Dagbog fra Namibia

Dagbog fra Namibia

Hr. og fru Grellmann i deres hyggelige have uden for hovedhuset i Etango Ranch Guestfarm. Af Steen Andersen.

Perfekt løsning.

Vi var mere end et halv døgn forsinkede, og ankom til Windhoek klokken ni om aftenen i stedet for klokken 6 om morgenen. Et hændeligt uheld havde holdt os i Frankfurt med glimrende service og indkvartering til følge.
Vores værter havde vi selv underrettet, og de havde sat en perfekt løsning op for os. I stedet for den 2½ time lange transport til jagtreviret i den sorte afrikanske nat, havde de arrangeret overnatning på en hyggelig guestfarm lige ovre på den anden side af hovedvejen til lufthavnen. Husets søn samlede os op, og alt klappede perfekt, i modsætning til amerikanske Larry som ingen hentede. Han endte også på ”vores” guestfarm.

Tilfældet.

Det er når det uforudsete sker, at man får uplanlagte oplevelser – eller bekendtskaber. Her mistede vi godt nok en jagtdag, men stiftede i stedet bekendtskab med ikke mindst Volker Grellmann, som er en af den namibiske jagts store gamle mænd. Han var grundlægger af landets sammenslutning af professionelle jægere, NAPHA, og bestrider i dag posten som ombudsmand for landets jægere og jagtindustrien. Klager man over noget på sin jagt i Namibia, ender klagen hos Volkers.
Vi indledte jagten i Namibia med at knytte venskab med en af landets væsentlige jægere.

Namibia
© huntersmagazine.com
2005, Steen Andersen

Reviret er ganske bjergrigt, og det passer strålende, for den relativt sjældne bjergzebra er på ønskelisten. Nu er vi i bjergene og har allerede set de første dyr kort før solnedgang.

20.000 hektar.

Den følgende morgen bliver vi hentet af Christoph A. Richter som er guide og har været det i en halv menneskealder. I løbet af de 2½ time turen til jagtreviret tager, beretter han om Namibia i detaljer og fra vinkler som ikke findes i nogen rejseguide. Han er forfatter og har desuden produceret et par plader med lokal musik. Vi er godt opdaterede på de lokale forhold, da vi kører fra asfaltvejen og passerer omkring et dusin låger i kvæghegnene, før vi når frem til Okondura North og familien Liedtke. Gerhard Lidtke er tredje generationen på farmen her, som er uden høje hegn. Dyrene vandre frit ud og ind af området, der er på 20.000 hektar.

En lovende aften.

Vi ankommer til en sen frokost. Og vi er jo ude på landet, så den varme mad serveres midt på dagen. Vi kaster den i halsen, pakker ud og er klar omkring klokken 15 til at køre ud på den interimistiske skydebane.
Kuglerne sidder som de skal, og vi fortsætter ud i reviret med det samme.
Vi skyder ikke noget denne første aften, men ser blandt andet den sjældne Damara dik dik, som der hvert år må nedlægges to eksemplarer af på dette revir, og så ser vi et utal af kuduer, oryxer, red hartebeest, steinbukke og klippespringere – og en usandsynlig smuk solnedgang mens temperaturen atter falder til omkring 10 graders varme.
I morgen begynder jagten for alvor.

Namibia
© huntersmagazine.com
2005, Steen Andersen

Stærk oryx lige i underkanten af de magiske 40 tommer, som er adgangsgivende til Roland Ward. En sikker guldmedalje.

Omhyggelige observationer.

Jagtteknikken er ganske enkel. Man kører ud i landskabet og finder en bjergknold der ligger bekvemt i forhold til lys og vind. Så begynder man opstigningen, og møder den første overraskelse. Selvom Gerhard Liedtke er en rigtig mand, på den tunge side af de 100 Kg, så er han rask som en bjergged i de arrede klippeformationer, der konstant veksler med løst grus og småblokke, som hele tiden ruller under den utrænedes fødder. De forstuvede ankler står i kø for at komme med hjem.
Vi går helt til tops og sætter os. Først ser man intet, men når man afsøger de underliggende områder omhyggeligt med kikkerten materialiserer dyrene sig et efter et. Når man har set et dyr, der står gunstigt i forhold til vind og dækning, er det tid til at lave en plan, og at sætte sig i bevægelse.

Oryx.

Formiddagens to første ture i bjergene giver ikke noget brugbart, men tredje gang er vi heldige med det samme. Straks vi er oppe, ser vi en oryxtyr og to køer ganske tæt på vores position. Vi skal blot flytte os et par hundrede meter, før jeg kan tage anlæg på en klippe i en halvt liggende og ganske akavet skydestilling.
Tyren står i en lille vinkel omkring 100 meter væk og cirka 20 meter under det niveau vi befinder os på. Jeg holder lige på og slipper kuglen. Oryxen tegner fint for den 19,3 grams tunge RWS TUG-kugle fra min .375 H&H, og vælter efter et hovedløst ridt på en 30 – 40 meter.
Jagten er indledt på bedste vis.

Namibia
© huntersmagazine.com
2005, Steen Andersen

Gerhard Liedtke nyder udsigten over sit jagtland sammen med sin otte måneder gamle og ganske tamme bavianhan Febs.

Ude på landet.

I Namibia findes der to ret forskellige former for jagt, som tilrejsende kan prøve kræfter med. Den hegnede jagt og den frie jagt.
Inde i hegnene, som typisk er på mellem 400 hektar og over 30.000 hektar kender ledelsen vildtbestanden til bageste decimal. Når kvoten af store kudutyre er skudt op, indkøbes nye fra de internationale vildthandlere, som har kronede dage i det sydlige Afrika. Indkvarteringen er ofte luksuriøs, og de bedste steder ser man end ikke hegnene.
På de åbne revirer bor man typisk hos den farmer der ejer jorden. Vi jager jo på åbent terræn, så vi bor i et par gæsteværelser, over gården inde på selve farmen, og spiser med ved langbordet.

Som i gamle dage.

Det er som at træde ind i min barndom fra tresserne, hvor jeg også tilbragte uger ude hos de danske bønder. Den varme mad serveres midt på dagen. Der er voksdug på bordet og saftevand i glassene. Den daglige jagtafregning er på blot 250€, og dækker jagtføringen 1:1, al landtransport, feltbehandling af trofæerne, indkvartering og fuld forplejning. Som vi allerede har konstateret, er jagten og vildtrigdommen i top, så jeg må sige at prisen til fulde står i forhold til det man får. Faktisk synes jeg, at det er rørende billigt, og familien Liedtke har styr på jagten og alt det der hører til udenom. Der er masser af varmt vand i bruserne, rummene er store og der er helt utroligt rent og ordentligt over det hele.
Midt i alle disse rette linier befinder den tamme bavianunge sig strålende, og sørger for med, anarkistisk veloplagthed, at blomsterne bliver trukket op af urtepotterne og spredt over hele gårdspladsen, eller at drinksne ved lejrbålet fra tid til anden går på gulvet før tid.
Tidligere har jeg haft et meget anstrengt forhold til bavianer, men når Febs sidder på skødet af mig, og forsigtigt slikker mig i mundvigen, for at smage en dråbe øl eller to, så forstår jeg at vi er nære slægtninge. Der går nok et stykke tid før jeg atter sigter på en bavian.

Namibia
© huntersmagazine.com
2005, Steen Andersen

Særdeles stor sprinbuck på 16 en kvart tomme. Lige over minimumskravet til Roland Ward.

Afvekslende revir.
Efter tre dage i det bjergrige landskab lægger vi kursen mod syd fra morgenstunden. Efter en halv times kørsel i den gamle sekscylindrede Pajero, kommer vi til et landskab, som jeg kun har set magen til et eneste andet sted i Afrika. På den store Masaislette i Tanzania. Her er helt fladt. Vi befinder os i 1300 meters højde over havoverfladen, som er mange timers kørsel mod vest, buskene er lave, tornede og relativt åbne. Et urimeligt smukt jagtområde, som ifølge Gerhard skulle være ganske rigt på i sær springbuck.

Springbuck.

Vi vandrer frem og tilbage uden at se andet end friske spor, som vi ikke rigtig kan stille noget op med. Vi er faktisk på vej tilbage til vores udgangspunkt, og bilen, da vi ser en bevægelse helt ude hvor synsfeltet ender. Vi sætter efter det formodede dyr, for i det mindste at have haft kontakt med et eller andet. Det er en buk. Gerhard er fyr og flamme. ”Det er en stor buk, skynd Dig at komme længere frem, blæsten dækker vores støj!” Trackeren Michael forrest, derefter jeg og bag mig Gerhard og hans søn Tim. Det bliver en kort pürsch. Bukken aner ikke uråd. Anden gang jeg har min Blaser i skydestokken forsvinder dyret atter bag buskene. Gerhard sænker skydestokken til knælende position. Dernede kan jeg se bukken, som står med hovedet væk fra os. Jeg placerer en kugle bag brystkassen på bukkens venstre side. Det smukke dyr løber 40 meter og styrter om. Udgangshullet er lige på højre skulderblad.
Gerhard måler trofæet og konstaterer, at det er den største springbuck der til dato er nedlagt på reviret. Det vil blive husket, for som bekendt er alting glemt om 100 år – undtagen det der står i Roland Ward.

Namibia
© huntersmagazine.com
2005, Steen Andersen

Smuk zebrahingst, som det tog en hel formiddag og mindst 10 km hårdt fodarbejde at komme på skudhold af. Nedlagt af Malte Udsen med et enkelt velrettet skud.

Jagt i bjergene.

Hartmanns bjergzebra er noget af en specialitet. Den kan jages mange steder. Under hegn. Kun i dette område er det muligt at jage dette smukke dyr på fri vildtbane og i sin oprindelige biotop. Den lille tætte hest passer godt på sine smukke striber. Og den klatrer til vejrs i de klipperige bjerge, med en lethed og elegance der kan måle sig med en hvilken som helst bjergged.
Vi starter dagen med at sætte over en række bjerge i et malende tempo, der er en prikket cykeltrøje værdig.

Zebra.

Vi har på et tidspunkt ikke mindre end tre forskellige grupper foran os. Mere end 20 dyr i alt. Gerhard og hans ansatte PHer Erenfreid bruger lang tid på at afgøre hvor chancerne er størst, og hvor der er en gammel hingst.
Den afsluttende pürsch foregår nedad. Fra toppen, hvor vi har udvalgt en gruppe på fire dyr, og ned til skudhold og chance mellem de lave og stride buske.
Anden gang skydestokken er i position er der frit skud, og Malte fælder den udvalgte hingst med et enkelt perfekt skud, der gennemtrænger begge lunger og såmænd også hjertet. Zebraen forender efter et afsluttende ridt på lidt under 100 meter.

Namibia
© huntersmagazine.com
2005, Steen Andersen

Den sidste aften er lige så smuk og fantastisk som alle de foregående. Et par klippespringere udfordrer skæbnen i det fjerne. Men vi er mætte, og kan sagtens nyde dem uden også at skulle nedlægge den stærke han.

Perfekt jagt.

Vi har slidt og mast. Slæbt har vi heldigvis ikke, for hver gang et bytte var nedlagt, formåede Gerhard Liedtke at manøvrere den fine gamle firhjulstrækker ind gennem den tykke mur af tæt bush og helt frem til byttet. Vi har spejdet, ventet, pürschet, kravlet, klatret og skudt fra umulige skydestillinger, og vi har nedlagt tre smukke stykker vildt i tre perfekte skud.
Denne sidste aften er der ingen af os der føler trang til at forsøge på mere. Den helt igennem smukke jagtoplevelse må ikke blive spoleret af et dårligt skud eller overmodigt begær. Denne sidste aften kan vi sagtens nøjes med at nyde synet af alle de jagtbare tyre vi møder på vores vej.

Perfekt revir.

Jagtreviret er et af de sjældne. Der har aldrig været forsøgt med andet end kvægavl. Jorden er uopdyrket, som den blev skabt for mange tusinde år siden. Vildtet frit, for de kan forcere de lave kvæghegn så ledt som ingen ting, det har vi set med vores egne øjne adskillige gange, og jagten selektiv og med den omhyggelige pietet man kun oplever når forvaltningen har et eneste mål for øje, at skabe de største og stærkeste trofæer.
I februar 2005 blev der nedlagt en kudu på over 64 tommer, og der går to tyre rundt med horn, som antageligt er over 70 tommer lange. Vi så intet til dyrene i denne rekordklasse, men blot det at de jævnligt ses i området er nok til at den næste rejse til Okondura så småt er ved at blive planlagt – allerede mens vi stadig har et par timer tilbage af denne jagt…..
Jagten var arrangeret af AT-Jagtrejser og resulterer endvidere i to udgaver af Jagtmagasinet, som bliver sendt på dk4 til september.