En dejlig morgen

En dejlig morgen

De små søer dampede i den kolde morgenluft, mens ænderne udeblev.
Af Steen Andersen

Drengene.

Selvom solen endnu ikke er stået op, stråler de to skoledrenges øjne. Det er tre år siden vi første gang var på jagt sammen, og nu modtager de mig i vognporten ved den gamle fine nordsjællandske gård hvor de bor.
I mellemtiden har deres far også fået jagttegn, og nu skal vi to voksne og hans to drenge ud for at se, om vi her i jagtens allerførste dage kan få anbragt os så heldigt, at vi kan få en due eller to på skudhold.

Skarpe iagttagelser

Drengene kender hver en krog af gårdens jord. I det tidlige forår er de perfekte iagttagere af bukkenes fejninger, og det er da også dem der kan fortælle os andre, hvor duerne plejer at komme.
Selv jagttiderne og adskillige juridiske detaljer i jagtloven har de to ungersvende styr på. Der er ingen tvivl om, at de har travlt med at blive gamle nok til at kunne begynde på et jagttegnskursus, og det virker næsten som om de allerede er i stand til at bestå.

Kirkelte
© huntersmagazine.com
2003, Steen Andersen

På vej til skjulet.

En balsal

Et skjul er det også blevet til. Nej, det er nærmest en balsal. Stort og rummeligt og perfekt placeret lige på ruten for duernes morgentræk – over til naboens nyharvede marker. Stubmarken foran skjulet interesserer overhovedet ikke duerne, når de i store højde flyver målbevidst over på den anden side af vejen. Surt.

Sikkerhed

Sidste år mistede en ung dreng livet netop sådan en morgen under duejagten. Det kan slet ikke undgås at man kommer til at tænke på sådan en tragedie, og tankerne går til de efterladte, som næppe nogen sinde igen kan føle den samme glæde ved jagtens udfordringer.
Sikkerheden er i orden, og drengene gør hvad der bliver sagt og ved hvor de skal befinde sig, men alligevel tjekker man det hele to gange ekstra når erindringerne om sidste års ulykke blander sig med alle de øvrige indtryk.
Mens solen rejser sig på himlen takker jeg mig lykkelig for at opleve endnu sådan en solopgang, med ro i sindet, de mange begejstrede spørgsmål der straks skal have et svar og de tindrende øjne, der mere end noget andet beviser, at børnene også skal have en dejlig morgen og med på jagt når de har lyst til det.