Forbandede forventninger

Forbandede forventninger

Sådan så drømmen ud. Forventningen.
Af Steen Andersen

Hvad kan man med rimelighed forvente

”Jeg forventer da, at….” Min hadesætning. Forventninger betyder, at man kun ser ét handlingsmønster foran sig. Forventningerne er en mental benlås, der afskærer sindet fra at reagere i forhold til alle andre former for udfordringer, end den man lige har forventet. Men at have forventninger er vel også et spørgsmål om at have fantasi. Har man en god fantasi forventer man måske vilde ting, har man knap så god en fantasi så bliver forventningerne sikkert også derefter. Når man er jæger, så ved man dog, at jagten – virkeligheden – ofte overgår de vildeste forventninger. Hvorfor så tage på jagt med forventninger – med begrænset fantasi. Virkeligheden er jo større. Men jeg begrænser mig fra begyndelsen, ved at have forventninger.

De polske forventninger.

Brunstjagt i Polen er en udfordrende affære som kun kan anbefales. Forventninger til jagten frarådes. Jeg tog dertil med en stor portion forventninger. Havde gjort mig klart, at jeg kun ville gå efter de allerstørste hjorte – for når det er brunst i Polen, må det vel være muligt at vælge. Forkert forudsætning! Forkerte forudsætninger skaber forkerte forventninger. Gad vide hvor tit man egentlig har forkerte forudsætninger med alt hvad deraf følger…. Forventningerne blev en hæmsko, som afholdt mig fra at tage de chancer der dukkede op.

Bukkejæger
© huntersmagazine.com 2003, Steen Andersen

Forfatteren kigger langt efter sine forventninger.

Det korte af det lange

Nu skal jeg forsøge at gøre en lang følelsesladet historie kort. Mine urealistiske forventninger berøvede mig et par chancer – fordi jeg havde forventet noget andet end det jeg oplevede, og derfor slet ikke erkendte iagttagelserne som chancer – før jeg kom hjem i sengen og fik tænkt mig om en snes gange mere. Når hjortene brøler omkring én uanset, hvor man befinder sig i skoven, så forventer man jo, at kunne komme på skudhold og få mulighed for at vælge. VÆLGE! Som i et supermarked? Mellem forskellige tilbud?? Forkert forudsætning.

Viden og forventninger

Den første chance – som jeg altså slet ikke opdagede var en chance – opstor på den første pürsch. En hjort kom ud af skoven og satte sig et par hundrede meter fra hochstanden som jeg befandt mig i. Det var muligt at skyde. Hjorten var stor nok, men… Det var jo ikke sådan jeg havde forventet at jagten skulle foregå. Så jeg undlod at skyde da hjorten sad – og da den rejste sig. For nu stod den jo ikke med siden til, og da den endelig stod med siden til, så var der lidt krat og sager mellem mig og hjorten som jeg ikke havde forventet.. Den går der endnu. Forhåbentlig træt og lykkelig efter at have herset rundt med dusinvis af hinder. Min fejl var, at min viden slet ikke rakte til at kunne danne realistiske forventninger om hvordan jagten skulle forløbe.

Sudeterne
© huntersmagazine.com 2003, Steen Andersen

Min hjort. Nedlagt den sidste aften, på en chance så tynd... 4,26 Kg.

Tiden gør jægeren vis

I hverdagen – den der ikke har noget med jagt at gøre – møder jeg mange mennesker som har forventninger til alt muligt. Til deres kæreste, deres arbejdsgiver, deres forældre, deres bank og Gud ved hvad. Jo flere forventninger disse mennesker har, jo længere går der mellem forventningerne bliver indfriet – at de bliver lykkelige. Jeg anbefaler dem at begynde at gå på jagt. Intet andet scenario kan i den grad medvirke til at motionere ens evne til at reducere forventningerne. Jo færre facitlister man dukker op med til en given jagt, jo lettere har man ved nøgternt at vurdere, om dette eller hint er en brugbar chance. Jo oftere man prøver at være forventningsløs – det ord findes slet ikke, hvorimod forventningsfuld er velbeskrevet i ordbøgerne – jo oftere man er forventningsløs jo oftere bliver man positivt overrasket, forløst, begejstret… Med tiden lærer jeg vel at dæmpe forventningerne, for i stedet at nyde de ting der sker lige for øjnene af mig – uden at de skal sammenlignes med facitlisterne, med forventningerne.

Forvent mindre

Den polske brunstjagt lærte mig heldigvis noget om forventninger. Efter at have ladet den første aftens første chance – som jeg slet ikke regnede for en chance da den var der – gå fra mig, blev det hele meget vanskeligt. Vi hørte mange hjorte, men de var aldrig store nok, eller tæt nok på eller også var der noget helt tredje i vejen. I sidste øjeblik lykkedes det mig at nedlægge en stor smuk hjort. En chance som jeg slet ikke havde forventet!! Netop. Da alle illusioner var borte blev det meget nemmere at tage chancen da den bød sig. Uden spekulationer. Men i ren lykkelig handling. Det er en flot hjort. En ulige ti-ender på 4,2 Kg. Jeg havde gerne skudt en der var større, men det var ikke muligt i denne omgang. Hvor stor den første aftens første hjort var er der jo ingen der ved, men den var stor. Sikkert større end jeg havde forventet. Nu forventer jeg mindre og glæder mig mere.