Køb af riffel

Køb af riffel

Velassorterede jagtforretninger har mange rifler at vælge imellem i mange prisklasser. Af Bente Post-Pedersen & Rolf Hagstrøm.

Hvad skal Du jage?

Inden Du køber en ny, brugt eller bare en anden riffel, bør Du gøre Dig klart, hvilke jagtformer Du skal dyrke, og hvad for noget vildt Du skal jage. Hvis Du udelukkende skal jage råvildt, har Du ikke brug for en stor kaliber. Hvis jagtambitionerne også gælder f.eks. elg og bjørn, kommer Du ikke uden om en af de større kalibre. I det følgende finder Du 12 gode råd , der ruster Dig til køb af riffel.

Køb af riffel
© huntersmagazine.com 2004, Steen Andersen

Bevar så vidt muligt det kølige overblik.

1.Gør Dig klart, hvad riflen må koste, men husk at Du får hvad Du betaler for.

2.Det er meget vigtigt at vælge en kikkert af god kvalitet. Det er som regel fugt der ødelægger en kikkert og ikke slag og stød, derfor skal kikkerten være vandtæt. Det er vigtigt, at der er en lang garantiperiode på kikkerten; mindst 10år. Du kan med fordel købe en brugt tysk eller østrigsk kikkert.

3.En velegnet kikkert til danske forhold kan være 1,5-6 x 42. Den vil også kunne anvendes til det meste jagt i udlandet.

4.Kikkertmontagen skal være af god kvalitet. Ved skudafgivelse bliver montagen udsat for meget hårde belastninger. De fleste problemer med præcisionen under indskydning skyldes fejl ved montagen.

5.Det er ikke alle montager, der er lige lette at montere. Du skal derfor sikre Dig, at det er en bøssemager, der har monteret kikkert og montage og ikke ekspedienten, der har skruet den på ude i baglokalet .

6.Når kikkerten er monteret, skal den sidde lige. Afstanden fra øjet til kikkerten finder Du ved lægge riflen til kinden. Når Du har fuldt syn gennem kikkerten uden at flytte hovedet, er afstanden korrekt.

7.De fleste rifler kan med den rette ammunition sætte tre skud indenfor en femkrone.

8.Når du står i forretningen – eller hvor Du nu handler - skal Du prøve aftrækket på riflen. Det skal gå jævnt og ikke i ryk, hvis ikke skal det udbedres inden Du køber riflen.

9.Sikringen skal være lydløs og kunne betjenes, når Du har hånden på pistolskæftet.

10.Bundstykket skal gå jævnt, og kunne fører patronen (også den sidste) op i kammeret hver gang.

11.Du skal sikre dig at længden på skæftet passer til dig.

12.Du kan med fordel købe en brugt riffel af god kvalitet, frem for en ny af tvivlsom oprindelse.

Infoboks.

Bente Post-Pedersen er riffelinstruktør. Bente begyndte at skyde med jagtriffel i foråret 1997. Intensiv træning på skydebaner og tørtræning hjemme har i løbet af tre år bragt hende i en position som en af de førende kvindelige jagtriffelskytter i Danmark. Sommeren 2000 vandt hun således den åbne kvinderække ved Danmarks- mesterskaberne i Jagtfeltskydning, og blev 2003 Nordisk Mester på den løbende elg. Bente skyder med en Blaser R93 kaliber 6,5x55. På årsbasis skyder hun omkring et par tusind skud på skydebanen.
Rolf Hagstrøm er ligeledes riffelinstruktør og en af de rutinerede skydeledere på Storkøbenhavns Jagtforenings skydebaner på Amager. Rolf skyder omkring 3.000 skud om året og benytter en Blaser R 93 til såvel konkurrencer som jagt.