Den første buk

Den første buk

Frederik Beck med sin første buk.
Af Frederik Beck.

Den 17/5 vil nok stå for mig som en af de største dage i mit temmelig korte jægerliv, der skød jeg nemlig min første buk.

Klar

Jeg havde langt om længe fået købt min drømmeriffel, fået skudt den ind og bestået riffelprøven. I tilgift havde jeg været så heldig at komme med i et superkonsortium til et overkommelig beløb.
Den 16/5 om aftenen var jeg taget ned på jagten og skulle gå i treeren, en stor kløvermark med remiser.
Kl 20.30 kom han så, en flot seksender. Han listede ud af remisen og begyndte at esse i kløveren.

Feber

Langsomt kom han op imod mig, jeg fik listet riflen op i skydestokken og da jeg mente at afstanden var god (ca. 100 meter) satte bukkefeberen ind. Det hele kørte på mig. Endelig fik jeg så meget kontrol over mig selv at jeg mente at det ville være forsvarligt at skyde og lod kuglen gå.
Blank forbier.
Bukken essede bare videre. Nu begyndte jeg så at pürsche mig hen mod bukken kravlende på maven og da afstanden endelig var nede på 50-60 meter begyndte jeg at arbejde mig op i siddende stilling.

Damen

Da jeg var næsten på plads med riflen lød der en gennemtrængende kvindestemme fra vejen, der løb 150 meter bag mig ”nu skyder du ikke op over vejen vel?”. Og inden jeg havde fået riflen i anslag var bukken over alle bjerge smældende alt hvad den kunne.
Jeg talte til 1000000000000 og svarede venligt tilbage at det da aldrig kunne falde mig ind, samtidig med at jeg så en skuldermonteret dame for mit indre blik. Det er jo spillets regler, så jeg listede tilbage til jagthytten og fortalte historien til de andre, der morede sig kosteligt.

Rapsen

Næste morgen var det min tur på toeren, en mægtig rapsmark, hvor rapsen stod HØJ og gul.
Jeg listede mig ud kl 04.30 og fik mig placeret halvvejs nede af marken op ad et egetræ der stod i det hævede markskel. På denne måde havde jeg en lidt hævet plads og fin udsigt til det meste af marken. Det var en fantastisk morgen, nattergalene fløjtede om kap og naturen var så småt ved at vågne. Pludselig kunne jeg se en rå i min håndkikkert langt ude i en lavning på marken, men hun var hurtigt væk. Der var altså også råvildt her!

Råen

Jeg lænede mig op ad træet med riflen i skydestokken og nød morgenen, en agerhøne landede i et sprøjtespor få meter fra mig og listede rundt og fiskede insekter, kort sagt alt åndede fred og ro.
Kl 05.20 kom en rå listende i sprøjtesporet lige inde på den næste mark. Jeg sad bomstille og gjorde alt hvad jeg kunne for at ligne egetræet jeg sad op ad. Hun må nu alligevel have opdaget et eller andet, for selvom den svage vind blæste fra hende og mod mig begyndte hun pludselig at løbe ned gennem sprøjtesporet, heldigvis uden at give lyd fra sig.

Bukken

Lidt over halv seks skete der noget igen. Ca. 40 meter ude i rapsen var der noget, der bevægede sig. Jag sad igen og gjorde mit bedste for at ligne et egetræ. Lige så stille var der et par ører, der dukkede op over rapsen og der var noget mellem dem! Efter hvad jeg kunne se i kikkerten var det i hvert fald en gaffelbuk, men det var ikke til at skyde for rapsen var så høj at dyret var dækket på nær ører og opsats. Dyret opdagede mig ikke og endelig nåede det ud i et område af rapsen, der stod så spredt at jeg kunne se det ordentligt, det var en god seksender!

Skuddet

Jeg fik riflen peget over mod ham og satte korset på bladet. Han var nu nået ud hvor rapsen kun gik ham til maven, så nu kunne der afgives et sikkert skud. Han gik dog stadig, og jeg havde besluttet mig for at jeg kun ville skyde hvis han stod stille. Afstanden var nu 30-40 meter, og pludselig kom jeg i tanke om at jeg havde læst at man kunne få dyret til at stå stille i ½ sekund ved at pifte. Hvo intet vover, intet vinder og jeg prøvede at pifte en enkelt gang. Bukken standsede som frøs den fast til stedet, og der lod jeg kuglen flyve. Han væltede i knaldet.

Forsvundet

Det eneste jeg kunne sige var ”jeg fik den!, jeg fik den!”. Jeg opdagede at jeg nu sad og rystede over det hele, så bukkefeber kan altså komme både før og efter man ser dyret. Jeg sad og ventede et kvarter, repeterede så en ny patron i riflen og listede hen for at se min første buk. Han var der bare ikke! Jeg troede et øjeblik at det hele var noget jeg havde drømt, men kiggede alligevel lidt videre, for den måtte jo være der.

Alene

Det havde ikke været en drøm og alligevel, for der lå den, 7-8 meter længere væk end jeg først troede. Han var en flot seksender, med lange sprosser og en vægt på 16.1 kg, brækket.
Mine timer på skydebanen havde trods alt givet resultat, for han var faldet for en fin bladkugle, der havde taget lunger samt toppen af hjertet.
Efter en temmelig svedende gåtur med bukken i en bærerem over nakken nåede jeg tilbage til hytten Jeg satsede på at Ulrik ville nå tilbage snarest, så han ville kunne guide mig gennem at brække dyret. Da jeg aldrig havde prøvet det før var jeg temmelig usikker, men da alle overspringshandlinger var klaret og Ulrik endnu ikke var tilbage var der ikke andet at gøre end at gå ombord i det.

Svineheldig

Jeg lagde jakken, smøgede ærmerne op og kastede mig ud i det. Endnu engang kom min gennemlæsning af diverse bøger mig til gavn, for jeg fik brækket dyret uden at lave hul på mavesækken, det tog godt nok sin tid, men til sidst var jeg færdig. Jeg hang bukken op på en gren til at dryppe af og gik op for at vaske mig.
Endelig kom Ulrik tilbage og vandrede lige forbi hvor jeg havde hængt dyret og det var først da jeg pegede på den at han opdagede min buk.
Der var store ”tillykker” og ”flot” og nogle af de andre konsortiemedlemmer, der var på jagt i nærheden blev tilkaldt for at se bukken. Jeg blev beskyldt for at være noget så svineheldig og indrømmede gerne, men det gjorde nu ikke at jeg var mindre glad for min allerførste råbuk.