Kronvildt

Kronvildt

Af biolog Ole Pedersen.

Oversigt.

Cervus elaphus
Engelsk: Red deer
Tysk: Rothirch
Fransk: Cerf elaphe
Der har ofte været tvivl om hvorvidt, wapitien (Amerikansk: Elk) hører til kronvildtet eller det har sin egen slægt. I det følgende anses wapitien ikke for medlem af kronvildtslægten.

Der findes 12 underarter af kronvildt:
Svensk kronvildt: C. e. elaphus
Europæisk kronvildt: C. e. hippelaphus
Korsikansk kronvildt: C. e. corsicanus
Shou/Wallich’s hjort: C. e. wallichi
Atlaskronvildt: C. e. barbarus
Hangul: C. e. hanglu*
Maral: C. e. maral
Yakandisk kronvildt: C. e. yakandensis
Baktrisk kronvildt: C. e. bactrianus**
Norsk kronvildt: C. e. atlanticus
Skotsk kronvildt: C. e. Scoticus
Spansk kronvildt: C. e. hispanicus
*Underarten er optaget på bilagslisteliste A i Washington-konventionen, hvorfor der kræves Cites-tilladelser for ind- og udførsel af trofæer.
** Underarten er optaget på bilagslisteliste B i Washington-konventionen, hvorfor der kræves Cites-tilladelse for udførsel af trofæer.

Udseende.

Kronvildtets sommerpels har almindeligvis en varm rødbrun farve, som slå over i det mere gråbrune ved skift til vinterpelsen. Kalvene er plettede ved fødslen, men pletterne forsvinder efter 2-3 måneder. Dog ses ind imellem voksent kronvildt der i større eller mindre grad har beholdt pletterne.
Inden for de almindelige farvevariationer ses hvide, flødefarvede, delvis albinoer og albinoer. Kun én gang er der kommet indberetninger om en sort kronhind. Blandt de asiatiske underarter ses også farverne mørkebrun og lys grå.
Vægten varierer meget inden for de forskellige underarter med det korsikanske kronvildt som det mindste med en vægt på omkring 80 kg over det europæiske på mellem 200 og 300 kg til maralen på op mod 400 kg. (levende vægt). En dansk kronhjort vejer til sammenligning omkring 190 kg. (levende vægt). Skulderhøjden varierer alt efter arten mellem 100-140 cm.

Kronvildt
© huntersmagazine.com
2005, Steen Andersen

Pelsen skiftes i det tidlige forår.

Adfærd.

Kronvildt holder almindeligvis til i skovområder, men kan hvor de på grund af skovfældninger eller anden menneskelig aktivitet opholde sig både relativt højt oppe i bjerge , på hedesletter og i moser. Dyrene lever primært af græsser, bark, lyng, skud af nåletræer samt landbrugsafgrøder.
Det meste af året lever hjorte og hinder hver for sig; hinderne i hindrudler og hjortene hjorterudler. De gamle hjorte har dog tendens til at gå for sig selv. I brunsten samler den voksne hjort 10-50 hinder om sig på særlige brunstpladser, hvor han forsøger at holde alle andre hjorte væk. Brunsten foregår for det meste kronvildts vedkommende omkring slutningen af september. I Skotland indtræffer brunsten som regel fra slutningen af september til midten af oktober. Hos C. e. Hanglu indtræffer brunsten i regelen først i september. Hinden er drægtig i ca. otte måneder fra midten af oktober til april/maj.

Kæmpehjort
© huntersmagazine.com
2002, Steen Andersen

Kronhjortene i Jægersborg Dyrehave hører til blandt verdens aller største.

Geviret.

Geviret udgør hos kronvildtet normalt mellem 3 og 8 % af dyrets totalvægt. Det almindeligste er omkring 4-5 %. Gevirerne udvikles det første af dyrets leveår som et par ugrenede spidser, og bliver derefter større hvert år, indtil dyret kulminerer; sædvanligvis i en alder på 10-12 år. De største og efter mange jægeres mening fineste gevirer findes hos europæisk kronvildt (C. e. hippelaphus) i landene Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Jugoslavien, hvor 20'endere med trofævægte mellem 12 og 19 kg ikke er ualmindelige. Polske kronhjorte har normalt gevirer på 4-8 kg trofævægt. Skotsk kronvildt har sjældent gevirer der vejer mere end 2-3 kg. Fra Skotland kendes desuden "Hummels"; hjorte, også kaldet "munke", der aldrig sætter gevir.
Det sker kun sjældent at de asiatiske kronhjortarter sætter op som mere end 10'endere. Hos udvoksede danske frilandshjorte vejer geviret gennemsnitligt 6 kg og kun sjældent mere end 10 kg.

Kronhjort
© huntersmagazine.com
2005, Steen Andersen

Eksempler på nogle af de størst kendte trofæer.

Det hænder at man som jæger kan være heldig at få to hjorte for samtidig, når de slås inderligt i brunsten.

Kronhvorte
© huntersmagazine.com
2005, Steen Andersen

Pointkrav til medaljer.
*Grænsen følger det fortidige jerntæppe.
** Opmåles efter særlige CIC regler.

Litteratur.

Alcock, Ian (1993): Stalking deer in Great Britain
Andersen, Mogens (1989):Det store Hjortevildt
Whitehead, Kenneth G.: Half a Century of British Deer Stalking