, stiger disse timer, hvor vi forsøger at få lidt middagssøvn.
Denne morgen begyndte ellers rigtig flot, med stærk rød solopgang og syv waterdeer inden for samme synsfelt. Men så begyndte det at regne og dyrene satte sig eller trak ind i den tykke vegetation. Vi fulgte deres eksempel og søgte ly. Her bliver vi til den varslede bedring i vejret indfinder sig – og så.....
Følg jagten dag for dag – her på HuntersMagazine.

England
© huntersmagazine.com
2008, Steen Andersen

Klassisk afskudsbuk. Tre til fire år gammel og vurderet til at være uden potentialet til en stor opsats. Af Steen Andersen.

Rigeligt med råvildt.

På Euston Estate i det sydlige England har man en stor bestand af råvildt. Den nytiltrådte hjorteforvalter – som kom hertil for tre år siden – har formået at få en hårdt trængt bestand til at rejse sig. Succesen er faktisk så udtalt, at jordejeren gerne så at der blev skudt lidt flere rådyr i år end de tidligere år. Et klassisk dilemma når man skal tilgodese både landbrugsdriften og muligheden for stærke bukketrofæer.
Den første dags tre pürscher gav syn for sagn. Her er råvildt. Rigeligt med råvildt. Flotte treårige seksendere som tegner til at blive rigtige flotte om bare et års tid eller to. En del bukke med ringere opsatser og så råer så langt øjet rækker. I bogstaveligste forstand.

To bukke.
Morgenpürschen gav anledning til et enkelt forsøg på en svag buk, og et smukt skue, da den stedlige kronvildtbestand lod sig skue ude på markerne. Inde i skoven så vi en del muntjak, uden at kunne komme på skudhold.
Eftermiddagen og aftenen gav anderledes oplevelser. Den første buk faldt efter en lang pürsch over en grøn mark. Den sad sammen med seks andre dyr.
Blot et par timer senere pürschede vi frem til et nyt spring på otte dyr. Under vejs måtte vi uden om først tre, så fire, så et, så to og så endnu et stykke råvildt. Inden de otte dyr rejste sig, nåede kronhjorte atter at komme på markerne. Ja faktisk kom de så tæt på afskudsbukken, at de en kort periode var ved at forpurre hele projektet. For der stod seks krondyr lige bag råvildtet. Denne morgen skal vi se nærmere på en mulig afskuds hjort.
Følg den engelske jagt dag for dag – Her på HuntersMagazine.

England
© huntersmagazine.com
2008, Steen Andersen

Ældre muntjacbuk (Muntiacus reevesi) med begge tænder intakt. Af Steen Andersen.

Solopgang.

Sidste dag på reviret. Efter en virkelig nervepirrende og opsigtsvækkende stribe jagtoplevelser i går, er det nærmest med hjertet oppe i halsen, at vi tager fat på den sidste dags morgenpürsch.
Vejret er intet mindre end storslået. Vindstille, køligt med lidt tåge i alle lavningerne og skyfrit. Helt klart at solopgangen vil blive et smukt skue.
Vi parkerer midt inde i skoven, for at være hurtigt fremme i den sydlige skovkant, der hvor det forventes, at vi kan komme i nærheden af de stanghjorte, som er til afskydning.
Men vi støder på dem inde i den centrale del af skoven og netop som vi skal til at pürsche os op til dem, springer en stærk muntjacbuk gennem synsfeltet. Planen korrigeres straks.

Pürsch og forfølgelse.
Bukken tager flugten da vi rører på os. Ind i den tætte underskov af visne bregner fra sidste år og bølger af brombær. Ikke just det letteste terræn at komme lydløst igennem, men vi sætter efter. Snart langsomt og forsigtigt, snart så hurtigt vores ben kan bære os.
Et par gange har vi skydestokken oppe mens Christian Ravn kæmper med at få kameraet i stilling. Vi flytter os frem ad et par gange på denne måde, jeg har ikke længere styr på hvor mange.
Pludselig er det som om bukken tror sig sikker. Den sagtner farten og begynder at esse, mens den fortsætter gennem skovbunden. Op med skydestokken. Op med kamerastativ og kamera. Og så træder den smukke buk ud i en helt lille avenue mellem de høje træer, samtidig med at solen kommer over horisonten ude bag skoven.
Bukken standser, jeg skyder og den tegner stærkt for skuddet.
Ti minutter senere kan vi tage den 10-12 centimeter høje muntjacopsats i nærmere øjesyn.
På mandag klokken 22.00 sender vi hele historien på dk4 i Jagtmagasinet.
... Hjortene så vi ikke mere til denne morgen.