Hjorte

Hjorte

Kronhjort på farten midt i brunsten. Af biolog Ole Pedersen.
Kronvildt.

Hjorte ud over alle grænser.

Hjorte er parrettåede drøvtyggere. Parrettåede fordi klovene er placeret på hver side af fodens midterakse og kan spredes ud. Drøvtyggere fordi maven er opdelt i fire forskellig afsnit: Netmave, bladmave, løbe (Kallun) og vom, hvor vom og netmave udgør formaven og løben er en kirtelmave. Løben svarer i praksis til menneskets mave. Vommen fungerer som gæringskammer, hvor en lang række mikroorganismer nedbryder cellulose (som pattedyr ikke selv kan nedbryde) til sukkerstoffer. Da føden i alt væsentligt nedbrydes kemisk i vommen er et avanceret tandapparat ikke nødvendigt; eksempelvis har drøvtyggere ikke fortænder i overmunden.
Der findes 47 hjortearter fordelt på 188 underarter.

To forskellige grupper.

Traditionelt opdeles hjortene i Den gamle verdens hjorte, Pleciometarcapalia*, dog undtagen rådyr elg og ren. Disse hjorte er vidt udbredt i Europa og Asien, men findes ikke naturligt i Australien og New Zealand. Den nye verdens hjorte, Telemetacarpalia**, inkluderer også råvildt elg og ren.
Desuden inkluderer hjortefamilien Moskusdyr og Muntjakker.
Normalt foretager hjortevildtet sig ikke meget andet end at æde, sove og tygge drøv. Generelt ædes kun planter.
Kronvildt og rensdyr er dog set æde mus og lemminger.
* Af mellemhåndsknoglerne nr. 2 og 5 er den proximale del af knoglen bibeholdt.
** Af mellemhåndsknoglerne nr. 2 og 5 er den distale del af knoglen bibeholdt.

Brunst.

Brunsten har central stilling og finder for de fleste hjortes vedkommende sted om efteråret. Brunsten varer almindeligvis ca. en måned. Nogle hjortearter har forlænget drægtighed og visse hjortearter har ingen fast brunstperiode.
Nogle hjortearter lever i store flokke, som for eksempel den amerikanske Caribou og andre ses kun sjælden sammen med andre. Dette gælder eksempelvis elgen, hvor man uden for brunsten sjældent ser dyrene sammen med andre undtagen modergrupperne: Koen med årets kalve, en sjælden gang ledsaget af kalvene fra året før.

Gevir.

Med undtagelse af moskusdyrene og det kinesiske vandråvildt udvikler hannerne normalt et gevir.
Dette har forskelligt udseende inden for de forskellige arter og endvidere varierer inden for arten alt efter dyrets alder og fodertilstand.
Geviret vokser med undtagelse af enkelte hjortearter ud om foråret, for at kunne anvendes ved kampene i brunsten. Der foregår en løbende forkalkning af geviret, kun det yderste er blødt. Når væksten standser fejes basten af geviret.
Farven på geviret skyldes en kombination af blod og plantesaft. Kan hjorten ikke komme til at feje på levende planter forbliver geviret hvidt. Fejning sker normalt meget hurtigt, i regelen i løbet af få timer.
Furerne uden på geviret svarer til de blodårer der har forsynet geviret med blod under væksten. Ligeledes er der blodårer i gevirets marv. Bastgevirer skulle efter sigende indeholde seksuelt stimulerende stof , der blandt andet forhandles under navnet Pantokrin. Virkningen er dog tvivlsom.
I starten af foråret dannes løsningsvæv mellem rosenstokken og geviret, hvorefter geviret snart kastes.
Se også artiklen om hjortegeviret.