Du må få min gnu

Du må få min gnu

Den første gnu var et tvivlsomt trofæ men en kæmpe oplevelse. Af Steen Andersen.

Jens-Ottos gnu.

Vi sidder tre gutter rundt om bordet.
Jens-Otto, Rolf og jeg.
Jens-Otto – den store murer – er sløj.
Vi kommer lige fra Seruminstituttet og har fået de fornødne sprøjter, så vi er klar til at drage på jagt i Tanzania.
Det er Jens-Otto, der lover mig at skulle han dø af følgevirkningerne af vaccinationerne, så må jeg få den gnu, der står på hans kvote.

En gnu er ingen sag

Ingen af os har tidligere været på jagt i Afrika.
Så det vi tror, vi ved om det afrikanske dyreliv stammer fra film og fotosafarier: Gnuerne lever i store dovne flokke ude på den åbne savanne. Så en gnu er ingen sag at skyde.
De svære, spændende trofæer vil Jens-Otto – trods stor sygdom - beholde for sig selv.

Safari for alvor.

Nogle uger senere er det alvor. Vi er i Afrika. Vi bor i en vidunderlig teltlejr, og jagten er i fuld gang.
Vi har alle tre skudt impaler og grants gazeller og forsøger nu at komme på skudhold af en gnu.
Rolf er heldig. En dag vi kommer kørende på en jordvej, ser vi et par gnuer nogle hundrede meter væk.
Rolf hopper af vognen alene, og mens vi andre tager ned til en stor dam og skyder et par skarvlignende fugle, får Rolf ram på gnutyren.
Et par masaier dukker straks op og hjælper os med at partere den store antilope.

En forsigtig gnu.

Et par timer senere får vi kontakt med en lille flok gnuer inde i en lav skovsavanne. Dyrene er meget forsigtige, og det tager mange lange pürscher, før vi er i nærheden af den nervøse flok.
I en akavet stilling på toppen af et forladt termitbo med riflen stukket gennem en lav tornet akacie, venter jeg i adskillige lange minutter.
Gnuen, der er blevet mig udpeget, står spidst på og dækker sig bag et akacietræ, der mest af alt ligner et frugtesløst æbletræ i en afløvet dansk frugtplantage.

Du må få min gnu
© huntersmagazine.com
2004, Bente Post-Pedersen

Thomas, Bura og den lykkelige skytte.

Et vanskeligt bytte.

Kramperne melder sig; snart i læggene snart i skuldre og arme som følge af den ukomfortable stilling.
Sigtekikkerten dukker af min hede og ophidsede ånde.
Det er kort sagt meget vanskeligt at få en fornuftig chance til den gnu Jens-Otto så affærdigende fraskrev sig for nogle uger siden.

En chance er en chance.

Flokken tripper nervøst – og det gør jeg sikkert også. Den forsigtige gnu træder et lille skridt til siden og blotter hele den ene side af brystkassen. Jeg beslutter mig for, at det er den bedste chance i dag og skyder.
Rekylen vælter mig ned af tuen, og mens jeg genlader, forsøger jeg at få en melding ud af vores tracker, Bura, som jeg stort set er landet oven på. Har han set, hvad der skete?
Men han har ingen ting set fra sin liggende position, og alt hvad vi har at holde os til, er de flygtende gnuer og en langsom haltende gnu bagest.

Du må få min gnu
© huntersmagazine.com
2004, Steen Andersen

På vej til de næste jagtoplevelser i Tanzania.

Rådvild.

Af en eller anden grund undlader jeg at skyde efter den tilsyneladende sårede gnu.
Fremme ved flokkens sidste position finder vi intet og begynder at lede efter sporene fra de flygtende gnuer.
Bag en klynge træer finder jeg imidlertid en død gnu. Skudt spidst, stendød, uden udgangshul.
Det er umuligt at forklare, hvorfor den bageste gnu haltede, men det er nemt nok at regne ud, at gnuen her er ramt perfekt.

Et værdsat bytte.

Det er også helt indlysende, at gnuer er et jagtbytte, man skal værdsætte.
At komme på skudhold af en gnu er et kunststykke, og at få ram på den er endnu vanskeligere.
Fra denne dag af har gnuer stået højt på min personlige hitliste over attraktivt vildt – og så smager stegt gnulever aldeles strålende…
Jens-Otto har endnu sin første gnu til gode.