Elg T-bone

Elg T-bone

Grillet elg med gulerødder, savojkål, bønnespirer og kaperscreme.

Elgens endeligt.

Sjældent virker jagtens drabelige konsekvens mere rigtig end de timer hvor det nedlagte dyr sættes til livs ledsaget af kontante bifaldsytringer og gæsternes ønsker om næste gang atter at få vildt fra grillen.
Download opskriften.

Udskæringen.

Blandt traditionelle jægere er der hang til traditionelle, og det vil i de fleste tilfælde også sige store, udskæringer. I mange tilfælde udelukker det små middagen for et beskedens antal personer, og dermed reducerer de fleste husstande antallet af muligheder for at anvende det vildt lækre kød. Derfor kan små delikate udskæringer være vejen til at få mere af det store vildt på bordet i mere dagligdagssituationer eller til mindre middagsselskaber, hvor det blot er 2-4 personer der skal bespises.
Den store dyreryg fra elgen kan således skæres ud i en række mindre og helt igennem fantastiske stykker kød, hvor T-bone steaken er i verdensklasse. Den udskæres af den flækkede rygs bageste del, der hvor der er filet på den yderste side af ribbenet og mørbrad på den inderste side. Et formidabelt stykke kød!

Kaperscreme.

Et slankere alternativ til den traditionelle sovs, som man jo altid kan ty til. Mager græsk yoghurt røres op med knuste syltede og skyllede kapers, salt og pepper. Start med cremen så smagen kan nå at sætte sig. Stil det køligt.

Grøntsager.

Helt tynde langstrakte udskæringer af gulerødder og savojkål steges møre på wooken sammen med lidt hvidløg og til sidst bønnespirer, der kun skal have en smule varme. Det hele skal være friskt og stadig sprødt når det serveres.

Bøf.

Kødet pensles med lidt olie, som kan tilføjes hvidløg og andre krydderier i begrænset omfang. De brunes på den hårde direkte varme fra grillen, og placeres derefter mere perifert i forhold til grillkullene over den indirekte varme.
Steg færdig under låg.
Disse bøffer kan serveres fra egentligt røde til gennemstegt alt efter temperament, men skal man være meget hygiejneorienteret, bør bøffer af vildtkød generelt varmes helt igennem, og det vil sige, at de kun må være svagt rosa inde i midten.
Hvis nogen i selskabet er i stand til at spille ”Elgens død” mens den syder færdig på grillen, så kan sådan en elg ganske enkelt ikke få et smukkere endeligt.