Guntex mister Swarovski

Guntex mister Swarovski

Jagtbranchen er i opbrud, og det nyeste nedslag i de velkendte strukturer er, at Swarovski nu selv overtager distributionen i Skandinavien. Dermed mister importvirksomheden Guntex et stort og vigtigt brand.

Swarovski.

Kikkerterne fra Østrig er blandt verdens allerbedste. I mange år har de fundet vej til mangen en dansk jægers hænder og øjne, takket været distribution og markedsføring fra Guntex i Skjern. Den familieejede importvirksomhed har i årtier haft enedistribution af alle produkterne fra Swariovski som en af grundstenene i forretningen. Fra Nytår er det slut. Swarovski har besluttet at distribution og markedsføring fremover skal foregå i eget regi, og planen er derfor at opbygge en sammenhængende skandinavisk distribution. Guntex er ikke just lykkelige for denne tingenes nye tiltag: ”Ja, det er beklageligt, at vi fra Nytår ikke længere har dette topmærke i vores sortiment. Desværre er det en strategisk beslutning Swarovski har foretaget, for at ligestille det Skandinaviske marked med den øvrige del af verden, der får direkte leverancer fra Swarovski i Østrig. Således var Skandinavien det sidste sted Swarovski har gjort brug af nationale distributører,” forlyder det fra Guntex.

Nyt mærke til Guntex.

Selvom Swarovski ikke længere skal håndteres og distribueres fra den store lagerbygning i Skjern, så er Guntex ikke færdige med at samarbejde med koncernen bag Swarovski: ”Heldigvis har vi i stedet fået et andet topmærke i sortimentet,” forklarer Guntex, da vi kontakter dem her til formiddag. Fremover skal de nemlig importere og distribuere kikkerter fra Kahles, der er verdens ældste producent af sigtekikkerter og ligeledes en del af Swarovski-koncernen. Guntex omtaler dette nye forretningstiltag således: ”Kahles sigtekikkerterne er også et topkvalitetsprodukt, der dog har stået lidt i skyggen af storbroderen Swarovski, men har som Swarovski mange af de samme kvalitetsegenskaber og muligheder, såsom Swarovski skinnemontage, lys med automatisk tænd/sluk funktion og ballistisktårn.”

Uklare konsekvenser.

I skrivende stund er det uklart nøjagtigt hvordan den nye distribution kommer til at fungere, om der kommer nye retningsliner og måske ligefrem krav til forhandlerne og om den nye struktur vil få indflydelse på prisen på kikkerterne. Kahles-kikkerterne ligger generelt beskrevet i prisklassen under Swarovski-kikkerterne, så i fremtiden skal Swarovski konkurrere mod deres eget produkt markedsført af konkurrenten/kollegaen fra Skjern. Kun tiden kan vise, hvad det kommer til at betyde for priserne på kikkerter i de danske jagtbutikker.