Brunsthjortejagt i Pommern

Brunsthjortejagt i Pommern

Artiklens forfatter, Jan Kilden, sammen med den stærke 11 ender.

Tirsdag d. 17.9.02 klokken er 05.00 og jeg står og venter på, at min makker skal dukke op.
Vi skal til Polen, ned og jage skovens konge, kronhjort. Forventningerne er i top, vejret har vist sig fra sin pænere side, det vil sige ikke for varmt, som da jeg var på hjortejagt i 1995, og ikke for vådt, som i 2001, hvor det hele var ved at regne væk. Men nu…, nu skulle det være.
Da vi ankom til reviret, var noget af det første vi spurgte efter, da også brunsten, og ja, der var brunst.

Den første pürsch

På nabo reviret var der 2 tyskere, der jagede, og de havde begge skudt hjort, den ene havde endda skudt en hjort på over 6 kg, hvilket absolut er en stærk hjort. Forventningerne blev ikke mindre, af at høre dette…
På vej ud på min første pürsch ser vi, mens vi kører i bil ad de små skovveje, en god hjort løbe af sted!
Nå, men vi får bilen parkeret, lister hen til et mindre tårn og jagtføreren fortæller, at han tidligere har set en hjort på ca. 5 kg, fra dette tårn. Og så sidder man der og tænker: ” det er sgu også lidt ærgerligt, hvis hjorten nu dukker op og det hele er overstået på 20 min”!!
Nu har man gået og glædet sig i 8 måneder!

Hjortebrøl

Men sådan kom det nu ikke til at gå, til trods for der kom en hjort for, en ganske ung spidshjort, sammen med en hind og en kalv.
På vejen tilbage til bilen, kommer der pludseligt et brøl, hjortebrøl, og ikke langt fra os. Vi prøver i det tiltagende mørke, om vi kan nå ned ad et stort skovspor, for til sidst at bevæge os ud til skovkanten, og her når vi lige at se hjorten forsvinde.
Næste morgen i buldermørke er vi derude igen. Denne gang stiller vi os blot op ad nogle træer. Roman, min jagtfører, prøver at kalde hjorten frem, ved hjælp af en stor konkylie, som han bruger til at efterligne lyden af en rivaliserende hjort med. Men hjorten viser sig ikke.

Det første skud

Da vi er på vej hen efter bilen, lyder et skud, og da vi er de eneste på reviret, kan det kun betyde, at min makker har fået hjort.
Senere må det desværre konstateres, at han er kommet til at røre aftrækkeren, med stukket snelle, længe inden han får riflen ned og pege på en hjort der var komme ud på et spor, 120 m fra hans hochsitz !
Ikke en forbier, men et rent skud op i luften. Men en chance havde det trods alt været.

Større revir

De næste pürscher, er der ikke så meget at fortælle om, vi havde nogle gange mere brunst i området end andre gange, og jeg var da også en enkelt gang tæt på en skudchance, men alligevel ikke helt.
I mellemtiden, var tyskerne, taget hjem, og vi kunne nu også jage på deres revir.
På turens femte pürsch, lød igen et skud. Nu måtte den være der. Men nej, denne gang en forbier, til en endnu større hjort, end den der havde stået på sporet ! ”Nu må det da snart være min tur, hvis der ellers er retfærdighed til ” tænkte jeg, en anelse misundelig, over makkerens skudchancer! Men som tyskerne siger : Jagd ist Jagd.

Kronhjort og Roman
© huntersmagazine.com
2003, Jan Kilden

Roman sammen med hjorten.

Det svære valg

Næste morgen var vi som sædvanligt ude i total mørke, og kunne høre en hjort brøle. Vi pürschede i mørket frem efter lyden, og stod til sidst få hundrede meter fra ” musikken”.
Roman fortalte at hjorten stod ude på en mindre eng, og at han var sikker på, at den ville gå til skovs, når det lysnede!
Altså en klar opfordring til mig om, at det skulle være nu, hvis vi skulle nå det. Jeg ville dog ikke af sted, da jeg mente, det ikke kunne lade sig gøre at se noget, ikke engang i min store 2 –10 x 56 kikkert.
Jeg prøvede at trække tiden, så meget jeg nu kunne, mens vi kunne høre hjorten brøle, ganske tæt på os.

Tiden er inde

På et tidspunkt, lød det imidlertid fra Roman, at nu var der afgang, og måden det blev sagt på, gav mig ikke lyst til at forsøge at hive den et par minutter mere… Det var nu !
Vi pürschede frem mod den stadigt brølende hjort. Da vi var cirka fem meter fra at komme ud til kanten, stoppede min rutinerede jagtfører op, således vi ikke kom helt frem og derved undgik at afsløre os.
Han satte skydestokken op, pegede..…jeg satte riflen op i skydestokken, og ..kunne intet se!! Han fik mig rettet mere mod højre, og jeg kunne nu se en silouet, af en hjort….valgte at skyde…trykkede af.., og …intet skete!
Jeg havde (det er sandt) for første, og sidste gang, glemt at afsikre! (Godt valgt tidspunkt!).
Fik dog afsikret og skød. Da jeg skød, blev jeg blændet , men nåede dog at se hjorten bevæge sig frem.

Kronhjort
© huntersmagazine.com
2003, Jan Kilden

Jan Kilden med den smukke kronhjort.

70 meter

Roman sprang frem og op i den hochsitz, der stod umiddelbart foran os, og som jeg ikke havde bemærket, og kaldte mig op.
Da jeg kom op i hochsitzen, kunne jeg se hjortens hoved stikke op fra en mindre grøft hvor den sad, og oven på hovedet sad, et pænt gevir, kunne jeg også ane. Hjorten var truffet, men ikke død. Afstand cirka 70 meter. Det måtte ikke gå galt ! Jeg turde ikke give den et skud mere, da jeg kun kunne se hovedet, og jeg var sikker på at kunne ramme den, hvis den rejste sig. Vi sad nu deroppe med en anskudt hjort på kun 70 meters afstand!
Sad hele tiden, og håbede på den ville vælte forendt om på siden. Forestil jer, at sidde sådan med det venstre øje lukket i cirka 15 – 20 min.
Pludseligt strakte hjorten halsen op, som i et forsøg på at rejse sig op, og i det samme halsen blev blottet, skød jeg den på halsen…hjorten forsvandt straks ud af syne, tilsyneladende død.

Drømmen

Roman lykønskede, og ville have os ned og se på hjorten. Men jeg insisterede på at vi skulle sidde i 5 minutter mere, for at være endnu mere sikker på, at den nu også lå der. Jeg sendte nu Roman ned, mens jeg sad klar med kugle nummer 3. Han gik af en eller anden grund, en i en stor bue hen mod hjorten! Antager at han ikke havde lyst til at få den 3. kugle i ryggen ?.
Da han nåede derhen, kunne jeg se på hans begejstrede viften, at den var god nok.
Hjorten var en stor flot hjort, lige sådan en, jeg altid havde drømt om at få.

Kronhjort solo
© huntersmagazine.com
2003, Jan Kilden

Polsk kronhjort på 5,695kg.

Polens bedste

Med møje og besvær fik vi, efter at den var blevet brækket, trukket op af grøften. ” Jeg henter lige bilen” sagde Roman til min store overraskelse. Jeg kunne ikke forestille mig, at den store hjort kunne ligge inde i Romans varevogn. Men jeg blev klogere, og fik da også oplyst, at det ikke var den første hjort, som Roman havde givet et lift ud af skoven.
Min makker havde stadig ikke fået hjort. Men nu skulle det være, sagde hans jagtfører. Han havde skaffet en ung fyr, som var ekspert i at bruge lokkekald, ja han var faktisk Polens bedste!! Dem har de vist mange af tænkte jeg. Men sandelig om det ikke lykkedes fyren at ”trække” en hjort ud på et åbent stykke ud af skoven, hvorefter den blev anskudt!! Men chancer havde han vist haft på denne tur, min rejsekammerat.

Den mest spændende jagt

Til slut vil jeg anbefale andre, at prøve denne efter min mening den mest spændende jagt af alle, jagten på en brølende stor kronhjort. Det er ikke så nemt som at tage efter maj-bukke, men det er vel også en del af det hele. Min hjort er skudt på en fastpris tur, og man er således sikker på, at holde økonomien inden for rimelighedens grænser.
Skulle nogen være interesserede i yderligere info, om reviret, indkvartering m.m. kan jeg træffes på jkilden@hotmail.com, og hvem ved, måske står jeg igen til næste september.., sammen med Roman.., og venter på at det lysner…

Jæger hilsen
Jan Kilden

Geviret vejer 5,695kg, og skal opmåles i nærmeste fremtid, 11 takker og jeg forventer den vil komme i nærheden af bronzemedalje.