Jagttegn

De tre artikler om oplevelserne som jagttegnsaspirant er skrevet af Line A. Kyhn, og den sidste udkommer mandag den 23. april.
Her besvarer Steen Andersen nogle af de spørgsmål som debattørerne retter til HuntersMagazine.

Kære læsere og debattører,
Tak for de mange og dedikerede debatindlæg som i hvert fald overbeviser mig om, at emnet er relevant og nødvendigt at beskæftige sig med.
Det havde jeg jo nok en fornemmelse af på forhånd, og var derfor glad, da muligheden opstod, for at bringe Line Kyhns artikelserie, som blev til, fordi hun sammen med to kollegaer besluttede sig for at tage et jagttegn. De valgte selv hvilket kursus de ville deltage i, og Line Kyhn blev så forbløffet over det de oplevede, at hun besluttede sig for at skrive om det. Den artikelserie tog HuntersMagazine mod med glæde.
Vi er nemlig af den faste overbevisning, at jagt og jægere skal være en del af det resterende danske samfund, og at alle vores bevæggrunde, handlinger og motiver skal kunne tåle dagens lys.

Et lukket land?
Hvis jeg skal være polemisk, så peger især Per-Ole Larssons indlæg imidlertid i den modsatte retning. Per-Ole (og tak for Dine detaljerede synspunkter) anvender ligefrem glosen spion om Line Kyhn. Og det tyder jo på en verdensopfattelse i retning af, at der er os, og så er der de andre; fjenden, som kan udsende spioner. Som var jægerne en lukket stat, et slags naturens Nordkorea, hvor spioner automatisk dødsdømmes. Den holdning, Per-Ole, er Du sikkert ikke ene om at have, men kursen er en dødssejlers. For hvis ikke jægerne kan tåle at blive kikket i kortene, så ender vi som en isoleret gruppe, som alle andre er i opposition til. Og det tjener hverken jagten eller jægerne.
Det leder mig til en dybere forklaring af mine og HuntersMagazines motiver, til at publicere en artikelrække som den Line Kyhn har skrevet.

Magasinets motiver.
Mit og HuntersMagazines motiv og hensigt er at styrke og udvikle den danske (og internationale) jagt, så der også er god, bæredygtig og forstandig jagt at fryde sig over i de kommende årtier og for eftertidens danske jægere. Vi ønsker så god, omfattende og udfordrende jagt som biologisk muligt, og vi vil med alle demokratiske midler kæmpe for, at jagten fortsætter og udvikles i alle de retninger det er muligt – og altid på naturens og vildtets præmisser.
De mål forfølger vi, ved at beskrive alt hvad der har med jagten, jægerne og naturen at gøre. En væsentlig del af dette omfatter jægernes evner, adfærd og holdninger - og uddannelsen af nye jægere.
Den jagttegnsundervisning som tilbydes af diverse foreninger og private virksomheder er glimrende. Den opfylder nemlig de krav, som loven, Folketinget og samfundet stiller til nye jægere.
Spørgsmålet er imidlertid, om kravene som stilles af det samfund som vi jægere er en del af, er de rigtige krav.
Det er den debat som HuntersMagazine gerne vil gøde, og det ser da ud til at den mission er lykkedes, og jeg har naturligvis hele tiden været vidende om hvor Line og hendes kollegaer har fået deres jagttegn, men har ønsket at føre debatten op til et principielt niveau, og derfor ikke haft nogen anledning til at skrive hvor undervisningen fandt sted.

Kritikere har også ret.
Og så synes jeg egentlig, at det tjener den pågældende jagttegnslære til ros, at han valgte at lade Line Kyhn gennemføre kurset, selvom hun var meget negativ overfor undervisningen (og jagten). Det vidner om et vist mod, som jeg helt personligt mener, andre godt kunne lade sig inspirere af.
Kritikere af enhver art, ser tit det, som man ikke selv kan få øje på, og derfor tror jeg faktisk, det er mere end godt, at der er folk helt udefra, som giver vores ofte indsnævrede verden et serviceeftersyn.
Det som Line Kyhn her åbenbare for os, er måske ikke kønt, men hvis vi i stedet for at gå i aggressivt forsvar, forsøger at læse hvad det egentlig er, der kommer for dagen, så har vi i Line Kyhn en kilde, der kan gøre os bedre til at uddanne de nye jægere – uden at samfundet behøver at opstille nye krav vel at mærke.
Det ville være en forandring til det bedre, for som jagtsagerne er lige nu, så er der ingen (eller kun meget få) i jagtkredsene som ønsker forandringer, før vi bliver presset til det af negativ omtale og udefrakommende krav.
Den jagt som jeg og HuntersMagazine ønsker i fremtiden, er en jagt, der foregår i harmoni med det omgivende samfund, hvor forstandige jægere til stadighed forsøger at gøre tingene bedre og rigtigere.
For at nå dertil, har vi brug for selv at tænke os om, og sikkert også for at der er andre som ser os kritisk efter i kortene. Bare fordi vi er jægere, har vi ikke patent på sandheden, og jo før vi indser det, jo før bliver vi fri for ubehagelig kritik. Kritikere har nemlig også ret.

Elitær jagt?
I et af debatindlæggene kommer det så endvidere frem, at uddannelsen til jæger ikke må være mere vanskelig, end at alle danskere skal kunne erhverve sig et jagttegn, og at kravene af den grund ikke må være for høje til jagteksamen.
Men i stedet for at have lave krav, er det så ikke vigtigere at have en høj uddannelse. Og når nu danskerne, generelt set, er nogle af de bedst uddannede i hele verden, så kan vi vel som et minimum stille de samme krav til den danske jagtuddannelse som man eksempelvis gør i Polen eller Tyskland, som vi jo jævnligt sammenligner os med. Jagtuddannelserne syd for grænsen er ikke dybt teoretiske men gedigent praktiske, og derfor dækkende for en del af den naturviden, som danske jægere netop ikke udstyres med under det nuværende danske uddannelsessystem.
Jagt handler om liv og død – for dyrene – og det bør vi vel være maksimalt uddannet til at kunne forvalte forstandigt og indsigtsfuldt. Hvis vi altså fortsat skal nyde den store respekt og accept som bliver os tildel hos den majoritet af den danske befolkning, som ikke går på jagt.
Den tillid må vi aldrig svigte, og set fra min stol, så skal vi som jægere blive gode til selv at sætte dagsordenen, og det er nøjagtig hvad der har været min og HuntersMagazines hensigt i denne artikelserie om den danske jagtuddannelse.
Indtil videre vil jeg anse den mission for at være kommet godt fra start…