Elgjæger dræbt

Elgjæger dræbt

Sverige.

Fredag blev det nordlige Jämtland ramt af en tragisk jagtulykke. Selvom en ambulancehelikopter hurtigt var på ulykkestedet, stod den 21-årige jægers liv ikke til at redde.
Den dræbte var på jagt i Haggnäset udenfor Gäddede, da han forlod sin post mens jagten stadig var i gang. Den slags er der klar parole mod på langt de fleste elgjagter i Sverige, og der er således tale om et klart brud på forudsætningerne for sikker elgjagt. Ved at forlade sin post, bragte den omkomne sig ind i en anden jægers skudfelt, og blev ulykkeligvis ramt af et riffelskud, da en anden jæger skød til en elgkalv, men ramte forbi.
Det dræbende skud blev affyret af en 50-årig jæger og hundefører, som præcis ikke havde givet den dræbte klartegn til at forlade sin post.
Politiet har været på ulykkesstedet og foretaget tekniske undersøgelser, og der er indledt en retslig efterforskning, oplyser Agneta Brovinius fra politiet til Östersunds Posten.
Den 50-årige jæger der skød og dræbte den unge jagtkammerat, var stærkt chokeret efter ulykken, og fik assistance af det tilkaldte ambulancepersonale.

To døde på to uger.

Ulykken i Jämtland er den anden med dødelig udgang siden elgjagten begyndte i den sydlige del af Sverige den 10. oktober. Dermed er årets svenske elgjagt blevet langt mere dramatisk og blodig end sædvanlig. Og elgjagten er stadig på sit højeste.

Relaterede artikler.

Jæger død under elgjagten.