Bukken dør af chok

Chok

Forårsbuk. Nedlagt med riffelkugle.
Af dyrlæge Christian Sonne.

Forberedelse.

De fleste dygtige og erfarne jægere kender garanteret til anstrengelserne og kræfterne bag riffeljagterne - og der er rigtig god grund til at gøre sig umage. Det er jo ikke for sjov, at bagsiden af diverse ammunitions-pakker er spækket med tabeller og fakta om afstande, kuglebaner og anslagsenergier. Skuddet skal være dræbende og helst så dræbende, at dyret styrter til jorden med det samme - også selvom første skud ikke træffer optimalt.

Anatomi.

For nærmere at forstå hvad der sker, når man træffer et dyr, er et minimalt kendskab til dyrets fysiologi og anatomi nødvendigt. Det er først og fremmest nødvendigt at vide, hvordan det lille kredsløb, med lunger og hjerte, samt det store kredsløb, med krop og hjerte, fungerer i relation til nervesystemet. Artiklen her er ikke facitlisten på, hvad der sker i hver eneste jagtsituation, men derimod et værktøj Du som jæger kan bruge i forståelsen af og forberedelserne til en vellykket fuldtræffer. De følgende eksempler gælder for pattedyr, i denne sammenhæng især for råvildt eller tilsvarende vildtarter.

Chock
© huntersmagazine.com 2004

Nervesystemet er delt op i det centrale nervesystem (CNS) som består af hjernen og rygmarven, og så det perifere nervesystem som udgår fra CNS. Det perifere nervesystem består af to systemer. Et vi selv styrer ved hjælp af bevidstheden og f.eks. bruger til bevægelse (det kaldes det somatiske nervesystem) og et andet system, som vi ikke er herrer over, men som døgnet rundt fungerer helt af sig selv (det autonome nervesystem).

Det autonome nervesystem.

Det autonome nervesystem er atter opdelt i to systemer. Ét der styrer kroppen i retning af beredskab (aktivitet; det sympatiske) og et andet der styre i retning af fordøjelse og søvn (afslapning; det parasympatiske). Alle disse avancerede mekanismer fungerer helt af sig selv, hvad enten man er jæger eller forårsbuk. Det er det autonome nervesystem, som får hjertet til at pumpe langsomt eller hurtigt og som får lungerne til at optage mere eller mindre ilt i forbindelse med beredskab (fare), og som styrer parring, fordøjelse osv. - altså de basale nødvendige handlinger som vi ikke går og tænker på i hverdagen. Disse handlinger styres af ydre og indre stimuli som lyde, synsindtryk, på virkning af følesansen, lugtesansen, psykologiske indtryk som træthed, frygt osv. Det autonome nervesystem styrer kroppen og regulerer de enkelte funktioner ved at påvirke muskelceller i hjertet og glatte muskelceller i tarmen og blodkar samt kirtelceller.

Skud.

Hvis nerve- eller karsystemet - f.eks. som følge af skud med kugle/hagl - bliver påvirket udefra, kan dette dræbe dyret øjeblikkeligt. Rammes dyret f.eks. i centralnervesystemet, altså i hjernen eller i rygmarven så denne "klippes over" vil dyret dø på stedet, fordi der sker en "kortslutning". Kortslutningen sker fordi alle nerveceller i hjerne og rygmarv er afhængige af hinanden for at kunne opretholde den normale fysiologiske balance såsom blodtryk, hjertefrekvens osv. Hvis denne forbindelse afbrydes går alt i sort. Mange jægere har oplevet hvordan et dyr kan dø i knaldet, og når man kender forklaringen er der er heller ikke noget mærkeligt ved, at en sådan træffer får dyret til at falde om og dø omgående. Hvis dyret derimod rammes non-CNS (udenfor centralnervesystemet) og samtidig påvirkes af neuro-psychogene indtryk er der mulighed for, at dyret ikke falder om, men i stedet sætter i spring og tilbagelægger længere distancer.

Jagten.

For at beskrive de situationer som kan opstå, er det nødvendigt at inddele jagten i hagl- og riffeljagt. I den forsatte beskrivelse forudsættes det, at der benyttes korrekt kaliber, haglstørrelse og skudafstande.

Chock
© huntersmagazine.com 2004, Steen Andersen

Haglskud i et stykke råvildt. En stor del af haglene sidder lige under skindet.

Hagl.

Når der jages med hagl rammes dyret som regel på bladet. Haglbygens centrum vil herefter ramme dyret i hjerteregionen og medfører to former for skader dels ved direkte at fortsætte ind imellem ribbenene dels ved fra ydersiden at af- og omsætte anslagsenergien til en form for "tryk"-energi i dyret. Man kunne forestille sig, at de hagl som fortsætter ind mellem ribbenene vil kunne ødelægge blodkar udenfor og måske også indenfor brysthulen og at "tryk"-energien forplantes i hjerteregionen med beskadigelse af hjertet og måske hjertestop til følge. Endelig vil den neuropsychogene påvirkning af dyret (dvs. høre-, føle- og evt. synsindtryk) være en medvirkende årsag til, at dyret dør.

Chok.

Ovenstående skader vil nemlig resultere i, at dyret går i chok. Chok er det fænomen hvor der pludselig er for lidt blod i hjertekarsystemet til, at det normale blodtryk og dermed den normale blodgennemstrømning i organer og muskler kan opretholdes. Et faldende blodtryk betyder, at hjernen og organerne får for lidt blod, og det vil hurtigt få et dyr til at dø.

Død i knaldet.

Når man rammer et dyr korrekt med hagl, er den samlede chokvirkning fra vævstraumer som følge af anslagsenergierne og sanseindtrykkene fra slag, lyd og lugt som regel så stort, at det dør på stedet. Dyret dør altså som følge af neurogent og haemorrhagiskchok (i sjældne tilfælde også cardiogent - hvis hjertet beskadiges).

Kugle.

Går man i stedet på jagt med riffel, kan situationen være noget anderledes. Her er anslagsenergierne og de samlede sanseindtryk fra lyd, lugt og hørelse nemlig ikke altid nok til, at dyret falder på stedet; chokvirkningen er simpelthen ikke stor nok. Igen kan jagten inddeles i træffere i og udenfor hjertet.

Kuglens virkning.

Mange har oplevet, at et dyr ramt perfekt i hjertet er løbet fra skudstedet i fuldt spring. Det lyder jo mærkeligt, for umiddelbart skulle man tro, at dyret ville dø som følge af blodtab og hjertetraumer- altså haemorrhagisk og cardiogent chok. Sammenlignet med hagljagten er der dog nok to væsentlige forskelle; nemlig de neuropsychogene sanseindtryk som følge af lyd og slag. Skuddet og slaget fra et haglgevær er nok en voldsommere oplevelse end skuddet og slaget fra en riffel der affyres på længere af stand, og som ikke på samme måde "slår" på dyrets overflade.

Dyrets reaktion.

Når dyret rammes af riffelkuglen, vil det kunne nå at opfange faren, og binyrernes adrenalin produktion vil være tilstrækkelig til, at dyret kan forsætte med at løbe. Det sker fordi adrenalinen får de perifere kar i organer og væv vil trække sig sammen og dermed øge blodtrykket tilbage mod det normale niveau. Dette er dog kun en stakket frist, idet det haemorrhagiske og cardiogene chok (blod- og funktionstabet) hurtigt vil medføre dyrets død. Det neurogene chok kan muligvis også her spille en rolle. Rammer man dyret udenfor hjertet vil det dø af haemorrhagisk og måske neurogent chok, men det vil tage længere tid før dyret forender.

Fortsat forskning.

Når alt dette er sagt, så skal det også understreges, at der i sager af denne art ikke findes nogen facitliste. En lang række videnskabelige og militære institutioner over hele verden forsker stadig i, hvad det er der sker, når et dyr eller et menneske bliver beskudt. Kun en ting er sikker. Når det drejer sig om jagt, så gælder det om, at udføre drabet så hurtigt og konsekvent som muligt. Dette ansvar skal den enkelte jæger være klar til at påtage sig, ved til stadighed at stræbe efter den optimale kombination af præcision og ammunition.

FAKTA.

Christian Sonne er dyrlæge og desuden professor på Aarhus Universitet. Han har tilbragt adskillige måneder på fangst med de grønlandske fangere efter blandt andet sæler og isbjørn.

Karsystemet.

Opbygningen af karsystemet eller kredsløbssystemet er ens i alle pattedyr. Arterier (pulsårer) fører iltet blod væk fra hjertet, mens venerne fører afiltet blod tilbage til hjertet. Mellem arterier og vener er et fintmasket net af tynde årer (kapillærer eller hårkar) der forsyner organer og muskler med ilt og næringsstoffer fra blodet. Ofte omtales karsystemet som bestående af to elementer: Det lille karsystem der består af de kar, der fører blod til og fra lungerne. Samt det store karsystem der består af de kar, der fører blodet ud i legemets øvrige områder og tilbage til hjertet igen.

Centralnervesystemet.

Centralnervesystemet (CNS) kan opdeles i to underelementer: Hjernen og rygmarven. Det perifere nervesystem har to forgreninger: -Det somatiske system der styres bevidst, f.eks. bevægelse og tale. -Det autonome system der ikke er viljestyret, f.eks. fordøjelse. Yderligere kan det autonome nervesystem opdeles i to forgreninger: -Det sympatiske system der styrer i retning af beredskab; farer, aktivitet. -Det parasympatiske system der styrer i retning af hviletilstand; fordøjelse og søvn. Alle disse nervesystemer er forbundet med og udgår fra centralnerve- systemet.

Chok.

Chok er en fællesbetegnelse for en række medicinske tilstande, der alle har det til fælles, at blodtrykket falder dramatisk. Hvis blodtrykket i et menneske eller et dyr er meget lavt i blot en kortere periode svigter blodforsyningen til hjernen og organerne, og døden indtræder hurtigt. I lægeverdenen taler man om tre forskellige former for chok: Det neurogene chok, som bedst kan oversættes til et psykologisk chok. Man kender det fra personer der har været udsat for noget voldsomt, f.eks. en trafikulykke. Blodet løber fra hovedet og personen besvimer hvis ikke, man får den pågældende ned at ligge i en fart. Værre er, at bevidstheden kan forblive, mens livsvigtige organer drænes for livsvigtig blod. Det cardiogene chok skyldes, at hjertet beskadiges eller af andre grunde holder op med at fungere helt eller delvist.Det haemorrhagiske chok som skyldes, at der går hul på karsystemet. I dette tilfælde kan der være tale om både ydre og indre læssioner. Det vil sige, at såvel en overskåret halspulsåre som et skudhul i en af de store blodårer vil udløse et såkaldt haemorrhagisk chok.

Acknowledgement.

Warberg, J. (1991): Human Fysiologi. 2. udgave, 1. oplag, Polyteknisk Forlag, Lyngby, Denmark, 432 pp. Ganong, W.: Physiology. 15. edn., Appleton&Lange, Connecticut, USA, 754 pp. Slauson, D.O. and B.J. Cooper (1990): Disturbances of blood flow and circulation. In: Slauson, D.O. and B.J. Cooper: Mechanisms of Disease (2nd edn.). Williams and Wilkins, Baltimore, USA: pp. 89-166. Leifsson, P. (2000): pers. komm. Cand.med.vet., phd, Pall Leiffson, Royal Veterinary and Agricultural University of Copenhagen, Denmark. Laboratory of Pathology, Institute of Pharmacology and Patho biology, Bülowsvej 17, 1870 Frb. C, Copenhagen, Denmark..