Moskusokser på kornet

Moskusokser på kornet

Nedlagt moskus med 60 centimeter lange horn.

”Det var et godt skud” Mathias Ingemann har næppe hævet stemmen. Han står lige til højre for mig med kikkerten for øjnene og følger oksen der lige har fået en kugle i brystkassen.
Moskusoksen løber 12 måske 15 meter så vælter den, spjætter et par gange med det ene bagben og ligger derefter helt stille.
Oksen den stod sammen med vender tilbage til sin makker, blot for at konstatere at der ikke er mere liv i ham.

.375

375eren har atter leveret varen. Selv med de grønne fangerhandsker, som alle går med heroppe, er aftrækket perfekt, og den 270 grains tunge kugle fra Sako har sat den måske 350 Kg. tunge okse ud af spillet på under ti sekunder.
Kuglen er hård og har høj restvægt. Det får vi dog ikke lejlighed til at efterprøve i denne situation, for det viser sig at være et rent gennemskud. Men på indgangssiden har kuglen brækket den store overarmsknogle på oksens venstre side. Gået gennem det ene ribben, skudt hjertet i stykker og forsvundet ud på den højre side, ved at brække endnu et ribben.

Moskusjagt
© huntersmagazine.com
2003, Steen Andersen

En voksen okse kan veje op til 400 Kg.

Skyd når Du er klar

Det havde taget os et kvarters tid at komme på skudhold af disse to okser, som vi i vores første forsøg stødte, så vi måtte dybere ind i det kuperede smeltevandsdelta.
På alle fire kravlede vi op ad en lille forhøjning og kunne se de to dyr stå og kigge i vores retning.
Mathias, der ejer og leder Inuit Outfitting i Sisimiut, betragtede de to potentielle trofæer i kikkerten et halvt minut, og forklarede mig derefter, at den til højre var den største, og at de begge var stærke okser med fuldt udviklede horn. ”Du kan skyde når Du er klar.”

Overvejelser før et skud

Moskusokser er store. De er ikke svære at ramme, heller ikke på lange hold, og i dette tilfælde er der blot 70 meter til den udvalgte okse.
Men. Det er en stor langhåret krop der lige her står med siden til mig. De anatomiske tavler jeg forinden har studeret, hvor det tydeligt afsløres, at torntappene på brysthvirvlerne er meget høje, giver mig kun en anelse, om hvor den perfekte kugle skal placeres i uldtotten foran mig. Hjertet sidder i bunden af brysthulen, men den lange pels når næsten ned til jorden, så det er ikke muligt med sikkerhed at afgøre hvor brystkassen ender og det rene forbiskud begynder. At der kan være sne og is i pelsen som kan spolere kuglens bane tænker jeg ikke nærmere over, det forventer jeg at .375eren og den hårde kugle kan eliminere.

Moskusjagt
© huntersmagazine.com
2003, Steen Andersen

På vej til den næste flok moskusokser.

Hunde og slæder

Al jagt foregår til fods med hundeslæder som eneste transportmiddel.
Slæderne er bygget af træ, og kan i rejseopsætning transportere to mennesker og 200 – 400 Kg. gods. Sædvanligvis er der tolv hunde foran slæden, i en vifteformation med førerhunden en smule længere fremme end de øvrige hunde. Men såvel antal hunde som spandes udformning variere i det uendelige.
Hver morgen drager vi ud fra den smukt anlagte jagtlejr ved indlandsisens fod. Slæderne laster kun dagens nødvendigheder og nogle af hundene bliver tilbage i lænkerne, for at få tid til at restituere sig oven på en lang sæson.

Vestgrønland

Kangerlussuaq betyder noget i retning af den store fjord, og man finder navnet mange steder langs den forrevne grønlandske kyst. Den mest kendte af dem alle er den der i gamle dage også hed Sdr. Strømfjord og det er netop her i det dybe vestlige indland jagten foregår.
Selve jagtrejsen begynder helt bogstaveligt for enden af landingsbanen ved den internationale lufthavn i Kangerlussuaq. Herfra er der fem timers rejse ind til jagtlejren, som består af en ny bjælkehytte og to isolerede og opvarmede telte. Meget fine forhold, som Mathias Ingemann har anlagt inden for de seneste år, i forhåbning om at trofæjagten på moskusokse er kommet for at blive.

Moskusjagt
© huntersmagazine.com
2003, Steen Andersen

Opmåling. Den egetlige trofæopmåling kna dog først finde sted når trofæet har tørret i mindst tre måneder.

Trofæjagt

De grønlandske vildtarter har altid været jaget af fangere og fangstmænd på grund af de ressourcer de kunne forsyne lokalsamfundet med og som eventuelt kunne eksporteres. Hele koloniseringen af Grønland tog netop sit afsæt i efterspørgslen på hvalspækket der blev anvendt til opvarmning overalt i Europas store byer. Det er sandsynligt at udenlandske fangstmænd og jægere har hjembragt trofæer fra nogle af fangstdyrene i hele denne periode, men det er ganske nyt, at trofæjagten nu er sat i system, med specielt uddannede outfittere og kvoter som styres af hjemmestyret.
Den første trofæjagt på moskusokse i Kangerlussuaq fandt således sted så sendt som i 1996.

Vinterjagt og sommerjagt

Moskusokserne må jages såvel vinter – før kælvningen – som om sommeren.
Vinterjagten indledes med en periode som er forbeholdt fangere og fritidsfangere, og afsluttes med et antal uger forbeholdt betalende, og i de fleste tilfælde, udenlandske jægere. I år (2003) sluttede trofæjagten omkring den 16. april – få dage før fangerne tager til havs for at fange hvalrosser.

En okse om dagen

”Tillykke” Mathias stikker sin næve frem, og jeg takker ham for fin jagtføring, og for at han hele tiden guidede mig da de to okser byttede plads.
Vi er henne ved den faldne kæmpe på et øjeblik, og kan forvisse os om, at trofæet er i orden. De sorte spidser er intakte, og når i højde op over øjnene – et sikkert kendetegn for et stærkt trofæ.
Vi skinner dyret på stedet, og skærer derefter al kødet af og lader til sidst hundene få et mellemmåltid på kadaveret.
Men når solen går ned i aften, skal samtlige 80 hunde fodres og helst med frisk kød. Så resultatet bliver at køller, fileter og bove alligevel ender som hundefoder, på nær den smule vi selv har puttet i gryden.
Så parolen er klar fra den allerførste dag – der skal nedlægges mindst en okse om dagen.

Læs også Trofæjagt i Grønland