Ekspedition 1

Ekspedition 1

Begyndelsen.

Lad det bare være skrevet med det samme. Det her bliver en personlig beretning. En beskrivelse af hvad der foregår. Hvordan det hele gøres. Hvorfor det sker og hvordan det er at være midt i det hele. Det bliver også en beretning direkte fra den banebrydende forsknings forreste linier.
Baggrunden er enestående, i den forstand at det er mere end ti år siden jeg, nærmest ved et tilfælde, kom i kontakt med de to forskere, der i dag står i spidsen for dette omfattende projekt. Den gang i 2000 bød chancen sig, og jeg tog med på isbjørnefangst i det område vi nu skal tilbage til. Dengang for at assistere dyrlæge Christian Sonne, og for at optage en film. Den gang vidste jeg ikke rigtigt til hvad. Men historien var for god til ikke at gøre noget ved den.
Siden er filmen blevet vist som en udgave af Jagtmagasinet på dk4, og jeg er blevet viklet mere og mere ind i forskningen.

Det videre forløb.

Siden er det blevet til mange ture tilbage til Grønland, for at filme og formidle bjørneforskningen. Og som tiden er gået, er jeg også blevet engageret i selve forskningen, med egne opgaver og ansvarsområder i forbindelse med prøveindsamlinger og ekspeditionsarbejde i almindelighed. Sådan som jeg ser det; en perfekt kombination af min nuværende dybe interesse for jagt, Arktis og biologi. Og da jeg jo faktisk engang læste biologi på universitet, så er det som det hele vitterlig er gået op i en højere enhed.

Den forestående ekspedition.

Derfor er Jeres udsendte en flerarmet blæksprutte – eller en lus mellem adskillige negle. Lidt afhængig af hvordan man opfatter krævende situationer. For på denne ekspedition har jeg tre overordnede opgaver. At reportere her til HuntersMagazine, at filme til Jagtmagasinet på dk4 og at få de videnskabelige prøver udtaget i den rigtige rækkefælge og få dem konserveret på en i øvrigt yderst besværlig måde. Dette sidste skal jeg vende tilbage til i en af de kommende reportager.

Status.

I skrivende stund er det tidlig morgen på Island, som vi bruger som trædesten til den grønlandske østkyst. Om et par timer vågner de seks andre ekspeditionsmedlemmer og det britiske tv-hold på 5-6 personer som skal filme hele baduljen til National Geographic Television.
Lidt i 12 skal vi flyve til Konstabel Pynt på østkysten, og derfra videre med helikopter til Scoresbysund. Her skal vi samle alle vores forsyninger, som er sendt i forvejen med skib og fly. Gøre status over hvad vi mangler – for der mangler altid noget – og finde løsninger på manglerne. Jeg skal tjekke al provianten som vi skal leve af de næste tre uger, og så skal vi have styr på, hvor fangerne forventer at bjørnene bliver nedlagt. For vi skal have fat i bjørnen straks den er omkommet....
Fortsættelse følger – her på HuntersMagazine.

Dagsplanen.

I dag skal vi forlade vores varme velfungerende turistindkvartering i hjertet af Scoresbysund – lige bag butikken og centrallageret, hvor vi fandt vores sidste grejer.
Vi flytter ud i den forladte fangerbygd Kap Tobin, som vi kan se her fra vores hus. Under normale omstændigheder kører man dertil over fjordisen, men som jeg berettede for et par dage siden, så er isen gennemhullet som et drivjagtsskudt vildsvin, og kun havdyrne kan færdes sikkert derude.
I stedet skal vi køre op ad det frosne elvleje, op i fjeldet og over land ud til den gamle skole i Kap Tobin, hvor vi vil etablere alle de forskningsfaciliteter vi har brug – side om side med vores sovepladser og alt det andet udstyr der er forudsætningen for at opretholde livet.

Isbjørn.
I går bankede Jan Lorentzen på døren til vores hus. Ham kunne jeg godt huske fra mit sidste ophold her i byen for 11 år siden. Han husker også godt dyrlægen og mig fra dengang, og han ser åbenbart også Jagtmagasinet på dk4. Og han kan godt li´ hvad han ser. Det er jo ubeskriveligt dejligt, at være blandt gamle venner på den måde.
Han er på vej til Kap Tobin, hvor han har et hus, og tilbyder mig et lift frem og tilbage.
Jeg henter mit kamera, og springer på hans stærke snescooter. Vi er straks i fart. Kommer over fjeldet og ned på det flade forland hvor vi efter nogle få minutters kørsel ser helt frisk spor af isbjørn. Vi kører frem mod kystlinien, og ser to bjørne løbe ud over isen. En større hun og en mindre knap et år gammel unge – vil jeg gætte på. Isen er så skrøbelig, at den store bjørn jævnlig går gennem den og svømmer ved siden af sin unge.
Det lover i alt fald godt for den fremtidige fangst...

Status.
Om få timer er vi atter på snescooterne, med tungt lastede slæder, og tilbageholdt åndedræt. Ikke mindst fordi vi egentlig ikke har pejling på, om vi vitterlig kan få plads til at det der skal fungere ude i Kap Tobin.
Men efter månedlange forberedelser er der ingen grund til at tøve. Vi sætter i gang. Som ivrige slædehunde der har stået i kæderne alt for længe.
Nu må det briste eller bære – og jeg skal nok berette om det her, på HuntersMagazine...

Realisme og skepsis.

”Noget af det sværeste er at være afhængige af andre,” kommer det over morgenkaffen fra professor Rune Dietz, som er leder af denne højarktiske ekspedition. I realiteten er det ikke blot fangerne vi er afhængige af, men i lige så høj grad bjørnenes adfærd og fangernes held til at opsøge bjørnene på det rigtige tidspunkt og på det rigtige sted. Det er unægteligt flere ubekendte størrelser end vi lige har ligninger til...
I går aftes befandt professoren sig i orkanens øje, da der var møde i den lokale afdeling af KNAPK, som er de grønlandske fangeres fagforening.
Det var et beskedent antal fuldtidsfangere som mødte frem i hallen i Scoresbysund, og det er muligvis en konkret afspejling af, at antallet af fangere er markant dalende.
Mødet handlede om en del rent fangerfaglige emner, og så om en kort introduktion til det forskningsprojekt vi i øjeblikket forsøger at realisere heroppe, akkompagneret af en kort redegørelse over de resultater som tidligere indsamlinger af isbjørneprøver her i området har kastet af sig.
Fangerne lyttede opmærksomt, og gav efterfølgende udtryk for deres udelte opbakning. Men når det kommer til den praktiske del af vores komplicerede og omfattende projekt, er de gode folk både realistiske og skeptiske.

Brandvagt.
Sagen er jo, at for at sikre vævsprøver af tilstrækkelig høj kvalitet, skal vi have lever, blod og hjerne ud af de store dyr inden for 60 minutter efter det sidste hjerteslag. Det vil i praksis sige, at bjørnen skal skydes lige uden for vores midlertidige forskningscenter i den gamle skole i Kap Tobin. Alternativet er langsomt. Fordi bjørnefangst skal foregå fra hundeslæde. Og falder bjørnen ikke ved vores hoveddør, vil det være enten os der skal komme til bjørnen på snescootere – og det er ikke sikkert vi kan finde frem sikkert og hurtigt nok. Eller også skal fangeren læsse den døde bjørnen på hundeslæden og køre over til skolen. Hvilket vil tage laaang tid. Derfor var en af konklusionerne på mødet i går aftes, at vi gerne vil invitere nogle fanger ud at bo sammen med os ude i Kap Tobin, så vi kan få fangst på dørtrinnet.
I mellemtiden er vi på døgnvagt. Som brandfolkene i Danmark, der er klar til at rykke ud med 60 sekunders varsel. Alt vores udstyr er pakket i store transportkasser og klar til at blive læsset på de slæder vi har efter snescooterne. Det udstyr der tåler frosten på de cirka 20 grader, som i øjeblikket hersker derude, står allerede klar på slæderne.
Når vi som nu er delt i to, hvor det ene hold er på skolen 5-6 km herfra og dyrlægen og professoren og jeg er i Scoresbysund, har vi som udrykningsparate brandfolk hele udstyret med os, så vi kan tage højkvalitetsprøver på stedet. Om så bjørnen blev skudt herude på hovedgaden i Scoresbysund.
Vi sover med tøjet på. Og her til formiddag er der varsel om snestorm, så det er usikkert om vi kan nå tilbage til vores kammerater ude i Kap Tobin ...
Ekspeditionsberetningen fortsætter de kommende uger. Her på HuntersMagazine...

Isbjørn.

Vi er nu gået ind i ekspeditionens anden uge. De sidste fem videnskabsfolk ankom i lørdags. Sejlet her til Kap Tobin hvor jeg i øjeblikket opholder mig på den nedlagte skole. Nu er vi 13 til bords hver dag, mens vi venter på at fangerne har held ude i den enorme fjord, hvor man kan sejle i det åbne vand og den tynde is, som dækker hele området.
Da jeg var her for 11 år siden, kunne man køre i hundeslæde tværs over fjorden. En distance på cirka 40 km. Nu kan man sejle i stedet. Noget har i sandhed forandret sig.

Prøver.
Torsdage aften var dyrlægen, professoren og jeg stadig inde i Scoresbysund, hvor vi var til møde tirsdag aften, og derpå opholdt i tre dage på grund af dårligt vejr. Heldigvis, kan man sige, for torsdag blev årets anden isbjørn landet på isen neden for byen, og vi var straks på pletten, for at udtage prøver fra den knap to år gamle hunbjørn.
Fredag kørte vi endelig tilbage til Kap Tobin, og vores kammerater. Med et enkelt uheld undervejs, som kostede vores ene snescooter kølerhjelm og skærme.
Vi var stort set kun lige ankommet, da vi fik besked om, at der var fanget en isbjørn, og at fangeren var på vej til den lille havn her i Kab Tobin.
Mens vi hastede af sted, ringede vores lokale telefon endnu en gang. En bjørn mere var på vej.
Det blev til nogle hektiske timer i den dybe sne, hvor vi i hast og koncentration fik det fulde prøvesæt fra begge de store hanbjørne.
Det var midt i hele dette blodige menageri, at forskerne fra Canada, USA, Polen og Danmark ankom.

Status.
Siden har der været ro på bjørnefronten. Dansemik både fredag og lørdag har holdt en større del af fangerne hjemme. De næste dage byder antageligt på overskyet og lettere blæsende vejr, som kan være både godt og skidt for fjordisen og dermed fangernes mulighed for at komme rundt i området.
Vi er parate. Alt er pakket og vi håber på prøver fra endnu syv bjørne. De kommende dage vil blive afgørende..... og jeg beretter naturligvis om udviklingen, og om meningen med den omfattende forskning – her på HuntersMagazine...

Ekspedition
© huntersmagazine.com
2011, Steen Andersen

Otte af forskerholdets 13 deltagere bøjet over de forskellige organer fra gårsdagens isbjørn. Noget væv skal bare på frost, andet i den 173 grader kolde nitrogen, noget skal i formalin, mens blodprøverne skal centrifugeres.br>Af Steen Andersen.

I går.

”Så er der en bjørn på vej!” Råbet river mig ud af søvnens dovne favntag. En brat opvågningen. Men til den action vi har savnet de sidste par dage. Dyrlægen, som jeg deler værelse med, stikker hovedet op af soveposen. Vi ser på hinanden, og konstaterer, at vi nok hellere må se at komme op i omdrejninger. Jeg griber videokameraet, og stormer ud i den lange gang, hvor alt vores udstyr står sirligt pakket i store aluminiumskasser. Det er fjerde gang vi rykker ud, og nu begynder det faktisk at glide så smurt som på de brandstationer hvor jeg filmede for snart mange år siden. I farten når jeg at råbe til Martin Hansen – miljøkemikeren fra Københavns Universitet – at han skal starte snescooterne og få den flydende nitrogen over på slæden. Han griner til mig, at han er på vej og har tænkt på begge dele.
Det her kører som i olie.

Skinning.
Det gjorde resten af prøvetagningen også. Atter var det Åge Hammeken der havde nedlagt bjørnen – han var her også med en lidt større bjørn for fire-fem dage siden – og atter var han så dedikeret og hurtig som forskerne omkring ham.
Vi har aftalt, at fangerne først skal have skindet af bjørnen, før vi udtager organer fra den. Det er for at skåne skindet, som helst ikke må blive sølet ind i blod. Det tager nogle minutter, og da der er koncentreret aktivitet omkring skinningen og alt andet er klart, tilbyder jeg at hjælpe med at skinne den unge hanbjørn. Fangerne siger lidt overraskende ja til mit forslag, og straks derefter ligger jeg på knæ, side om side med to østgrønlandske fangere og løsner det smukke hvide skind fra det stadig dampende varme kød.

Resultater.
På dette forskningshold er der lige nu fem professorer fra tre forskellige lande. De er her for at sikre prøver af hidtil uhørt høj kvalitet. Og de har succes. Nil Basu og Robert Letcher fra henholdsvis USA og Canada har udtaget prøver fra bjørnehjernerne fra op i mod tyve forskellige afsnit af hjernen. Et af de spørgsmål de håber at besvare ved nærmere studier af bjørneprøverne, kan få afgørende betydning for hundredtusindvis af mennesker, som lider af forgiftning af kviksølv. Fordi det gør bjørnene også, men i modsætning til mennesker med forhøjede kviksølvværdier, så har bjørnene næsten ikke kviksølv i hjernen, hvor det gør allermest skade. Bjørnene kan med andre ord beskytte deres hjerne mod kviksølv. Det er ikke tilfældet hos mennesker, som får svære lidelser ud af selv små koncentrationer af kviksølv i hjernen. Derfor er det håbet, at feltarbejdet her i Nordøstgrønland, kan være med til at forstå bjørnenes kviksølvresistens, og når den er forstået og beskrevet, så kan bjørnenes forsvarssystemer måske danne grundlag for medicin eller behandling af de mennesker i den industrielle verden, der lider af kviksølvforgiftning.
Derfor er stemningen høj her i Kap Tobin disse dage. Får nu har Basu og Letcher endelig det prøvemateriale der skal til, for at afdække isbjørnenes hemmelighed.

Status.
Martin og professor Bjarne Styrishave er i gang med at få fyret til at køre igen. Martin har endvidere hevet polske Tomasz Ciesielski op på taget for at sætte ham ind i modificeringen af skorstenen, som forhindrer vinden i at slå ned og stoppe fyret. Fra CD-afspilleren brager tung blues-rock ud i de to gamle skolestuer, hvor vi har indrettet os, mens professor Milton Levin fra USA studerer de levende celler han har udtrukket fra lever, milt og blod fra gårsdagens isbjørn.
Kort sagt, der er ro og afslappet bjørnevagt her i forskningscenteret, hvor strømmen netop er gået.
Alt vel – og fortsættelse følger, her på HuntersMagazine....

Sne og blæst.

De seneste par dage har det både sneet og blæst. Det betyder at vi har været i beredskab indendørs, uden at der har været bjørn i sigte. Weekenden var ellers mere lovende, hvor fangerne udpegede ikke færre end syv bjørne for os. To hunner hver med to unger og en stor han. De cruisede forbi ude på fjorden. I rolig stil og helt uden for fare, fordi isen er så fragmenteret, at fangerne hverken kan sejle i den eller køre på den.
Nu er der åben vand. De seneste dages blæst har sendt den usammenhængende is til havs, så nu har fangerne mulighed for at få deres store issikre joller i vandet og komme ud i det spektakulære fjordsystem. På udgik efter bjørn.

Ventetid.
Mens vi har været noget så parate, til at rykke ud til den næste bjørn, er ventetiden blevet forvandlet til arbejdstid. Forskerne har skrevet på videnskabelige artikler og udarbejdet de livsnødvendige ansøgninger. De er forudsætningen for alt, lige fra forskernes egen løn til alle de udgifter der knytter sig til det videnskabelige arbejde – PLUS et solidt overhead til deres respektive forskningsinstitutioner, som skal finansiere den stadig voksende skare af administrativt personale.
Undervejs har de forskellige videnskabsfolk holdt forelæsninger for hinanden, og nye internationale samarbejdsmuligheder er blevet udviklet og formuleret som fremtidige ønsker.
Sidst men ikke mindst har vi drøftet de jagtlige perspektiver i den forskning der folder sig ud lige nu og her. Thomasz Ciesielski fra Universitetet i Trondheim udtrykker det krystal klart: ”En del af den forurening som vi finder her i de arktiske pattedyr, kan have begrænsende indvirkning på dyrenes evne til at formere sig. Det vil jo i længden have katastrofale følger for bestandene, og som jæger ønsker man selvfølgelig en så sund og stor bestand som overhovedet muligt,” forklarer den polske forsker, som også er inkarneret jæger.

Status.
Det solide oliefyr kører igen. Det var Kristian Josefsen, som er fanger og omhyggelig med mekanikken, der skilte hele anordningen ad, og skiftede dyssen. Et konkret billede på, hvor altfavnende man skal være, for at kunne klare sig som fuldtidsfanger her i det høje Arktis.
Uden for vores feltstation står de to snescootere. De burde være klar, men bliver det først når jeg går derud om lidt, og skovler motorrummene fri for sne. Det kommer til at tage et kvarters tid, men det går nok, for fangerne skal først lige af huse, og her i skrivende stund er det fortsat morgen i Scoresbysund.
Fortsættelse følger – her på HuntersMagazine....

Kab Tobin.

Vejret og vinden har bragt nyt håb om isbjørne og fangst til den ellers forladte fangerbygt Kap Tobin fem-seks kilometer syd for Scoresbysund på den grønlandske østkyst.
Sidste år var kvoten på 30 isbjørne skudt op ved udgangen af marts måned. I år er der indtil videre fældet blot fem. Det er et strålende billede af, hvor dårlig fangsten er i år. Og en dramatisk illustration af, hvor skidt det står til med den faste havis, som er fangernes traditionelle transportvej til og fra fangststederne. Nu er her snart pakis, snart slet ingen, så hundeslæderne må forblive på land, mens de store joller kun sættes i søen, når vejret og isen tillader det. Med andre ord er fangstaktiviteten betragteligt lavere i år, end den har været i mandsminde.

Isbjørnenes fremtid.
I videnskabelige kredse, og helt ud i den tyndeste afkrog af dagspressen, diskuteres det inderligt disse år, som de klimatiske forandringer som lige nu opleves i Arktis, vil få negative konsekvenser for bestanden af isbjørne.
Det er en almindelig fremsat teori, at når havisen forsvinder – og det gør den – så vil isbjørnene reduceres i antal, fordi de dermed mister deres bedste jagtområder.
Imidlertid kunne man jo fremføre det modsatte synspunkt, at den reducerede havis gør fangsten vanskeligere, og at bjørnene i den sammenhæng drager fordel af, at fangerne ikke kan efterstræbe dem så intensivt som tidligere.
Imidlertid er jo intet simpelt ude i naturen, og hverken fangerne eller isen er isbjørnenes største problem. De er i endnu højere grad truet af den forurening som vi udleder i den vestlige verden, og som med vind og hav bringes herop til Arktis.
Hvor galt det står til, er vi først ved at indse disse år, hvor forskningsaktiviteterne i netop denne problemstilling intensiveres yderligere.
Det er grunden til at vi denne vinter har bemandet den forladte skole i Kab Tobin med internationale forskere, som udtager prøver fra de isbjørne som trods alt bliver fanget, for hjemme i laboratorierne i Norge, Canada, USA og Danmark at undersøge prøverne for en lang række af de kemiske forbindelser som vi ved giver skader på ikke mindst bjørnenes evne til at forplante sig.

Status.
I skrivende stund er der indsamlet prøver fra fire af årets fem fangede bjørne. Vi har endnu tre dage tilbage i den midlertidige feltstation, før det hele pakkes ned for i år. Så der kan stadig komme flere bjørneprøver i det omfattende antal prøveposer, der ligger klar i kasser og beholdere.
Fire bjørne er en lille succes. En større er det glimrende samarbejde som igen i år er udviklet mellem fangere og forskere, og en stor succes er det, at det har været muligt at bringe forskerne ud til bjørnefangsten, at få forskerne til sammen at udvikle nye ideer til fremtidige forskningsprojekter og ikke mindst at hele samfundet her i Scoresbysund er parate til at tage mod alle forskerne igen til næste år, hvis der kan findes bevillinger til forsat at overvåge sundhedstilstanden i de store hvide bjørne.
Fortsættelse følger – her på HuntersMagazine....

Fremme.

Turen her til Scoresbysund forløb fuldkommen planmæssigt. Det kan man jo altid glæde sig over, så det gør vi stadig. Vores bagage er imidlertid i limbo på Konstabel Pynt, som er den lokale trafiks knudepunkt. Vi ankom næsten 30 personer hertil i går, og den fine lille helikopter tager fem personer af gangen, så da solen gik ned, var det kun passagererne der nåede at komme frem til deres bestemmelsessted. I dag kommer bagagen så. Hvis ellers det lovende vejr holder, og der ikke tilstøder helikopteren noget, når de kører den ind og ud af hangaren, og hvis der ikke pludselig bliver brug for piskeriset til en redningsaktion eller noget lignende. Intet er sikkert på disse kanter. Og det kan man ligeså godt vende sig til at opfatte som en del af charmen.

Forsyningerne.
En anden optur er, at alt det vi har sendt i forvejen, ser ud til at være nået frem. Når jeg tager dette forbehold, er det fordi vi endnu ikke har besøgt den lokale skole, hvor det udstyr vi fremsendte med sommerskibet, er stuvet af vejen. Først når det er efterset og kontrolleret, kan vi være sikre på, at vi har alt det vi har planlagt at skulle anvende.
I går forudsagde jeg, at vi nok ville komme til at mangle et eller andet. Noget tyder på at jeg tog fejl, men jeg tør altså ikke sige det med sikkerhed. Ikke før jeg har været på skolen. I mellemtiden er der noget der er forsvundet.
Overblikket. Lige nu tumler ekspeditionsledelsen rundt om sig selv, for at finde ud af, hvad vi nu skal gøre.
Den oprindelige plan var at holde møde med bjørnefangerne allerede ved ankomsten i går og rykke ud på vores fremskudte position i dag.
Den plan holder ikke længere..

Status.
De to ledende kræfter er i gang med at fremskaffe de to snescootere vi har lejet. Den ene skal vist nok lige repareres, men så er den nok klar i løbet af formiddagen. Måske. På grønlandsk hedder det Imaqa. Det ord skal man lære at respektere heroppe. Imaqa. Det vil sige, at hvis ellers vejret, isen, sneen og alle de andre forhold tillader det, SÅ kommer vi måske af sted.
De forskere der ikke er i gang med at finde snescootere er lejret omkring morgenbordet eller i sofaen hvor avanceret videnskab foldes ud på de medbragte computere. Det ser ud til at være ganske behageligt at vride hjernen under sådanne forhold.
Måske bliver vi her i byen indtil mandag, hvor den lokale fangerforening holder møde. Det vil være et optimalt forum at præsentere vores ønsker i.
Vores indkvartering er glimrende. Den lokale butik er velforsynet, og alle de forsyninger, jeg har bestilt hjemmefra, er klar.
Så uanset hvad dagen ellers bringer af succeser og ukalkulerede nedture, så kommer vi ikke til at lide nogen voldsom nød.
Og isbjørne.... ja det er der ingen efterretninger om.
Fortsættelse følger – her på HuntersMagazine....

Storm.

Vinden raser. Hyler i hvert et tagudhæng. Får de gule gadelygter til at svaje for de enorme snemængder der vælter ned over Scoresbysund, hvor jeg har opholdt mig siden mødet med de lokale fangere i går aftes. Det skal jeg nok reportere mere om, når jeg kommer tilbage til de andre forskere ude på Kab Tobin, hvor vi har etableret et midlertidig forskningscenter i den gamle skole.
Men lige nu forsker vi ikke i andet end vejudsigten. For at se hvornår vi kan tage turen over fjeldene og ud til Kap Tobin.
Hvis ellers vejret arter sig, ankommer der flere forskere i løbet af torsdagen, men vi er alle underlagt naturens kræfter, og her på egnen er alt ”måske” når elementerne raser.
Så indtil videre må vi bare vante og se, mens jeg slapper af i et stort velfungerende gæstehus midt i Scoresbysund sammen med dyrlægen og professoren.
Denne aften har vi spist oksekød i stride strømme, arbejdet ved computerne og berettet om fortidens heltemodige meritter i Arktis og Afrika.
Nej, vi lider bestemt ingen nød – og beretter videre i morgen. Her på HuntersMagazine...