Forvandlingen

Forvandlingen

Fruen med dobbeltriflen. Af Steen Andersen.

Beslutsomhed.

I skobutikker er hun ulidelig. I taskeforretninger værre. I tøjbutikkerne går det helt galt. Min hustru er fast besluttet på at prøve det hele – i alle de kombinationer man overhovedet kan forestille sig, for så at blive i tvivl, tage det hele en gang til, og slutte af med at forlade stedet og det udmattede personale med en bemærkning om, at hun lige må tænke sig om til i morgen. Storbyferier med hende er en prøvelse fra morgen til aften. Spidsrod fra den ene butik til den anden. Sommerrejsen gik til Paris. Man kan forestille sig resten.
Efterårsferien tog jeg magten over. Vi lagde planer for Afrika. Målet var at skyde noget skind til de gamle spisestuestole der skal ombetrækkes.
”Kan jeg ikke skyde?” spurgte hun en måned før afrejsen.

Solid træning.

Ugentlige træningspas på skydebanen, først med 6,5eren og de sidste tre gange med den mere safarirelevante 375er, afslørede, at fruen skyder fremragende. Fritstående på100 meter er samtlige skud inde i skiven – de fleste med maksimum værdi. (Selv var jeg flere år om at svinge mig op til lignende skydning.)
Svaret var derfor klart nok. Jo, hun kunne godt få lov til at skyde dernede, blot skulle hun jo bestå den lille skydetest som alle jagtklienter skal igennem inden de slippes løs på reviret.

Stasia
© huntersmagazine.com
2007, Steen Andersen

På fod.

Bøfler.

Vel fremme begav vi os straks ud til det fine lille skydeanlæg bag lejren. Fruen skød fra skydestokken, og med samme glimrende præcision som på skydebanen i Danmark. Jagten tog sin begyndelse.
I første omgang kastede vi vores energi over revirets bøfler. En stor flok på omkring 100 dyr lod sig dagligt beskue ved især et vandhul, hvor vi dels ventede på dem i anstand, dels sneg os helt ind i flokken. Bushen var tæt og vi kunne komme ind på en afstand af 15-20 meter. Fruen altid lige bag PHeren og i kontakt med naturen og den forestående jagtsituation så man havde vanskeligt ved at tro, at dette reelt var hendes allerførste jagt med våben i hånd.

Ingen tyre.

Tre dage sled vi med og omkring bøflerne, for at konstatere, at der ingen store tyre var at finde blandt de små hundrede dyr. For en sikkerheds skyld havde jeg også udtaget licens til at nedlægge en ko, og tilbød derfor fruen at skyde det hundyr som jeg ellers havde tiltænkt mig selv. Men atter forbløffede hun mig. ”Nej tak,” var svaret. ”Jeg venter til næste gang. Jeg vil have et rigtigt trofæ med hjem.” Så kastede vi vores energi over revirets zebraer.

Stasia
© huntersmagazine.com
2007, Steen Andersen

Få sekunder før skuddet går, og fruen forvandler sig til jæger.

Fod.

Næste morgen så vi fod af en stærk hingst. Jeg spurgte til trackernes analyse af situationen, og på baggrund af hvor skarpe siderne i sporet var, vurderede de at det blot var en time siden dyret havde krydset hjulsporet vi kørte på. Og på baggrund af hovenes størrelse og sliddet på bagbenenes hove var de slet ikke i tvivl om at der her var tale om en voksen hingst. At den var alene kunne selv et par danske novicer konstatere.

På fod.

Vi fulgte sporet i to timer og et kvarter før vi fik kontakt med den enligt græssende zebra. Det har ganske rigtigt en hingst, og den var gammel og jagtbar. Forud var gået en ideel og spændende pürsch i rimelig tæt vegetation og med masser af tørre kviste på jorden som krævede balletagtige attituder for snart sagt hvert eneste skridt. Hver eneste zebralort var minutiøst blevet undersøgt, og til sidst så jeg også min hustru stikke fingrene ned i lorten for med et triumferende smil at bekendtgøre, at den var helt varm. ”Den må være lige i nærheden!”
Det lykkedes os at komme ind på små hundrede meter af den intetanende hingst før vores PHer Dennis Nyakane satte skydestokken op og fruen med den største autoritet smækkede .375eren op i det faste anlæg.

Stasia
© huntersmagazine.com
2007, Steen Andersen

Forvandlet.

Det første skud.

Første skud går perfekt, og da pulsen har lagt sig nogle minutter senere, kan vi også konstatere, at kuglen har ramt det sted der blev sigtet på.
Imidlertid er træning jo en ting og praktisk skydning noget ganske andet. Naturligvis stod zebraen ikke helt perfekt med siden til, og trods det præcise skud, så forsvandt zebraen fra skudstedet.
Vi fik kontakt med den igen blot få hundrede meter længere fremme hvor yderligere to skud – det sidste på halsen – bragte det smukke stribede afrikaikon til jorden mindre end to minutter efter det første skud havde truffet zebraen.

Alt kan ske.

Fruen klarede det som en drøm. Også det sidste skud på halsen på klods hold. Hun var kold og effektiv. Ærlig talt må jeg indrømme, at jeg trods snart tyve års ægteskab, aldrig har set noget lignende. Det anede jeg ganske enkelt ikke hun havde i sig. Hvor jeg er forbløffet er hun transformeret. Hun er vred over at hun ikke kunne dræbe dyret på stedet med et enkelt skud. Og hun er lykkelig for dette nye trofæ der (atter bliver jeg forbløffet) skal hovedmonteres og på vægen derhjemme!
Sådan fortsatte jagten. Hun fast besluttet på at bringe flere trofæer til huse, og med en ufravigelig beslutning om, at næste års store rejse skal gå til bøffelrevirer i Afrika. Og så vil hun da også gerne tilføje en krokodille og en sabelantilope til listen over hendes kommende trofæer. Jeg mere og mere glædeligt overrasket. Fruen er blevet jæger, og vores hjem snart for lille til alle hovedmonteringerne.
I Afrika kan i sandhed alt ske.