Elg

Elg

Alces alces. Zoologisk beskrivelse, pointkrav til medaljer og en lang række jagtrelevante oplysninger. Jagten på elg begynder her.

Tekst: Biolog Ole Pedersen.

Engelsk: Elk Amerikansk: Moose Tysk: Elch Fransk: Elan Der findes 6 underarter af elg. Europæisk elg Alces alces alces Sibirisk elg Alces alces cameloides Amerikansk elg Alces alces americana Alaska elg Alces alces gigas Shirasi elg Alces alces shirasi Canadisk elg Alces andersoni

Navnet.
Elgen er verdens største hjort, og der er jævnligt navneproblemer, idet amerikanerne kalder elgen for moose og wapitien for ”Elk”, hvilket er det engelske navn for elg.

Udseende.

Sommerpelsen er mørkebrun og benene hvide. Om vinteren er pelsen næsten helt sort, en tilpasning til det kolde vinterklima, idet de sorte hår absorberer den sparsomme solvarme, og et tykt lag underhår virker isolerende. Der findes såvel albinoer som delvise albinoer. Begge er meget sjældne. Kalvene har ingen pletter. En europæisk elgtyr kan veje op til 500 kg og opnå en skulderhøjde på 183 cm. Den største af elgene Alaska-elgen (Alces alces gigas ) kan veje omkring 700 kg. og der er beretninger, ganske vist uverificerede, om elge med en vægt på op mod en ton. Den voksne tyr kan opnå en skulderhøjde på godt 220 cm. Køerne afslutter deres vækst omkring 4 års alderen, mens tyrene vokser livet igennem til de kulminerer omkring 10-12 års alderen. En elg kan blive ca. 15-16 år gammel.

Geviret.

Det første gevir består af et par ugrenede spidser. Almindeligvis er den voksne elgtyrs gevir stort og skovlformet. Det største kendte gevir havde en spændvidde på 197 cm. Et sådant gevir vejer omkring 30 kg. og har 30-35 ender. I Europa findes en del elge med gevirer uden skovldannelse; den såkaldte cervine type. Disse er navnlig udbredt i det centrale og sydlige Finland og i det sydlige Sverige. I Sibirien, Alaska og Canada forekommer i modsætning til Europa næsten udelukkende det palmate (flade, skovlformede) gevir. Gevirets vækst starter i slutningen af februar, det fejes i starten af august og det kastes allerede omkring november/december.

Adfærd.

Dyrene lever næsten udelukkende i skovterræn med forkærlighed for sumpede områder og let adgang til vand. Dette sidste fordi en væsentlig del af føden i sommerhalvåret udgøres af vandplanter. Ofte vader dyrene ud i cirka 1 meters dybde, men det er set, at enkelte dyr har dykket op til flere meter efter vandplanter. Elgen kan da forblive neddykket i op til et halvt minut. Ud over vandplanter spiser elgene af urter og blade, fortrinsvis fra poppel, ahorn, pil og nåletræ. En voksen elg har dagligt behov for 18-22 kg. føde (friskvægt) om vinteren og 22-27 kg. om sommeren. Ofte kan dyrene rejse sig på bagbenene for at nå træernes blade. Elge er almindeligvis formeringsdygtige allerede i en alder af halvandet år. Brunsten indtræffer i september/oktober. Hver hun er kun i brunst i ca. 24 timer og følges forinden af indtil flere tyre. Tyrene opretholder ikke noget territorium, men opsøger områdets køer efterhånden som de kommer i brunst. Tyrene skraber sølehuller. Normalt holdes de yngre tyre væk af de ældre. Mødes jævnbyrdige tyre kan det komme til slagsmål om den brunstige ko. Drægtighedsperioden er på ca. otte måneder. Den nyfødte kalv vejer mellem 11 og 14 kg. ved fødslen og tager i løbet af den næste måned 1-2 kg. på om dagen! Almindeligvis fødes der tvillinger. Koen er aldeles påpasselig med sine kalve, og det kan være direkte livsfarligt at komme i vejen. Elge er normalt ikke særligt sociale. Køer med kalve er almindeligvis den største gruppe, og tyrene opsøger sædvanligvis kun køerne i parringstiden. Om vinteren kan der dog ses mindre grupper, der tilsyneladende holder sammen i områder, hvor de har nedtrampet sneen. Dette er nok mere en praktisk foranstaltning end det er trang til andre elges selskab. Det antages, at der lever ca. 100.000-200.000 elge i Canada og USA. Dette svarer til godt 0,008 elg pr. km2 (i Sverige er der ca. 0.06 elg pr km2.) Der kan jages elg i Sverige, Norge, Finland, Polen, Estland, Rusland, Canada og USA.

Tyllinge 2005
© huntersmagazine.com 2008, Steen Andersen

Dansk elgjæger på post.

Jagt.

Anstand og drev er de mest almindelige jagtformer på elge. Sædvanligvis placeres skytterne i tårne eller på høje punkter i terrænet, mens en eller mange personer driver området af. Med eller uden hund/hunde. Nogle drev tager hele dagen, andre steder opdeler man dagen i to-fire såter. De senere år har en ny jagtform vundet indpas. Elgen stilles med hund, og jægeren – måske den tilrejsende jæger under kyndig vejledning af hundeføreren – pürscher sig så ind på hund og elg, idet hundens standhals guider jægeren til elgen.

Den svenske bestand.

Siden 1939 har de svenske myndigheder ført statistik over udbyttet af svenske elge, hvorved man også får et indirekte billede af bestandens størrelse. Blandt biologer er det nemlig almindeligt antaget, at man sædvanligvis nedlægger omkring en femtedel af bestanden i løbet af en almindelig jagtsæson. Fra 1939 og frem til 1982 steg afskydningen af de svenske elge fra omkring 10.000 til cirka 180.000. Siden er afskydningen faldet lige så stærkt som den steg til 82.000 elge i 2006/2007. Der er ingen klare entydige forklaringer på denne udvikling i Sverige, men der forskes intensivt i emnet disse år.

Elg
© huntersmagazine.com 2008, Steen Andersen

*CIC opmåling - i cm.
**B&C opmåling - i tommer.

Litteratur.

Andersen, Mogens (1989): Det store Hjortevildt. Chaplin, Raymond E. (1977): Deer. Holten, N.E. (1970): Hjortevildt i alverdens lande. Svenska Jägerförbundet (1998): Högviltvård og högviltjakt. Cederlund, G. Sand, H. Home-range size in relation to age and sex in moose. Journal of mammalogy 1994, vol. 75.