Himalaya tahr eller almindelig tahr

Himalaya tahr i sommerdragt – uden den karakteristiske mange der hører vinterpelsen til.

Taxonomi.
Tahr er en samlet betegnelse for tre forskellige asiatiske drøvtyggere som er beslægtet med vildfåret.

Tidligere henførte man alle tre arter til den samme slægt – Hemitragus. Men nyere DNA-studier viser, at de tre arter ikke er nær så beslægtet med hinanden som man tidligere troede. Derfor har de nu fået hver deres egen slægt:

Almindelig tahr eller Himalaya tahrHemitragus jemlahicus. Naturligt forekommende i den syd- og sydvestligste del af Himalaya, det vil sige i Nepal, Tibet og det nordligste Indien. Denne oprindelige bestand regnes for at være truet (IUCN, 2008). Derimod er den introducerede bestand på New Zealand ikke det mindste truet, og langt den meste jagt på denne art forekommer på Sydøen i New Zealand.

Arabisk tahrArabitragus jayakari. Forekommer i den østligste del af den arabiske halvø og er truet.        

Indisk tahr eller nilgiri tahrNilgiritragus hylocrius. Forekommer i det sydlige Indien og er en truet art.

Alle nyere jagtrapporter vidner om, at der blandt jægere kun fældes Himalaya tahr og at langt de fleste fældes i New Zealand. Under ti procent af tahrerne nedlægges i deres oprindelige habitat i Nepal.

Trofæets størrelse.
Et godt trofæ er et dyr med horn som er længere end 12,5 tomme. 14 tommer er et meget stort trofæ.

SCI Medaljer Bronze Sølv Guld
Riffel, point 37 40 1/2 42 5/8
Bue, point 33 39 1/8 41 1/4

Pointene udregnes ved at måle begge horns længde og omkreds i tommer og lægge de fire målinger sammen. En guldmedalje tahr vil typisk være 13-13,5 tommer lang og 8,5-9 tommer i omkreds.

Fremtoning.
Himalaya tahren har et relativt lille hoved, små ører og korte stærke horn. Begge køn bærer horn. Hannerne er størst af bygning og har også de største horn. De længste horn der er registreret, var på 18 tommer.
En voksen buk vejer gennemsnitligt 76 kg. mens hunnernes gennemsnitsvægt er helt nede på 36 kg, så hunnerne vil altid fremstå som betydelig mindre end hannerne.
Pelsen er tykkest og mest imponerende om vinteren, og når foråret nærmer sig bliver den lysere.
Dyrene er parrettåede, og klovenes underside er blød og læderagtig. Dyrene har en forbløffende evne til i elegant stil at forcere gletsjere og stejle klippepartier – og de har tilsyneladende ingen angst for højder.
Dyrenes maksimale levetid på fri vildtbane forventes at være på omkring 14-15 år.

Brunst og kamp.
Hannerne kæmper hårde indbyrdes kampe om hunnerne. De unge hanner er konstant på farten i håbet om at støde på en ubevogtet hun. De fuldvoksne hanner (4-5 år) er mere territoriale og vil kæmpe for at bevare adgangen til hunnerne.

Fødevalg.
Tahrerne er typisk græssere der dog ikke går af vejen for blade og frugter i områder hvor der er adgang til dette. Men omkring tre fjerdele af kosten består af forskellige græsser.
Tahrerne har drøvtyggernes karakteristiske fire maver og har samme fordøjelsescyklus som alle andre ægte drøvtyggere.

Jagt.
Tahrerne jages i bjergene. Det er en udfordring hver gang – se linket neden for – og stiller relativt store krav til jægerens fysiske og skydetekniske formåen.
De fleste skud til tahr kan afgives fra en lav (liggende) skydeposition. Afstandene er sjældent under 150 meter og 300+ er inden for det normale på bjergjagter af denne karakter.
Den typiske fremgangsmåde er, at man vandrer til et godt tahrområde, og tilbringer timer på ryggen med at spejde op og ned af bjergsiderne, til man finder jagtbare dyr, som det vil være muligt at komme på skudhold af.
Derpå indledes pürschen, som næsten altid vil være et spørgsmål om at bevæge sig op i terrænet – hurtigt og lydløst.
I langt de fleste tilfælde afgives skuddet i en urealistisk stor vinkel – se artiklen om skydning i bjergene.

Kalibre.
I New Zealand er .270 meget populær, også selvom dyrene ofte skal have mere end en kugle. Trods dyrenes relativt beskedne størrelse er de overordentligt skudstærke.
Andre anbefalede kalibre er .308, 30-06, 7mm, 8x63, .300 WinMag og .338 Win og .338 Blaser Magnum.