Keiler på italiensk

Keiler på italiensk

Kejleren som det lykkedes at fælde på 120-140 meters afstand – med kikkerten på blot 2 ganges forstørrelse. Dyret her vejede ca. 110 Kg. og blev fældet med et fint gennemskudt bladskud fra en .338 Blaser Magnum og en 13,6 grams Barnes TTSX-kugle i kobber.
Af Steen Andersen.

Italien.

Tirsdage og fredage må man ikke jage i Italien. Det gælder hele landet. Skal man på drivjagt skal der deltage mindst 18 jægere, og de skal alle bære røde/orange veste og ditto hovedbeklædning. Alle jagtdeltagere registreres før jagten går i gang, og udbyttet ligeså med tags, der skal placeres i dyrets øre, straks det er nedlagt. Sidst men ikke mindst skal de centrale forvaltningsmyndigheder have tilsendt et stykke af det nedlagte dyr. I år er det halen, sidste år var det det ene øre, og sådan skifter det fra år til år. Jagten er overvejet, reguleret og udført af anstændige og forstandige jægere, der i det store og hele minder mere om det vi oplever i Danmark, end det der kendes fra sydlandske film. Jagten i Toscana og Emilia Romagna forgangne weekend var en stor og positiv oplevelse.

Italien
© huntersmagazine.com
2011, Steen Andersen

.

Jægerne mødes på torvet i den lille by. Lige ved siden af den lokale cafe hvor en ekstra kop kaffe kan indtages, mens de sidste støder til, og alle registreres i jagtjournalen.

Italien
© huntersmagazine.com
2011, Steen Andersen

.

Stemningen er jovial. De der deltager er lokale konsortiemedlemmer og gæster fra fjernere destinationer. Selv danske jægere, kan med den rette forberedelse, blive inviteret med på de store drivjagter.

Toscana.

Klokken 7.30 er der samling i den lille landsby, som blandt andre huser den landmand som er byens borgmester og indehaver af de jorde vi skal jage på denne weekend. Alle har god tid. Venner støder til fra andre fjerne egne, og der er god tid til at byde dem velkommen, og moppe ham der skød forbi til sidste weekends største gris. Ja, selvom man ikke forstår sproget, så forstår man så glimrende meningen...
En god time senere bliver vi sat af på post. I tæt tåge. Naboposten kommer op til os, for at redegøre for sin egen placering. Sikkerheden har høj prioritet, og både min fotograf Kasper Thorsøe, arrangøren Ib Larsen og jeg selv føler os i helt sikre hænder herude i det smukt kuperede landskab, som forvandles til en drøm af en kælkebakke, når sneen falder senere på året.
Vi er i den nordøstlige ende af Toscana, lige på grænsen til Emilia Romagna. Et skønt og dynamisk hjørne af Italien, hvor mad, livsglæde og jagt tydeligvis går op i en højere enhed.
Efter en enkelt fældet unggris nedlagt af en skytte lige overfor vores position men længere nede af bjerget, går vi til frokost. Også her er der både god tid og god stemning. Rødvin er der på bordet, og vi diverteres med fire pastaretter før kødet bæres ind og afsluttes med sødekager på store fade. Kaffe og af sted. Et skønt liv.
Eftermiddagsdrevet foregår på den anden side af bjerget, og posten er lovende, få vi at vide, da vi bliver sat af.

IIS.

Det er Ib Larsen som driver rejsebureauet Italien Information Service A/S, der har arrangeret denne strålende jagt. I mange år har han arrangeret tunge sprog- og kulturrejser til det meste af Italien, men er i løbet af de senere år kommet i kontakt med lokale jægere, som gerne inviterer udlændinge med på jagt. Og sådan foregår det så fremover, når man tager med Ib Larsen på guidet jagt med de lokale. Ib taler sproget flydende, og er ny jæger med stor indsigt i de lokale forhold. Han sørger for at al kommunikation er i top, og værterne tager sig af resten. Som eksempelvis at sørge for en god og dramatisk post til Deres udsendte.
Knap en time inde i drevet, halser hundene inderligt og har retning lige mod vores post.

En keiler.

Spændingen stiger unægteligt, når man kan høre, hvordan hele ekvipagen kommer tættere på. Vi står lidt oppe, og kan overskue en åben bred mark, et højt gærde og et markstykke bag. Til venstre og længere væk er der tæt skov og krat. Bag gærdet kommer der en grå skygge i fat. Den standser i en åbning i gærdet, og jeg hæver min riffel. Kasper (fotografen) hvisker indædt, at jeg skal gå til venstre, for han kan ikke se og filme dyret. Jeg stepper sidelæns, og grisen står der stadig og lytter efter hundene. Jeg skyder frit stående og med kikkerten (Zeiss Duralys med lys 2-8x40) skruet ned på laveste forstørrelse.
Svinet løber 30-40 meter og styrter om. Det hele er foreviget på film.
Det kan simpelthen ikke være bedre, og det skud blev begyndelsen til hvad jeg tror kan blive et solidt venskab med de italienske jægere, som godt nok var tilfreds med såvel keileren som skydningen – sikke et held..
Det blev en god weekend.

Efterspillet.

Mandag aften delte vi kødet i absolut lige store portioner, så alle jagtdeltagerne fik lige meget kød af nøjagtig ens kvalitet med hjem. Og at jeg ville have tænderne fra keileren, vakte stor undren. De gutter går på jagt for kødets skyld. Og det smager dejligt. Dagen efter skar jeg min portion til, og hældte det meste af det i pølsetarm sammen med vores hotelvært.
Mandag morgen tog vi så på den duejagt, som allerede er beskrevet på disse sider, og siden spiste vi frokost med den lokale præst, tog i mudderbad for at afprøve nogle af omegnens wellness-tilbud, spiste menuer så omfattende at man skulle nive sig i armen, og nød på alle måder livet, som det kun kan ske i netop Italien.
Trofæjagter og store parader skal man opleve andre steder i verden, men har man lyst til at komme tæt på den lokale jagttradition og deltage som ligemand eller kvinde, så har Ib Larsen og hans Italien Information Service her et unikt jagttilbud, som næppe andre kan præstere. Og i forhold til det vi oplevede, så er en rejse af denne art anbefalelsesværdig fra ende til anden.
Hele jagten og en hel del af alt det andet vi oplevede er blevet filmet og kan opleves i Jagtmagasinet på dk4 – første gang den 29. januar klokken 17.00.

Beretning om duejagten.
Italien Information Service.