Min første Warthog med bue

Min første Warthog med bue

Af Mads Rahbek. Forfatteren med det flotte vortesvin.

I skjul.

Allerede den første eftermiddag i Sydafrika kom jeg ud at sidde i et skjul ikke langt fra Marula Safaries farm. skjulet var placeret i en stor lysning i bushen i nærheden af en korsvej ved et vandhul. Brian, min gode ven og ”guide”, tog med ud i blindet første gang, for at lære mig lidt om, hvordan man jager fra sådan et. Desuden havde han videokameraet med for at kunne filme, hvis der skulle komme vildt. Der var først en del visken, om hvorledes man bedst placerede udrustningen. Skoene af, for de laver støj, og mange andre små detaljer. Det var stegende varmt, mindst 28 grader, hvilket var en voldsom overgang fra den danske vinter. Jeg svedte som en hest, men det var meget spændende, så det betød ikke så meget.

Vortesvin.

Da Brian havde fået stillet kameraet op, og var til freds med sin instruktion, satte han sig i hjørnet og ”slappede lidt af”, mens jeg spejdede spændt ud af skjulet. Der skete ikke ret meget, men da solen havde varmet hele dagen, begyndte aktiviteten at stige i bushen omkring vandhullet. Brian var, skal vi kalde det ”helt afslappet”, da jeg pludselig ud af øjenkrogen, så en rigtig pæn Warthog kommen futtende lige ind fra siden og ned til vandhullet, hvor den lagde sig på knæ og begyndte at drikke, så jeg kunne høre det 20 meter væk i blindet. Jeg var godt klar over, at det skulle gå stærkt, så mens jeg forsigtigt bukkede mig ned for at tage buen, puffede jeg til Brian, for at han kunne tjekke om det var ”OK” inden jeg slap pilen.

Mads Rahbæk
© huntersmagazine.com
2005

Mads og Brian.

Hjælper med feber.

Var der nogen der fik bukkefeber, så var det Brian. Da han så Warthoggen, blev han helt elektrisk. Han gav mig OK tegnet, og begyndte at filme. Jeg gjorde, som jeg havde lært under de mange timers skydetræning. Stillede mig ordentligt, trak buen, gled langsomt frem i åbningen i blindet, finsigtede lidt bag og lidt over bladet og slap så pilen, som jeg havde gjort 1000 gange foran skiven hjemme.

Pilen.

Jeg mente, at jeg hørte ”anslaget”, sådan en dump lyd som en tæppebanker på et tæppe, men jeg var ikke sikker. Grisen sprang rundt til venstre væk fra mig og piskede ind i bushen. Vi kiggede på hinanden, var den ramt ?. Vi spolede kameraet tilbage og så filmen. Men tak skal du have for en bukkefeber, der havde været bag det kamera. Der var mest bush og ikke ret meget gris på den film, men på lyden kunne vi høre anslaget. Vi spillede filmen mange gange og røg mange cigaretter, mens vi ventede. Brian gik frem og fandt pilen, men den var gået i vandet, så der var ikke blod på den. Vi kunne kun følge sporet ca. 20 meter, så forsvandt det på en grøn bevokset bund.

Mads Rahbæk
© huntersmagazine.com
2005

Mads, PHer og tracker.

Tracker.

Vi kontaktede farmen over radio for at få en tracker ud og hjælpe os. Kort tid efter kom PH’en Gaspari og trackeren Lukas, og på ingen tid havde Lukas fulgt sporet ca. 50 meter til et buskads, hvor grisen lå. På det grønne underlag hvor vi tabte sporet, stod han lidt og kiggede hen over stedet mod buskene på den anden side og gik derefter 10 meter ud på det grønne underlag, løftede en tot ”græs” og ganske rigtigt, der var aftryk af kloven. Så var retningen igennem buskene klar, og resten gik næsten af sig selv. Grisen havde lavet det klassiske ”death run” ca. 40-50 meter direkte igennem alt, og der lå den forendt ved en stor busk. 18 timer efter jeg var landet i Johannesburg, havde jeg skudt min første Warthog og jublen ville ingen ende tage.

Beretninger og billeder sendes til redaktion@huntersmagazine.com