Muntjacmørbrad

Muntjacmørbrad

Grillet muntjacmørbrad med karrycreme, broccoli og grillet forårsløg.

Forår.

Muntjacen jages frem til midten af april. Så kaster bukkene deres opsatser og man efterstræber dem først igen omkring midten af august-september. Så den lille lækkerbisken kan med fordel indgå som en af forårets tidlige grillaktiviteter.

Ingredienser pr. person.

1 mørbrad, muntjac - lam - råvildt….
2 forårsløg
100 gram broccoli
½ friskt hvidløg.

Karrycreme.
Hertil skal anvendes en smule suppe - fra fryseren eller fra en suppeterning.
Karry svitses i lidt smør eller olie. Alternativt kan anvendes en karrypasta, som så bare skal opløses i suppen. Karrysuppen koges ind, køles ned og røres op i cremefraiche til en sej konsistens opnås. Hvis man ønsker en slankeudgave af denne creme, kan man erstatte cremefraiche med den magreste hytteret man overhovedet kan finde, som så blendes til en glat hvis creme - som oprøres med karrysuppen, der kan piftes op med alle former for asiatiske smagsvarianter. Eksempelvis vil limeblade, spidskommen og/eller koriander være værd at eksperimentere med.

Grill.
Det meste siger sig selv, hvis man er lidt rutineret ved grillen, men vi tager lige alle detaljerne:
De halve friske hvidløg lægges først på grillen. Lidt direkte varme til at give farve, og derefter indirekte til at mørne de bløde hvidløg. Så følger forårsløgene på grillen efter samme metode og mens grøntsagerne varmer færdig skal mørbraden på grillen. Direkte varme og kort tid, så den fortsat er rosa indvendig.
Vær varsom. Det er et lille fint stykke kød, som alt for let får alt for meget varme.
Broccolien hældes i kogende vand og tager varme her et par minutter så der stadig er lidt bid i den.
Det hele serveres på forvarmede tallerkner - det kan grillen også anvendes til - og en kølig rødvin eller øl vil være prikken over i´et.

Opskrift som PDF.