Muntjac

Muntjac

Ti forskellige arter.

I jagtlig sammenhæng knytter der sig kun interesse omkring den første af de her nævnte arter, idet den kinesiske muntjac eller Reeves´s Muntjac er den eneste der forekommer i det sydlige England, hvor jagten er udbredt og spændende.
• Reeves's Muntjac, Chinese Muntjac Muntiacus reevesi
• Indian Muntjac, Common Muntjac Muntiacus muntjak
• Hairy-fronted Muntjac, Black Muntjac Muntiacus crinifrons
• Fea's Muntjac, Muntiacus feae
• Bornean Yellow Muntjac, Muntiacus atherodes
• Roosevelt's Muntjac, Muntiacus rooseveltorum
• Gongshan Muntjac, Muntiacus gongshanensis
• Giant Muntjac, Muntiacus vuquangensis
• Truong Son Muntjac, Muntiacus truongsonensis
• Leaf Muntjac, Muntiacus putaoensis

Pointkrav – Reeves´s Muntjac.

Opmålingen foregår efter CICs måleskema, og er relativt omfattende. Generelt siges det, at en buk med opsats længere end ørene er en god gammel buk. I medaljesammenhæng skal opsatserne nærmere være dobbelt så høje som ørene, før der kommer ædelt metal på trofæet. Hvert horn skal antageligt være over 10 centimeter langt, for at trofæet kan opnå medaljer.
CIC-kravene er som følger.
Guld 56 point.
Sølv 55 point.
Bronze 54 point.
Se måleskemaet ved at klikke HER.

Gøende hjorte.

De forskellige arter af muntjac henregnes til slægten Muntiacus som også kaldes for ”Barking Deer” – gøende hjorte.
Muntjac slægten regnes for at være den ældste hjorteart, som dukker op for 15-35 millioner år siden. Beviserne er fundet i fortidige geologiske forekomster i nutidens Frankrig og Tyskland.

Undsluppet.

Nutidens muntjacarter forekommer naturligt i det sydligste Asien og er udbredt fra Indien og Sri Lanka til det sydlige Kina, på Taiwan og i Indonesien. Reeves´s Muntjac blev indført til Woburn Abbey i det sydlige England omkring 1920erne af The Duke of Bedford som holdt både disse dyr og en anden kinesisk hjorteart (Chinese waterdeer) i fangenskab. Men dyrene undslap fra tid til anden og grundlagde hurtigt en lokal engelsk bestand, som har formået at tilpasse sig det britiske klima, som ellers befinder sig en del fra arternes oprindelige tropiske og subtropiske miljø. I dag regnes Reeves´s Muntjac for at være den mest talrige hjorteart i England, og den følgende beskrivelse gælder for netop denne art.

Muntjac
© huntersmagazine.com
2008, Steen Andersen

Kort over den oprindelige udbredelse af Reeves´s Muntjac.

Reeves´s Muntjac.

Et voksent dyr vejer omkring 12 kg. og bliver cirka en meter langt. Det er lysebrunt med mørke, grænsende til sorte, tegninger på hovedets front. Hannerne har små korte opsatser der forplanter sig ned over hovedets forside med forhøjede kamme, der løber forbi øjnene og mødes (næsten) i et V ved dyrets snude.
Karakteristisk er også hannernes meget lange hjørnetænder i overmunden, som stikker ud af dyrets mund, når den er lukket.

Ingen brunsttid.

Sædvanligvis har tropiske dyrearter ikke nogen fast brunsttid. Klimaet tillader de fleste steder at dyrene kan sætte afkom i verden året rundt. Denne adfærd opretholder muntjacerne i England og hunnerne bliver drægtige med 7-9 måneders mellemrum.

Muntjac
© huntersmagazine.com
2008, Steen Andersen

Stærk muntjacbuk.

Opsatser.

Hannerne har som nævnt korte opsatser, der kan opnå en længde på sædvanligvis op til 11-12 centimeter. Opsatserne kastes med jævne mellemrum, sædvanligvis fra midten af april til slutningen af august hvor en ny opsats bliver fejet. Bastopsatsen er ikke loden men nærmere læderagtig og mørk.
En engelsk undersøgelse fra 1991 påviser, at der ikke er sammenhæng mellem hannernes evner til at pare sig og de tidspunkter på året hvor de kaster og sætter nye opsatser. En kastet muntjac eller en muntjac i bast kan således sagtens formere sig og vil sandsynligvis også være i stand til at forsvare sit territorium uden opsats (Chapman NG. og Harris, S.).

Tænder.

I overmunden er hannernes hjørnetænderne forbløffende lange. Sabelformede, spidse og med en skærende æg på bagsiden, sædvanligvis mere end 4 cm lange. Tænderne sidder ikke fast fikseret i overkæben men er fastgjort med en føjelig brusk, der gør dem mere fleksible, hvilke formodes at forhindre tænderne i at knække alt for let. Men det sker nu, især findes ældre bukke med knækkede tænder, som går til, når hannerne slås for at sikre sig territorium og hunner.

Genetik.

I løbet af de senere år har de forskellige arter af muntjac tiltrukket sig alverdens forskeres opmærksomhed. Dels fordi arten er den ældste kendte hjort, men i lige så høj grad fordi kromosomerne i denne lille hjortart varierer fra individ til individ i en udstrækning som ikke kendes fra andre arter. Med andre ord; den genetiske krumtap varierer fra det ene individ til det andet, uden at det har konsekvenser for dyrenes evne til at overleve – og det er enestående.