Dåvildt

Dåvildt

Stærkt eksempel på en hjort lige omkring bronzemedaljen. Trofævægt på 3,15 Kg. For al hjortevildt udgøres trofævægten af det afkogte og korrekt afsavede kranie med opsats.

Engelsk: Fallowdeer
Tysk: Damwild
Fransk: Daim

Der findes 2 underarter af Dåvildt:

Europæisk dåvildt: Dama dama dama
Persisk dåvildt: Dama dama mesopotamica*

*Underarten er optaget på bilagslisteliste A i Washington-konventionen, hvorfor der kræves Cites-tilladelse for ud- og indførsel af trofæer. Denne tilladelse vil næppe blive givet.

Udseende.

Dåvildtet er en middelstor hjorteart. Hjorten vejer mellem 60 og 100 kg. og har en skulderhøjde på godt en meter. Dåen vejer mellem 30 og 50 kg og har en skulderhøjde på omkring 0,85 meter. Dådyret er den hjorteart, hvis pels ses i flest farvevarianter. I normalfarven er sommerpelsen rødbrun med hvide pletter på oversiden. Undersiden er hvid. Vinterpelsen er ensfarvet gråbrun med mørke pletter på oversiden og buen er grålighvid. Der findes såvel helt sort som helt hvidt dåvildt samt adskillige mellemfarver og der er også variationer med hensyn til hårlængden. Dåvildtet stammer oprindeligt fra middelhavsområdet. Det har levet frit i Danmark i mellemistiden og er formodentligt senere ført med op gennem Europa af de romerske legionærer. I Danmark vides det med sikkerhed at dåvildtet er blevet indført omkring år 1200, hvilket fremgår af kong Valdemar den andens Jordebog.

Dåvildt
© huntersmagazine.com
2007, Steen Andersen

Oversigt over nogle af de største dåhjortetrofæer samt pointkrav til medaljer.

Geviret.

Det tydeligste kendetegn er det pladeformede gevir hos den voksne hjort. Normalt ses fire udviklingstrin: Spidshjort, hvor hjorten sætter op med to ugrenede spidser, stanghjort, hvor geviret har fået øje- og mellemsprosse og måske begyndende skovldannelse, halvskuffel, hvor skuflen er tydelig, men endnu lidt ”trekantet” samt fuldskuffel; Det fuldt udviklede gevir. Her er stængerne meget kraftige, med glat forkant og mange kortere eller længere sprosser på bagkanten. Hjorten vil da være ca. 5 år gammel. Trofæmæssigt kulminerer hjortene når de er 6-8 år gamle.

De største og fornemste dåhjortetrofæer fås blandt andet i Rumænien, Bulgarien og Danmark. Et stort dåvildt-trofæ har en vægt på omkring 4-5 kg. Kun yderst sjældent ses en dåhjort uden gevir den benævnes da: Munk.

Adfærd.

Dåvildt trives især i områder med blandingsskov vekslende med landbrugsarealer. Dyrene lever i meget høj grad af græsser, men også urter, frugt og olden spiller en vigtig rolle.
Som hos flere andre hjortearter lever hjorte og dåer hver for sig; dåerne i mindre grupper eller i ”modergrupper”: Den voksne då med årets kalv samt kalven (smaldå/spidshjort) fra året før og hjortene enten i mindre hjorterudler eller for sig selv. I brunsten samler de voksne hjorte sig ved de særlige brunstpladser som er de samme år efter år. Hjortene forsøger ikke at samle et harem. Dåerne opsøger selv brunstpladserne. Brunstpladserne kan ofte være blot få kvadratmeter store og ligge meget tæt. Således som det ses blandt andet i Jægersborg Dyrehave. Brunstperioden for dåvildt begynder almindeligvis i midten af oktober og afsluttes i midten af november.

Persisk dåvildt.

Der eksisterer et CIC opmålingsystem til opmåling af Persisk dåvildt, men dyrene har ikke måttet jages i meget meget lang tid, så der uddeles ikke medaljer. Et museumseksemplar er opmålt til 348,00 point. Opmålingen er anderledes end for europæisk dåvildt; eksempelvis indgår vægten ikke.

Litteratur.

Chapman, D. & Chapman, N.(1975): Fallowdeer
Heidemann, G (1973): Zur Biologie des Damwildes
Holten, N.E. (1970): Hjortevildt i alverdens lande
Ueckermann, E & Hansen, P. (1968): Das Damwild