Fasanens år

Stormvarsel.
I Kina går de om fire uger ind i hanens år. Her i landet landede vi ved Nytårsskiftet i fasanens år, hvor forhandlingsklimaet i Vildtforvaltningsrådet kan forventes at blive lige så ustabilt som det opvarmede globale klima der sender den ene superstorm efter den anden ind over uforberedte kystbefolkninger.
Sagen er, at det såkaldte fasanforlig udløber i år, efter en tiårig forsøgsperiode med restriktionerne i fasanudsætningernes antal og krav om biotopplaner.
Det er parterne i Vildtforvaltningsrådet der skal indstille til den til enhver tid siddende miljøminister, hvordan fremtiden for fasanudsætningerne skal se ud, og her er fronterne trukket skarpt op.
På jægernes side står foruden Danmarks Jægerforbund landbrugets organisationer – må man formode.
Til gengæld er der ingen tvivl om, at vores modstandere er Dyrenes Beskyttelse, Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologiske Forening.
Især Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Naturfredningsforening hader de udsatte fasaner og jagten på dem, og ser derfor helst muligheden for udsætninger begrænset maksimalt – og helst helt udfaset.
Den danske fasanjagt er en fundamental del af den danske jagt som kan drives på land, og derfor så bliver det en nærmest fundamentalistisk kamp der kommer til at udspille sig ved forhandlingsbordet til de kommende møder i Vildtforvaltningsrådet.

Samtidig står Danmarks Jægerforbund for at skulle fejre sit 25 års jubilæum, og indleder jubilæumsåret med en forside på årets første udgave af medlemsbladet Jæger med et billede hvor tre ærketypiske jægere placeret side om side: En landjæger, en havjæger og en selskabsjæger. Alle tre med et haglvåben i hånden. Riffeljægeren optræder åbenbart ikke i denne iscenesatte illustration af hvad Danmarks Jægerforbund står for og – må man formode – kæmper for.
Det er et amputeret signal landets største og eneste betydende jagtforening her sender, og om det skyldes, at forbundet simpelthen ikke regner riffeljagten for en del af deres centrale værdikamp, at tankerne lige var et andet sted da billedet skulle skydes, eller at det i år handler om at fokusere på haglbøssejagten, hvor fasanerne betyder så meget, kan man jo kun gisne om.
Men fasanerne bliver årets store debatemne, og indtil videre har en række centrale fakta været fraværende i den forudgående argumentation for fasanjagtens relevans og ligefremme nødvendighed.

For fasaner giver liv – til en masse anden vild natur.

Fordi:
Fasanerne udgør en tredjedel af landets jægeres samlede udbytte. Forestiller man sig at fasanjagten forsvinder, vil jægernes lyst til at betale den nuværende pris for jagtleje dale i takt med at paraderne svinder ind.  
Falder jægernes bidrag til lodsejernes samlede økonomi, som udgør ikke under 600 millioner kroner årligt, så falder lodsejernes lyst til at fastholde en del af de naturtyper som fasanerne plejede at opholde sig i. Og så lægges også disse remisser, hegn og gærde under plov.
Det vil forarme den danske natur yderligere, fordi forskning under ledelse af professor Jørgen Primdal viste tilbage i år 2000, at 90% af den natur – dyr som planter – der hører til i det åbne land lever i remisserne, gærderne, hegnene og alle de andre steder som jægerne værner om, fordi det giver levegrundlag for fasaner.
Fasanjagten betaler så at sige for natur der gavner i hundredvis af andre vilde plante og dyrearter, og derfor kan hverken Dyrenes Beskyttelse, DOF eller Danmarks Naturfredningsforening undvære fasanerne.
Hvorfor er der ingen, der har fortalt dem det endnu?

Forhandlingsstormene i Vildforvaltningsrådet kommer til at handle om disse vildtbiologiske fakta over for en fundamentalistisk foragt og modstand mod fasanudsætninger og fasanjagt.
Vinder Danmarks Naturfredningsforening kampen her i fasanens år, så bliver det den danske natur, der bliver den største taber.

God kamp og godt Nytår.