Jagttegn I

Jagttegn – officielt dokument til bevidnelse af at jeg intet ved om jagt og ikke kan ramme.
Første artikel i en serie af tre af Line Kyhn.

I Danmark er det relativt let at erhverve sig et jagttegn. Nogle mener at det også er for let. Vi har sendt en jagtkritikker på jagttegnskursus, og hun er slet ikke i tvivl: Jagttegnet er et officielt bevis på, at man intet ved og intet kan ramme. 

Vegetar. 
Det stod ikke skrevet i stjernerne – eller noget andet sted for den sags skyld – at jeg skulle få lyst til at tage jagttegn en dag. Selvom (eller måske netop derfor) jeg er vokset op langt ude på landet blandt jægere og bønder, har jeg altid været på dyrenes side og – rent ud sagt – hadet jægere og jagt. Og som vegetar er det vel også helt legitimt, ikke at ville slå raske dyr ihjel. Men, nuvel, med alderen udvikler man sig heldigvis, og med en kæreste der meget ivrigt går på jagt, og med et job der kræver at jeg bærer riffel, blev det pludselig oplagt med et jagttegn. Så kæk og kvik meldte jeg mig til et kursus, der lovede mig jagttegn i løbet af et par forårsaftener. Og spændt var jeg da også, da dagen oprandt, og jeg mødte op til min første lektion i jagt, i selskab med to kolleger på samme mission som jeg. Jeg var spændt, for jeg elsker at lære nyt, og udsigten til at lære noget om alt det min elskede går så højt op i gjorde det ekstra spændende. Måske kunne vi få noget mere sammen?!

Line A. Kyhn

Line A. Kyhn er biolog og Ph.D. i bioakustik. Hun er ofte tjenestegørende i den grønlandske nationalpark, hvor man altid bærer våben, og har om ikke af andre grunde så en professionel anledning til at erhverve sig et jagttegn.

Kursus.
For lige at sætte scenen kan jeg berette, at var vi 18 aspiranter på holdet, hvoraf de fleste var i trediverne, et par enkelte dog noget ældre. Af de atten havde kun de fire tidligere været med på jagt. Fire kvinder og resten mænd. Kurset skulle forløbe over fire aftensessioner og herefter en dag på skyde og afstandsbane. Stedet er København. Tiden foråret 2011.
Vi fik uddelt en fin kursusmappe med diverse emner om dyr, jagtregler, våbenkendskab med mere og så gik læreren ellers i gang. Og første indtryk heraf blev, at der åbenbart er en hel del diskussioner om jagttegnsprøven, og af hvordan man tager kurset. Læreren følte det åbenbart nødvendigt, at retfærdiggøre sin undervisning allerede inden start. Godt det samme for det tog ham kun et kvarters tid, at gøre sig selv godt og grundigt til grin. Efter yderligere en halv time med kritiske spørgsmål til hans viden om Danmarks vildt blev det for meget for den stakkels mand (som jeg dog senere fandt sympatisk), og jeg blev bedt om at gå. At det ikke kræver den store viden at gå på jagt, var ikke overraskende, men at læreren på et godkendt og populært kursus gav os direkte forkert eller tydelig farvet viden, var faktisk chokerende. Et eksempel er sikkert ønskværdigt her, og jeg kan dertil fortælle, at ræven er en invasiv art! Essensen i hans fejlagtige viden udgår fra det typisk forældede natursyn som gennemsyrer de danske jægere jeg har mødt – han kan åbenbart ikke lige huske hvad der er med ræven, men væk skal den i hvert fald – for den er et skadedyr - og da faunaforurening er oppe i tiden, tjah, hvorfor så ikke bruge dette argument (selvom det er forkert)? Rovdyr betragtes stadig i dag, som konkurrent til jægeren og følgende må de udryddes. Er du enig i dette, er du sikkert jæger, mand og et godt stykke over den alder, hvor maven ikke længere kan trækkes ind. Eller måske bare vokset op på landet!

Inde i varmen igen.
Nå, efter lidt forhandling i pausen fik jeg lov at blive til undervisningen mod, at jeg ikke påpegede flere fejl mens de øvrige aspiranter hørte på, men gemte dem til pausen. For han ville da gerne vide, når han sagde noget forkert. Nuvel, undervisningen fortsatte, og det grundlæggende i den var, at vi skulle koncentrere os om ikke at lære noget, men bruge krudtet på at lære svarene til prøven udenad – for de er åbenbart kendt på forhånd af læreren..? Samtidig lovede han så os, kun at lære os, hvad der skal til, for at bestå. Sikke et løfte. Havde jeg vidst det på forhånd, havde jeg brugt de godt 4000,- kroner som kurset koster på en skiferie, og selv klaret den eksamen.
Undervisningen fortsatte, og jeg lærte alligevel en masse som jeg ikke havde brug for: ”Der er to slags jagt. Spisedel og pligtdel. Sorte fugle spiser man ikke. De reguleres.” Og herefter kom så det andet mantra i den danske jagttænkning: ”Jægere skaber balance mellem arterne, ellers kaos”. Jagt eller kaos! Her frembragte min understimulerede hjerne uvilkårligt billeder af det uhyrlige kaos der må have hersket inden mennesket kom til. Ragnarok! Men tænk en gang, som rationelt tænkende væsen – vel at mærke uden behov for at retfærdiggøre jagt – forekommer det mig faktisk omvendt! Hvornår finder danske jægere modet i deres hjerter til at sige højt ”vi går på jagt, fordi det er sjovt!” Det er der intet galt i, og der findes i øvrigt ikke andre gangbare argumenter. Og det må fasanjagten da om noget være bevis for.

Natursyn.
Af andre ting man åbenbart bør indprentes inden man slippes løs som jæger kan nævnes at ”Minkfarme er gode for betalingsbalancen”, ”Skarv vil vi gerne undvære”, ”Ræv bør reguleres hvis man for eksempel har børn eller store dyrehold” (ja, for de onde dyr spiser åbenbart også børn!), ”Når I kommer med i et konsortium, går det ikke lige efter reglerne” (Aha, hvorfor skal jeg så lære dem?), ”Grisejagt er den ultimative mandejagt – man er nødt til at være to der sigter på den på en gang, så farlige er de” osv osv osv.
Efter denne omgang ævl og bævl sluttede første aften med en gennemgang af god opførsel og dresscode på herregårdsjagt! Jeg kunne måske have ønsket at hjemtage viden om vildtet, om hvordan man ved, om der er nok dyr til afskydning i sin egen skov, om hvad det bedste kuglefang er, om hvordan man får fat i en schweisshund. Men nej, i stedet ved jeg nu, at man modtager en sneppedoublet når man har skudt to snepper på en gang! Ih dog! - hvor fornemt?!
Hele problemet i denne type undervisning er, at det forudsættes, at jægeren lærer at gå på jagt, efter at han har løst jagttegnet. Det er der flere problemer i. For det første havde en del af aspiranterne på mit hold egen jagt og det vil sige, at de efter bestået prøve kan gå direkte på jagt uden andre forudsætninger end de, i bedste fald, få de havde opnået på kurset. For det andet lærer man rent faktisk ikke noget på sådan et kort kursusforløb, hvor formålet alene er at bestå prøven, og hvilken type jæger man så bliver, vil derfor afhænge fuldstændigt af, hvilken type jægere man går på jagt med.
Men det værste er, at så længe man ikke lærer noget brugbart på jagttegnskurserne, så går det fortidige natursyn i arv til de nye jægere. Og det er en skandale, for netop i forhold til begyndere kan man opnå hurtige resultater i forhold til at ændre på jagtvaner og natursyn. Men når jagtfærdighederne og etikken netop ikke læres på et kursus godkendt af Naturstyrelsen, hvor man må antage at nye initiativer formuleres, men derimod udlægges af gamle jægere med indgroede vaner og et forældet natursyn, så vil det tage generationer at ændre på jagten eller jægernes forståelse for sammenhængen i naturen. Farvel havørne!
Som undervisningen kan foregå nu, på meget korte kurser og med en prøve alle kan lære udenad uden at skulle vide noget og uden at skulle kunne ramme, vil jeg faktisk sætte spørgsmålstegn ved, om et jagttegn overhovedet er andet end et bevis til en middelmådig forsikringsdækning.

Line Kyhns vej til jagttegnet spænder over yderligere to artikler, som udkommer her på HuntersMagazine i løbet af de kommende uger.

Du er velkommen til at logge på og skrive Din uforbeholdne mening om de emner som berøres i artiklen her.

Kommentarer

Sjældent...Ja faktisk, ved nærmere eftertanke-aldrig, er jeg blevet så vred over et debatindlæg, og så på et grundlag hvor jeg ellers grundlæggende er helt enig med skribenten.
Jagttegns pensum er lattevækkende gammeldags og med nettet rent ud sagt til grin.
Et hurtigt søg, og afstande, samt antallet af jagttegnsprøver er klart uden tvivl. x antal prøver x 40 spørgsmål. lær det udenad-bum bang.

Det kan gøres meget bedre, og derfor denne vrede. Gå dog sagligt til værks og undlad, at generalisere over mennesketyper, så debatten derved mister fokus.

Så....lidt provokatorisk...;-)

Line du er jo vegetar,et fint valg, som jo kan være baseret på mangt og meget. Til min forbavselse, ser du ud til at besidde både øjne placeret midt i ansigtet, og med noget der må formodes at være hjørnetænder, og m en riffel over skulderen, så jeg formoder du ikk mener at det er genetisk bestemt, at du er vegetar. Altså er du selv verdens ubetinget farligste rovdyr, som vælger at leve uden kød.

Drab er drab.
Liv er liv.

Årsagen til drab, om den er lyst, som er den årsag en fed gammel brovtende ulært ja mellem linierne står jo nærmest indskrænket jæger bekender sig til,eller om det er selvforsvar i forskningens hellige navn, ændrer lige præcis hvad, for det dyr, hvis liv du vælger at slutte?

Du har lyst til at være et sted på kloden, hvor drab kan blive et middel til overlevelse. Forbered dig grundigere eller bliv væk. Alt andet er da hyklerisk.

Det er jo nok imidlertid en politisk motiveret årsag, flere steder fra, der taler for at et menneske med dine kvalifikationer, boglige, og sikkert osse feltmæssige evner, træffer en beslutning, om at få kørekort på et intensivt(kort) VIP kursus( jeg er noget ved musikken, bum bang jeg har ikk tid til overflødigheder, spidsbuk, gaffelbu, seksender-hva rager det mig...den ska bare ha en på tåsken....jeg har jo betalt for det her, så det er min ret. Bum bang dø hjort...!!!!buk?? what ever, jeg har ikk tid til fordybelse....). Hmm

Hvad havde du forventet.

Nææ fine Line ka kende dyr...

Er det din baggrund eller en forkærlighed for ræven, der gjorde udslaget for den diskussion?

3-5 aftenforløb i teori, og så en gang på kørebanen inden du får kørekort, efter en praktisk gennemkørsel med sagkyndig hvor du uden overraskelser, afstands bedømmer farer og teoretisk parallel parkerer... teoretisk, men desværre aldrig for stillet bilen, som den bør stå....
Er du så kompetent billist...Det ses vist af bil præmien for 1.gangs billister og unge under 25år.

Med skydevåben er det skam meget nemt, men...

Har du evt læst hvordan man i miljøministeriet har udarbejdet et foreslag til en ny prøve/mentorordning som løber over 2 år....og som sammenligner dansk, norsk, svenk, m skelen til finsk og tysk jagttegns krav.
Det er jo et langt forløb, og aldeles begrundet. Bla i jagtens rødder, de rødder hvis mave du har en mening om.

Kunne du evt overtales til at formidle i et sprog, hvor fornærmende gloser af div slags blev strøget, for det er trods alt rarest hvis vi frit kan meningsudveksle, uden at blive sat i en bås, som jeg lige provokatorisk, har sat dig selv i.

Jeg blev undervist, da jeg tog jagttegn, af usædvanligt engagerede dygtige undervisere, som havde mange klare holdninger til jagttegns uddannelsen. De fandt afgjort uddannelsen utilstrækkelig, og satte barren langt højere end lovkravet i deres undervisning. Det var en stor fornøjese, og loven er jo trods alt laveste fællesnævner.

Det er i min optik himmelråbende vanvittigt at man ved at kende billeders baggrunde kan få tilladelse til at skyde fugle....måske deraf det gode navn posefugl(hovsa...ned i posen med den fugl-hurtigt). sørgeligt.
ligeledes våbenhåndtering
kan du ramme-håndtere våben UNDER en jagt og stadig have hovedet med? hovsa...hvordan identificerer man et dyr under jagt?...hovsa hvordan lærer man alt det som man i 99,9% af menneskehedens historie, har lært ved at deltage med mere erfarne, gennemgå et ritual, og blive fuldgyldigt medlem blandt de udøvende...?

Kunne vi tage debatten om jagttegnsprøven skal laves om eller om den er tidssvarende.
søg evt:
Rapport til
Vildtforvaltningsrådet
om
forslag til ny jagtprøve

Foreslaget om en ny måde at anskue jagtprøven på, er en form jeg havde følt som mere tilfredsstillende end den prøveform jeg selv deltog i.

At krudtet i denne omgang bliver brugt til at skabe lyd, er jo som startskuddet....Så lad os finde en tone, der som jagten fordrer... respekterer, vores medmennesker, livets i alle dets mærkværdige former, og samfundet i almindelighed.
Mvh Mads Mårhund

"Jagttegn – officielt dokument til bevidnelse af at jeg intet ved om jagt og ikke kan ramme."

Kørekort - officielt dokument til bevidnelse af at jeg intet ved om trafik og ikke kan køre bil.

Men det lære man da stille og roligt..
Det er utroligt du har fået lov til at skrive det der ...

Uanset om man har gået på jagt i 55 år eller har været underviser siden Ruder Konge var knægt, ændrer det ikke ved det faktum at der på ingen måde kommer nogle ordentlige jægere , ud fra et kursus på 3 dage.
det er da ganske enkel logik.
At man ikke har tid til at deltage i et længerevarende kursus, er for mig at se en meget søgt forklaring. Hvordan får de stakkels mennesker dog tid til at gå på jagt efterfølgende, når de er så hårdt presset på tiden. Det er vist ikke noget problem...........
Da jeg tog jagttegn, var det på et aftenskole kursus som 16 årig. Vi lærte om alt i lærebogen. Var på ekskurtioner ud i naturen. Lærte at ordne skudt vildt, ja sågar lidt om tilberedning også.Lærte om de forskellige hunderacer og hvad de bruges til. Vildtpleje og terrænpleje m.m.
Alt ialt en god introduktion til faget, at være jæger.

Det mangler i høj grad her.Møder man en af disse"jægere" på jagt,kan man kun ryste på hovedet over deres manglende viden. Dette mener jeg er medvirkende til en forfladigelse af jagten, især etikken er gået fløjten.
Overdreven jagtudnyttelse,ingen respekt for love og regler. Ulovlige skydetårne over alt. Skyd før naboen og lignende. Det dur bare ikke.
Fortsætter det på den måde er det ikke vores jagtmodstandere der nedlægger jagten , men derimod os selv.
Vi trænger i den grad til at få styr på tingene.

Men bortset fra kan jeg så absolut ikke se noget forkert i, at Huntersmagazine har sendt en jagtmodstander på dette kursus. Synes faktisk det er en god ide. At LK så også er biolog er da ikke noget der er diskvalificerende, måske tværtimod.
Jeg vil ønske at debatten her på siden, kan få de ansvarlige til at vågne op og forbyde disse korte kurser. Desværre er der ikke meget hjælp at hente hos Jægerforbundet, der kun ser det som en fordel at der kommer mange nye "jægere" som kan blive medlemmer i DJ.
Hvis disse kurser fjernes, vil det selvfølgelig koste nogle få "undervisere" deres indtægt, men det mener er en billig pris for at få nogle ordentlige jægere og en god fremtid for jagten i Danmark

Som erfaren, gammel jagttegnslærer, tillader jeg mig følgende ytringer i forbindelse med den artikelserie (1 ud af 3) som af Line A. Kyhn og Hunters Magazine har udlagt på internettet.

Punkt 1.
Gud Fader bevare mig for at få en jagt-negativ type som Line A. Kyhn (biolog og Ph.D. i bioakustik) ind på et af mine jagthold.
Hun har jo fra første færd villet pille den stakkels jagttegnslærer fra hinanden og har benyttet sig af sin faglige viden til at sømme sin lærer fast til væggen. Mål og midler var formodentlig både aftalt og besluttet.
Jeg ved, hvem den pgl. jagttegnslærer er, og er ikke overrasket over, at det er hun lykkes fint med.
At han ikke har format til at skubbe denne vidende og dømmende dame ned fra sin vakkelvorne piedestal, må skyldes hans manglende faglige viden og format. Han skulle blot have holdt fast ved sin oprindelige beslutning om at fjerne Line A. Kyhn (biolog og PH.D. i bioakustik) fra kursus, - det havde været en god og rimelig beslutning.

Punkt 2.
Den hykleriske stemning som Line A Kyhn (biolog og PH.D. i bioakustik) er ved at piske op omkring de korte kurser (3dages kurser eller VIP kurser eller hvad de nu hedder) er helt hen i vejret og har ingen berettigelse. Disse kurser afholdes normalt helt i overensstemmelse med Naturstyrelsens forordninger.
Jeg kan jo læse af de forskellige indlæg hvor mange medløbere, der har meldt sig.
Ref.: "Kejserens nye klæder" har hun har slet ingen generel viden om det og det har de fleste kommentatorer heller ikke.
I råber bare skinhelligt op. Ingen af jer har deltaget i en jagttegnsprøve der i sværhedsgrad når op til de prøver der afholdes i dag! I skulle bare prøve, - ingen af jer ville formodentlig kunne bestå dagens jagttegnsprøver!
I kan muligvis nogle andre ting, men dem har I lært efter at have modtaget "license to kill". Og sådan er det! Jagtprøven er alene en adgangsbillet til at "lære at blive jæger".
Jagtprøven er rigelig svær som den er, og det kan ikke være meningen, at man skal have en Ph.D. i bioakustik for at få jagttegn.
Bonden, arbejderen og håndværkeren der gik ud af 9de klasse, og som måske ikke er så bogligt vel funderet, skal også have fornøjelsen af et jagttegn. Derfor skal vi passe meget på det ulmende fag- og uddannelsessnobberi, der er i gang.

Line A Kyhn (biolog og PH.D. i bioakustik) har tilmeldt dig et kursus, som er "ulovligt" og som ikke opfylder de krav som er fastsat af Naturstyrelsen og vi er derfor mange jagttegnslærere, der føler os uretfærdig beskrevet af dig, Kære Line.
End da på et helt forkert grundlag.
På mine korte kurser anvender jeg nøjagtig samme program og omfang af undervisning, som på de lange 15 afteners + skydedage - aftenskolehold. Deri er der ingen forskel.
Men det kræver lidt mere engagement og ihærdighed at kapere alt, hvad der indlæres på et 3dages VIP jagttegnskursus.
Det har nogle svært ved, og for dem er de lange aftenskolekurser jo stadig til rådighed.
Til Line A. Kyhn (biolog og PH.D. i bioakustik) vil jeg sige: "Hvordan kan du med din fine akademiske uddannelse deltage og fortsætte på et kursus, der er både meget ringe og delvis ulovligt? Har du ikke læst kapitel 1 i lærebogen "vildt-Jagt" side 1-7 & 1-8 om det krævede indhold i undervisningen som jagttegnslæreren skal leve op til?
Lad mig forøvrigt lige her korrigerer din opfattelse af kravene fra naturstyrelsen til et kursus.
Det er flere år siden at betegnelsen " jagttegnslærer" blev ændret til "våbenkursuslærer" og samtidig blev gjort autoriseret.
Kravet til undervisningen er baseret på en obligatorisk gennemgang af lærerbogens Kap. 3 Våben samt praktisk våbenbetjening, afstandsbedømmelse og skydning over 2 dage på en skydebane.
De øvrige Kap. som f.eks. Kap. 2 Vildtet, Kap. 5 Jagtens udøvelse og Kap. 8 Love og bekendtgørelser kan læses op ved selvstudie.
Jeg går selvfølgelig ud fra at du har købt lærerbogen Vildt & Jagt med der til hørende øve CD rom og opgavehæftet Vildt & Jagt med alle spørgsmål, du kan få til prøven. På denne lærebogs 449 sider samt i opgavehæftets 85 sider kan du læse dig til alt hvad Naturstyrelsen mener du som jæger har brug for som en start på din jagtuddannelse.
Jeg siger bare: Kære Line, hvordan kan du være så blank og så alligevel debattere offentligt?

Punkt 3.
At Line A Kyhn (biolog og PH.D. i bioakustik) med sin udtalelse ".... , men derimod udlægges af gamle jægere med indgroede vaner og et forældet natursyn, så vil det tage generationer at ændre på jagten eller jægernes forståelse for sammenhængen i naturen" rammer langt, langt under bæltestedet på en "gammel" 74 årig jagttegnslærer som undertegnede, er forhåbentlig helt klart for de fleste.
Udover et aktiv jagtliv i mere en 55 år, har jeg påtaget mig at være først jagttegnslærer og senere aut. våbenkursuslærer for mere en 3000 glade jægere i min tid. Jeg er autoriseret flugtskydningsinstruktør, censor ved den frivillige jagtprøve og jeg har opdrættet utallige hunde og været en ivrigt hundesportsmand, samtidig med at jeg har blæst jagthorn, rejst, læst og skudt mere end Line A. Kyhn (biolog og PH.D. i bioakustik) kan forestille sig.
Kære Line! Hvordan kan du være så entydig og uretfærdig i din holdning som helt ny jæger? Du har sandelig meget at lære!

Punkt 4.
Hvordan kan du Line Kyhn (biolog og PH.D. i bioakustik) og dine medløbere kritisere jagttegnsundervisningen i det omfang I gør?
Hvad ved I om det? Og hvor ligger jeres erfaring?
Jeg fik for mere en 55 år siden mit jagttegn (uden prøve - som ca. 14000 af de nulevende gamle danske jægere) hos landbetjenten i Ballerup, for den beskedne sum af 45 kroner.
Så vi er stadig rigtig mange "gamle og fede" jægere, der har fået jagttegnet uden at have været på jagttegnskursus eller til prøve.
Men jeg kan forsikre dig for: Jeg ved noget om vildt, jagt og natur, - mere en du har læst dig til, og jeg har ikke indgroede vaner og et forældet natursyn. Jeg kan også forsikre dig for, at jeg i mit jægerliv har lært at lytte, se og opleve.
At du har begået en kæmpe fejl, ved at lade dig udnytte til at skrive en kritisk artikelserie om et jagttegnskursus, du aldrig burde have deltaget i, og som du nu ikke har en kvindes mod til at omtale ved navn, skal altså belaste de mange seriøse jagttegnslærere, der bruger al deres viden, flid og energi på at lære fra sig om det de ved og kender til - så godt som muligt indenfor rammerne af de udstukne retningslinier fra Naturstyrelsen.
Jeg siger bare: Kære Line hvor er du dog blevet misbrugt. Hvis du havde haft en ven i Steen Andersen, burde han ha' stoppet dig i tide. Men han har slagtet dig for ussel sensation.

Med jægerhilsen,
Per-Ole Larsson, Våbenkursuslærer
FRIJSENVANG
Toftevej 50 - Søborg
3250 Gilleleje DK
pol@frijsenvang.dk

Jeg forstår slet ikke Hunters Magazine's ide og motivation med at hyre en person som Line A. Kyhn (biolog og Ph.D. i bioakustik)til at optræde som spion i en jagttegnsaspirants forklædning.
HM er vel vidende om hendes totale modstand og aversion mod jagt, og hendes uimodsagte store viden om vildtet (kapitel 2 i lærebogen). En viden som ingen kan forlange, at en jagttegnslærer i dette land kan hamle op med.
HM ulejliger sig heller ikke med at lade den stakkes jagttegnslærer komme til gen-mæle samtidig med at artiklen trykkes, så hans evt. forsvar kan læses samtidig. Det er god skik og ville da være en fair og rigtig handling. Hvad er det dog HM har gang i?
Det her er efter min mening uklædeligt og ujægerligt begået af HM.
Mig bekendt har HM annonceret flittigt på den pgl. lærers (jagttegnsudbyders) web.side, så helt fremmede overfor hinanden kan man jo ikke være.
Pføj for den siger jeg bare!
Per-Ole Larsson - Jagttegnslærer/Våbenkursuslærer
Aut. Flugtskydningsinstruktør, Aut. censor ved den frivillige jagtprøve
Ps. En kritik af Line A. Kyhn (biolog og Ph.D. i bioakustik) vil jeg tillade mig at indrykke lidt senere i dag.

Jeg skal lige starte med at undskylde at jeg i min kommentar til Line A. Kyhn vil bruge en del ironi og sarkasme, for nu at holde tonen i samme stil som hun selv gør. Almindeligvis anser jeg det ikke som god pli.

Først engang har jeg selv taget jagttegn sidste år. Netop for øvrigt på et sådan populært kursus som Line beskriver. Mest fordi mit arbejde gør, at jeg ikke kan følge en kontinuerlig undervisning over en hel sæson, hvor man sætter hver onsdag aften af til jagttegnet. Ikke fordi min kone ikke er indforstået med at jeg sætter onsdag aften af, det er hun såmænd. Mere fordi mit arbejde gør at jeg kan være forskellige steder i Danmark, Tyskland, England m.m. Så derfor var det den ”lette” måde at tage jagttegnet på. Og så let synes jeg nu for øvrigt ikke at det var!

Men tilbage til artiklen. Det der med at ræven er en invasiv art sagde min jagttegn underviser også, eller i hvert fald tæt på. Faktisk sagde han at: ”Ræven er (ligesom) en invasiv art. Jeg vil mene at det lille ekstra ord, gør en ganske stor forskel i forståelsen. Og jeg skal indrømme at jeg måske har nået alderen hvor mange ikke kan trække maven ind (min kan nu lidt endnu) og jeg er vokset op på landet. MEN derudover kan jeg henvise til bladet Jæger, 20. årgang, december 2011, side 37. Her står der direkte under overskriften ”Gør noget ved rovvildtet” at ”ræven er et herligt dyr – men også det rovdyr der gør mest skade på markvildt, vadefugle, andefugle og råvildt. Der henvises bl.a. også til en undersøgelse fra England, hvor der over en periode på tre år er en vækst i ynglebestanden af agerhøns med en faktor på 2,6. Line skriver noget om jagt eller kaos. Det er nok noget overdrevet, men i forhold til de undersøgelser jægerforbundet henviser til, må der siges at være en lille smule om snakken. Men måske Line i sit næste kapitel kan henvise til konkrete og seriøse artikler der understreger hendes påstand?
Og nej, jeg tror ikke jeg har hørt om eksempler på at børn er blevet spist af ræve. Til gengæld har jeg hørt om følgende: ”Har du ræve i haven, bør du dog være på vagt over for dens ekskrementer, da de kan være inficeret med æg fra en særlig bændelorm, som også kan angribe mennesker og hunde. Ormen kan i værste fald sætte sig i leveren og over tid være årsag til svulster (http://www.bolius.dk/alt-om/skadedyr/artikel/fakta-om-raeven/)” og om følgende: ” For nylig er beskrevet et tilfælde af en patient, der er omkommet som følge af særlig type bændelorm, også kaldet EM (echinococcus multilocularis) eller rævens dværgbændelorm, som lever i fordøjelsessystemet hos ræve. Bændelormen er ikke større end 2 - 4 millimeter og påvirker tilsyneladende ikke rævene, men bliver mennesker smittet, vil den lille bændelorm kunne forårsage varige skader på leveren.og andre organer (http://www.parcelhus.dk/module/articles/art/1844/R%C3%A6ve+med+d%C3%B8de...)
Nu ved jeg naturligvis ikke om forfatterne af ovennævnte indlæg er over den alder hvor maven ikke kan trækkes ind, eller om de er vokset op på landet. Men jeg er sikker på at en biolog og PhD kan komme med en kommentar om at det er korrekt eller forkert. Men for at beskytte børn, eller andre målgrupper med et nedsat immunforsvar, vil jeg nok vælge at lytte til både jægerforbundet og min jagttegns underviser – og jage ræven indtil jeg er blevet bedre lært.
Jeg ved ikke hvor mange af læserne der har kørekort, der med god samvittighed kan sige, at de kunne køre ordentlig bil lige da de havde bestået køreprøven. Jeg vil ikke påstå (sikkert grundet min alder) at jeg kunne. Men jeg fik det lært. Faktisk så godt at jeg nu på tyvende år er elitekører. Men det er som sagt kommet hen ad vejen.
I alle brancher, og i alle områder er der brodne kar. Folk der kører spirituskørsel, kører for stærkt, kører hasarderet, kører over for rødt etc. Alligevel er lovgivningen ikke lavet sådan at det nu skal tage MINDST 6 måneder at få kørekort. Selvom man i en bil faktisk har ret store chancer for ikke kun at slå dyr ihjel!
Det er muligt at Line ikke har lært noget brugbart på jagttegnskurset. Måske fordi hendes erhverv som biolog med PhD giver hende et særdeles kraftigt forspring til almindelige bonderøve som mig. Jeg har nok ikke den store forståelse for sammenhængen i naturen, og har derfor nok ikke de store initiativer til at ændre den (forståelsen altså). Jeg nyder bare naturen – og er glad for det. Den der med ”Farvel havørne” i artiklen – hvor kom den lige fra? Hvis hendes jagttegnslærer har fortalt hende at den er jagtbar – så forstår jeg godt hendes forargelse. Den er nemlig fredet 
Til næsten slut kan jeg med god samvittighed sige at jeg gennempløjer (landudtryk) jagtbladet for at suge så meget viden til mig som muligt, og jeg ser gerne programmerne på DK4. Jeg er nemlig interesseret at lære noget nyt. Derudover har jeg ikke skudt noget i min første sæson. Jeg har haft mulighederne, men kuglefang, solopgang, lovgivning og anden sikkerhed har ikke været på min side. Til gengæld har jeg fået nogle fantastisk oplevelser ud af det. MEN jeg bliver drabsmand – fordi jeg kommer til at skyde mere end eet dyr. Og det er et drab – på en smuk skabning, uanset om det er for at spise eller for at få et trofæ.
I hele denne artikel er jeg egentligt mest forundret over at Steen Andersen som ansvarshavende redaktør har godkendt et så satirisk, sarkastisk og ironisk indlæg der gør tykt grin med jægerne. Uden at det på nogen måde skal lyde forkert, tror jeg Steen er lige præcis så gammel, at han slet ikke var nødt til at tage jagttegn. I ”gamle” dage, gik man nemlig ned til den lokale sherif, kiggede ham dybt ind i øjnene, og fortalte på tro og love at man ”kun” ville slå dyr ihjel. Derefter fik man et girokort. Den tid er heldigvis forbi, men jeg må fra hjertet sige at Steen har udviklet sig til en formidabel jæger, og jeg nyder at se udsendelserne på DK4, bl.a. den om jagt på vildsvin i Polen Fantastisk skud, og fantastisk oplevelse at måtte se med.
Det der overrasker mig, er at jeg troede at han ville sørge for en saglig, nøgtern og fuldkommen nødvendig debat omkring nedbringelse af anskydninger m.m. Det jeg er forundret over er at Steen Andersen/Hunters Magazine SENDER en jagtkritiker på jagttegnskursus! SENDER – undercover operations – med hvilket formål?
Er der ved at komme for mange unge mennesker, modne mænd og damer, fra gader, byer og stræder, der er ved at ødelægge standarden for jagtetikken? Er det fordi at ganske almindelige mennesker nu også vælger at gå på jagt? Uanset, så er det i hvert fald for mig forbløffende – og formålet er for mig ikke forståeligt. Men jeg glæder mig da til den næste artikel – og jeg LOVER at jeg vil undlade satire, sarkasme og ironi – forudsat at Line gør det samme. Ellers afgiver jeg gerne et løfte om at jeg svarer igen med samme mønt.

Jeg har netop læst Lines artiklen og jeg vil starte med at sige jeg har taget jagttegn. Hos dette firma og kan på ingen måde genkende det Line har oplevet.
Jeg har prøvet jagttegns kursus på den anden måde med mange hverdage i uge hvor der blev drukket kaffe og talt om alt muligt ligegyldigt,da jeg ikke kom til prøven der prøvede jeg det her 4-5 dags kursus.
Vi fik en god og fyldig undervisning med de relevante ting vi skulle bruge.
Vores skyde dag var meget proufesonel med mange lerduer og tre gode skyde lærer.
Vi fik ligeledes talt meget om jagt etik og moral Jeg bestod uden nogle problemer. Og tog bagefter riffel kursus samme sted igen må jeg sige sikkerhed og god undervisning.
Jeg har nu været lykkelig jæger i et år været med på mange gods jagter og små jagter og har haft stor nytte og gavn af det jeg har lært,SÅ kan kun anbefale at tage jagttegn hos Jagttegnet
MVH en glad ny jæger på 43 sommer

Tak til Hunters Magazine og Line Kyhn for en relevant og velskrevet artikel.
Den jagttegnsundervisning, som Line har modtaget, er tilsyneladende en kombination af et forældet natursyn og en overfladiskhed i omgangen med den kompleksitet, der rummes i det at beslutte sig for at ville gå på jagt. I lighed med andre kommentarer, håber jeg, at det er undtagelsen snarere end regelen, at kommende jægere er så uheldige.
Jeg har gået på jagt i Danmark i mere end 40 år og vil beskedent mene, at mit natursyn hele tiden har været moderne og nuanceret i den forstand, at det indebærer en grundlæggende respekt for alt liv, og at jagtudøvelse til enhver tid skal kunne accepteres af det omgivende samfund.
Mit ærinde her er at påpege en sociologisk dimension i udviklingen i dansk jagt. Hvor jagt tidligere var knyttet til landbrug og i mindre udstrækning til fiskeri, er det at gå på jagt i stigende grad blevet en urban hobby, man vælger i stedet for eller som supplement til andre 'sportsaktiviteter'. Herved mister jagten sin tilknytning til et høstprincip, som under alle omstændigheder rummer en forståelse for sammenhænge i naturen. For mange nye jægere er naturen i dag en slags kulisse eller ramme om 'fortællingen om mig selv'. Sociologer påpeger en stigende individualisering i det senmoderne samfund, og hvorfor skulle en sådan udvikling ikke slå igennem på jagtens område? Måske derfor ser vi i dag stigende fokus på 'enerens' jagt, riffeljagt på trofæbærende vildt her og i udlandet, og mindre interesse for afdæmpede fællesjagter med hagl. Hertil regner jeg naturligvis ikke spektakulære jagter på udsatte fasaner til tårnhøje priser og med garanti for bestemt udbytte mv. - sådanne jagter er også velegnede til at iscenesætte sig selv som en fandens karl.
Når samfundets normer og moralbegreber omkring grådighed og adgang til rigdom ændrer sig i retning af at, enhver er sin egens lykkes smed, og at "greed is good", vil vi opleve en stadig mere kold og brovtende adfærd på jagterne - ganske enkelt fordi jagt er en ideel ramme for fremvisning af økonomisk formåen, handlekraft og 'forældet' maskulinitet. Hertil passer et forældet natursyn, som Line har fået det formidlet, som fod i hose, fordi det er lige så simpelt som aktiehandel på nettet. Måske slår udviklingen igennem i rekrutteringen af undervisere til jagtprøven?

Det er altid sundt at høre forskellige meninger og vi ved jo, at der er lige så mange meninger som der er jægere.

Men kære jagt kammerater, glem ikke at det er voksne mennesker der tager jagttegn og om man har taget jagttegn på den lange eller den korte måde, er pensum stadig sat sammen af Naturstyrelsen, ligesom jagteksamen er. Det gælder vist for de fleste, at man ikke er en erfaren jæger når man for første gang står med et jagttegn i hånden. Det er den enkeltes ansvarsfølelse og etik der udgør jægeren - ikke måden hvorpå jagttegnet er opnået.

Det er pudsigt med det jagttegn.
Nu giver Line Kyhn udtryk for manglende undervisning m.m. og hvis hun huskede reglerne udenad, så skulle hun nok bestå.
Til sammenligning vil jeg lige nævne dette eksempel, på en mand, "der kan sit kram" i hvert fald det praktiske.
78 år, uddannet skytte fra Egeskov, netop hjemkommet til Danmark efter at have boet i Skotland i mere end 30 år, hvor han drev en estate med hjortejagt. Bestod DMQ, skotsk jagttegn, level 1 og 2 i 2006.
Han troede og forventede, at han kunne få ombyttet sit skotske jagttegn med et dansk, idet der i jagttegnsbekendtgørelsen står, § 20 stk. 3 Stk. 3.
"Personer, der har fået udstedt dansk jagttegn i medfør af stk. 1, og som senere tager fast bopæl i Danmark, kan ikke få udstedt nyt dansk jagttegn, med mindre de består jagtprøven. Hvis særlige grunde taler derfor, kan Skov- og Naturstyrelsen gøre undtagelse herfra."
Han rettede henvendelse til vildtkonsulenten i Thy, fordi han mente, at han havde særlige grunde til undtagelserne. Vildtkonsulenten meddelte, at han ikke er en undtagelse, der kan få ombyttet det skotske jagttegn til dansk.
Så er det jeg spørger, hvad er det for særlige grunde der taler imod.
Jo, det der taler imod er, at "teoretisk udenad viden" vejer tungere, end den viden der er opnået gennem 70 års praktisk erfaring.
Som et kuriosum skal så nævnes. Jagttegnet skal ikke bruges til jagt i Danmark.
Men, der kræves jagttegn for at få våbentilladelse til jagtriffel, der er nødvendig for at få europæisk våbenpas, der er nødvendig for at få en skotsk våbentilladelse, idet det er i Skotland, han går på jagt.
Det er derfor, det er så pokkers nødvendigt at gå til jagtprøve.
Forstå det det dog!!!

Dejlig velskrevet og saglig artikkel, selv om det som jagttegnslærer og jæger piner mig at måtte læse, det står så slemt til. Jeg er ikke selv tilhænger af weekend kurser, tværtimod. Der er en ting der umiddelbart slår mig i forhold til det beskrevne undervisningsforløb, nemlig en dags praktik på skydebanen.

Jf. Naturstyrelsens: Instruks for våbenkursuslærere fremgår det det at:

-Teoretisk del skal omfatte min. 3 lektioner fordelt på max. 2 dage. Det kan jo have være tilfældet på jeres kursus. Personligt evner jeg ikke at komme igennem stoffet på under 4-5 lektioner.

-Den praktiske dels lektioner skal fordeles på min. 2 dage, hvor der undervises i både våbenbetjening, skydeteknik og afstandsbedømmelse. Undervisningen af et hold på 12-16 elever skønnes at ville kræve 12 lektioner.

Det er for mig svært på denne baggrund at se hvorledes disse (basale) krav kan være opfyldt på en dag på skydebanen for den praktiske del.

Efter at jeg har læst LK oplevelse i forbindelse med at erhverve sig et jagttegn, så må jeg da give "Damen" ret. Den lærer var for dårlig!
Kunne naturstyrelsen ikke stille med nogle af biologerne som undervisere, for jeg tror de ved noget mere om de dyr der lever i vores fauna, og jeg tror også, de er bedre undervisere. Den praktiske del kan godt varetages af en dygtig jæger, der ved noget om våben og skydning, der er mange inden for dansk jægerforbund der er kompatente til den del af undervisningen. Jeg glæder mig meget til de to næste artikler.
Ps: Hvad er bioakustik for en størrelse?

Al mulig respekt for Line! ....synes også det er positivt at hun selv fortæller at hun er "jagtmodstander" og derfor iforvejen nok er rimelig kritisk over jægerstanden! Jægere er en bred masse, bestående af folk fra alle samfundslag, og med vidt forskellig uddannelsesmæssig baggrund! .. Når det er sagt, kan jeg kun på alle jægeres vegne beklage en underviser som har et så forkvaklet syn på både vildtet og den pligt han iflg. Naturstyrelsen - som våbenkursuslærer - har til at undervise i langt mere stof end du åbenbart er blevet? Et for mig at se, område hvor rigtig mange "springer over hvor gærdet er lavest" - er undervisningen i afstandsbedømmelse og praktisk skydning og våbenbetjening/sikkerhed. Hvilket åbenbart også er sket på det kursus Line har deltaget i! .. man bør ikke kunne erhverve et jagttegn på bare en weekend, og hvis alligevel så forvente at man bliver fortrolig med våben-/sikkerhed! Kravene er at jagttegnsaspiranten, skal have været min. 2 x på skydebanen og skyde min. 50 skud til lerduer i forskellige retninger!!! hvordan dette kan gøres på 1 dag, undrer mig, og at læreren vil være bekendt at underskrive våbenkursusbeviset på denne baggrund, kan kun undre mig, måske det også her er pengene som styrer spillet ??
Håber at Naturstyrelsen snart gør alvor af, at gøre kravene til dansk jagttegn sværere og mere jagtrelevant, til gavn for alle os, som elsker at gå på jagt og slå ihjel!! Jagt skal ikke forsvares - men forklares...

En rigtig god artikel, selvom jeg godt nok håber dette kun er et enestående tilfælde. At jagttegnseleverne ikke har noget viden omkring jagt, dyreliv eller natur, kan man heldigvis gøre noget ved. Men at en underviser har så mangelfuld en indsigt i emnet, han skal forsøge at undervise i, det er da beskæmmende.

Så længe der er nogen, der vil tage den lette og hurtige vej vil der altid være et udbud for denne slags kurser, hvor man springer over gæret, hvor det er lavest.

Jeg bliver imidlertid harm, når jeg møder disse "nyjægere", der kan det hele efter et weekend kursus, men intet kender til etik og moral på jagt, i skoven og overfor vildtet.

At tage et jagttegn er at tage en uddannelse, og der er meget at lære, specielt, hvis man ikke er vokset op med jagt.

Men også os, der kom med far i skoven siden vi kunne gå, kan lære noget på et jagttegnskursus, og sådan skal det være.

Jagttegnskurset skal være den øverste instans, som ved alt om jagt i teorien, og som kan inspirere med historier og viden om jagt i praksis.

Så jeg er stor tilhænger af, at jagttegnskurserne i almindelighed og disse weekendkurser i særdeleshed skal kigges efter i sømmene, og niveauet holdes oppe gennem løbende evalueringer og certificeringer.

Jeg har stor respekt for de jagttegnslærere, der bruger aften efter aften en hel vinter på at lære de unge jægere ikke blot teori og praksis, men gør det med en entusiasme som ildsjæle for sporten.

Til gengæld har jeg INGEN respekt for de lærere, der tror de kan lære et jagtpensum fra sig over et par weekenden, og samtidig påstå, at de uddanner ansvarlige og dygtige jægere.

Mvh
K. Eriksen

Yep, god artikel, glæder mig til de næste to.

Og hun har så sandelig ret i mange ting. Men efter min mening er jagtens verden meget lukket, måske pga. nogle mindre friske ting der stadigvæk foregår?
Her kunne for eksempel Naturstyrelsen vare behjælpelig efter man har fået jagttegn med en del praktiske tiltag. Sker heldigvis nogle steder, men også her er der en nepotisme. Man bliver lidt overladt til sig selv som nyjæger. Og hvor god er det for det etiske?

God artikel om et vigtigt emne.
Jeg mener at disse korte kurser bør afskaffes, for som Line Kyhn fortæller er der kun tale om udenadslære og dermed ingen undervisning i baggrunden for jagtloven. Der er f.eks en årsag til at vildtet primært jages i efterårsmånederne, at en riffel kugle til skud mod større hjortevildt skal have en anslagsenergi på E100 på min. 2700 J med 9grams kugle.

Et andet problem er naturligvis den omtalte undervisers holdning til emnet. Det er faktisk meget bekymrende. En løsning kunne være nogle åbne evalueringer af jagttegnsundervisningen. Dårligt evaluerede kurser vil (forhåbentlig) blive fravalgt.

Jagten i Danmark er i den grad afhængig af dygtige og veluddannede jægere. Både for vildtets og naturens skyld. Men også selve jagten, for med lovovertrædelser og dårlig jagtetik bliver vi jægere kun mere upopulære.