Duejagt i Italien

Duejagt i Italien

Toscana.

HuntersMagazine er taget til nye jagtmarker. Muligheden dukkede op med kort varsel, og vi sprang straks på flyet til Bologna, sammen med filmfotograf Kasper Thorsøe, for at få en fornemmelse af, hvordan man går på jagt i det nordlige Italien. Vi har været her siden fredag, og har oplevet smittende og helt ukompliceret gæstfrihed, der i går mandag aften kulminerede med fordeling af de vildsvin, som blev fældet i weekenden. Værten var meget omhyggelig med at huske mig på, at jeg også fik min ligelige andel af de fire svin med mig hjem. Resten af den historie, altså selve jagten på vildsvinene, skal jeg vende tilbage til en af de kommende dage.

Duejagt.
Jagten foregår i grænseområdet mellem Toscana og Emilia Romagna, som er nøjagtig lige så malerisk som det lyder. Vi bor oppe i en lille landsby med 500 indbyggere, der har et driftigt lille hotel, en skilift og Tiberens udspring som de mest markante omdrejningspunkter - foruden jagten, forstås. Men den har hidtil været en sag forbeholdt de lokale. Ikke fordi de ikke vil dele jagtens fornøjelser med tilrejsende jægere, men bare fordi ingen rigtig har tænkt i de baner tidligere. Men takket være Ib Larsen fra Italien Information Service A/S, som er tolk og rejsearrangør, er det nu muligt at rejse hertil, og indgå som inviteret og på lokale vilkår, i den jagt som drives af jægerne her på egnen.
Weekenden gik med vildsvinejagt, og mandag morgen mødtes vi klokken halv syv med tre duejægere fra en af de nærliggende kurbyer. Vi kørte med dem en lille times tid op i bjergene, ad veje som kun de skarpeste firhjulstrækkere kunne overkomme, og nåede frem til et overraskende skue.
Højt oppe på en skovbevokset bjergkam har de deres skjul og en dejlig jagthytte af kanvas med brændeovn og det hele. Tårnet er et grønmalet byggestillads der når op over trækronerne i 15-20 meters højde. Det er tøjret til træerne og toppen er helt dækket af kamuflagemateriale, som man så stikker hovedet op igennem.

Levende lokkeduer.
Udover den lyse labrador, der skal apportere de duer vi eventuelt måtte fælde, har vi otte tamduer i bur. De bringes op til tårnets top, hvorpå tre af dem placeres på små postamenter, der kan trækkes ud på nogle stænger, så de stikker godt ud fra tårnet. Disse tre duer er tøjret til deres base, som kan tiltes elektronisk, så duerne skal baske med vingerne for at holde balancen. Den lyd skulle efter sigende lokke de vilde duer til. Resten af duerne sættes fri, med en lille snor om benet, så vi kan kende dem fra de vilde duer. Det er flyverne, og med passende mellemrum sendes de på vingerne, ved at Giancarlo Neri puffer til den pind, som duerne sidder på. De tager så en ordentlig volte ud over dalen, for at finde de vilde duetræk og lokke dem op forbi vores platform.
Ja, sådan foregår det i korte træk. Vi har oplevet det hele. Desværre bare i så tæt tåge, som ikke lettede, at vi aldrig fik en eneste vild due at se. Men vi havde en dejlig formiddag, som blev afsluttet med pølse og rødvin i det maleriske safaritelt, mens vi forseglede venskabet med de nye jagtkammerater.