Fra jagtens overdrev

Fra jagtens overdrev

Souvenirsælgeren i Ilulissat.

Ilulissat.

I Grønland værner man principielt om de gamle fangst- og jagtdyder, og opretholder – om end med nogen statsstøtte – en række fangstaktiviteter, for at holde den gamle fine fangertradition i live.
Fra det internationale samfunds side, har der gennem længere tid været kritik af dele af den grønlandske fangst, fordi der ingen kvoter var på de mest sårbar fansgtdyr som narhval, isbjørn og hvalros.
Trods stor modstand blandt fangerne – der mener de er de bedste til at vurdere bestandenes omfang – blev der ved de to seneste årsskifter indført kvoter på netop isbjørn, narhval, hvidhval og hvalros.
Nu skulle man så tro at alt var blevet bedre, men en helt aktuel sag viser at det ikke er tilfældet. Tværtimod.

Kvoternes logik.

Før man fastsæter en kvote fra politisk hold, rådfører politikerne sig med Grønlands Naturinstitut hvor der sidder en række meget anerkendte politikere og forsker i de grønlandske dyr. Herfra foreslår man en tørrelse på kvoterne, hvorefter politikerne så laver den endelige beslutning om kvoternes størrelser.
Således også for narhval – som denne historie handler om – men den politisk fastsatte kvote blev noget højere end biologernes anbefalinger. Der er nemlig ikke så lang tid til det næste valg, og de grønlandske fangere stemmer også til valgene.

Elfenben.

De nye kvoter træder i kraft. Fangerne arbejder inden for kvoternes bestemmelser, og fanger en hel række narhvaler. Det har nemlig været en god sæson.
Narhval smager godt og er en værdsat delikatesse, mens hanhvalernes lange snoede tænder er værdifuldt elfenben, der har stor betydning i den lokale produktion af smykker og kunst med salg til turisterne for øje.
Der kommer stadig flere turister til Grønland, og de vil gerne købe de smukke smykker, så det tegner jo lovende for handel og souvenirers at tilførslerne af elfenben er stabil.

CITES.

Narhvaler, isbjørne og hvalrosser er på de internationale lister over dyrearter der er særligt udsatte. Derfor må man ikke købe ting fremstillet af materiale fra disse dyr, uden at der foreligger en særlig tilladelse, der dokumenterer, at det man har købt stammer fra dyr der er nedlagt under en bæredygtig jagt. Det er de såkaldte CITES-tilladelser der her er tale om.
For at de grønlandske myndigheder kan få lov til at udstede CITES-beviser på narhval, skal det dokumenteres at jagten er bæredygtig. MEN, når CITES spørger om denne sag hos de grønlandske biologer, får de svaret, at fangsten IKKE er bæredygtig, fordi kvoterne efter biologernes mening er for høje.
Det udløste et midlertidigt forbud mod salg af narhvalprodukter til turister for få uger siden.

Dårligere end før.

For blot 20 måneder siden var der slet ingen kvoter på narhvaler. Den gang vidste ingen præcis hvor mange narhvaler der blev fanget langs de grønlandske kyster, og derfor var det reelt ikke noget problem at få CITES-tilladelser til narhvalsprodukter.
Nu har man i den grønlandske administration anstrengt sig for at indføre strammere bestemmelser, som uden tvivl har fået fangsten bragt ned på et lavere leje Og hvad er belønningen så, spørger de grønlandske fangere og smykkekunstnere hinanden disse uger.
At det hele er blevet endnu værre.
Lige nu er der ikke ret mange i Grønland der synes at kvoter er en god idé, for de hvaler der er nedlagt inden for kvoteringen er med et slag faldet til omkring den halve værdi.
Og fangerne – de har tabt endnu en bid af deres levebrød. Deres værdighed taler vi slet ikke om.