New Zealand

New Zealand

Følg med i Kim Peschardts medrivende beretninger om en overvældende og intens jagtrejse til New Zealand. Første afsnit handlede om jagten på vildgeder på den nordlige del af Syd Øen. Her følger andet afsnit.

Kænguru land.

Så gik turen sydover – 8 timers kørsel ned langs kysten, til et område Roland og Lloyd kender med en stærk bestand af kænguruer. Eller rettere; wallabys. Det er en mellemstor kænguru, der er omkring en meter høj når den sidder, og en fuldvoksen han vejer som en då, omkring 40 kilo levende vægt. Vi har sat flere dage af til at lære området godt at kende og virkelig få greb om det med kængurujagt. Får venligt lov til at indkvartere os i nogle fåreklipperbarakker hørende til den farm vi skal jage på. Et herligt snusket spiselokale og dobbelt så ditto sovekamre – men bestemt mere komfort end tomandstelt og madlavning på jorden! Fra solopgang til solnedgang er vi i bjergene – disse blidere og mere afrundede end vores venner oppe i gedebiotopen. Minder i facon meget om det Skotske Højland, men i stedet for lyng er disse bjergsider bevokset med småbuske og især skulder-ved-skulder totter af en lang stiv græsart. Og her lever kænguruerne. Som et finmasket fiskenet har de gange og veksler ind og ud mellem alle de høje græstotter og kan, uden menneskers indblanding, leve et langt og aldeles uset liv i denne verden.

New Zealand
© huntersmagazine.com
2010, Kim Peschardt

Spor og veksler fra wallabies.

I skjorteærmer og shorts.

I dagtimerne jager vi de prægtige springfyre som drivjagt. Kører igennem adskillige enorme fåreindhegninger, så langt op i bjergene som det er muligt – så er det fodtur videre ind i det vilde bagland. Det er Indian Summer dette efterår, så de lange undebukser er gemt nederst i rygsækken og det ene par shorts som to godtroende danskere tog med, kommer til gavn. Det er 28 grader og strålende solskin, så vi pakker let – med fokus på vand og bønner, altså dem af bly. Med bestik af vinden aftaler vi hvilke bjergsider vi vil dække, og retninger vi vil følge – fordeler os, så vi med hundrede meters mellemrum, går så vandret som muligt hen over bjergsiderne. Igennem kløfter og vandløb og videre op over de næste bjergsider. Med jævne mellemrum får een af os gjort en uset, tryggende kænguru så usikker at den springer frem og i store jordvindende hop ræser ud og ind mellem græstuerne og forsvinder over næste bakkekam. Vi har walkier i brystlommen, så da Lloyd hører det klassiske wuuup – wuuup – wuuup fra en springende wallaby knitrer radioen” Knud, to your right! Coming up your way – right before the canyon!” Og nogen gange lyder der så lidt efter et skud – og mange gange lød der adskillige..... Det er altså noget man lige skal spise sig ind på, det med at skyde kænguru i fuldt firspring med kugle. Det koster bønner! Nogle gange kan en kænguru finde på at standse op for at sikre i få sekunder – det giver nogle knippelgode langskud, hvis man er hurtig til at tage anlæg henover knæet. Andre gange er vi heldige, at få øje på en intetanende kænguru på modstående bjergside. Så er der prima tid til at lægge sig tilrette, bruge rygsækken som anlæg , vurdere vind og vinkel og slippe en god kugle. Denne form for wallaby drivjagt er skøn jagt, med masser af skudchancer i et storslået terræn!

New Zealand
© huntersmagazine.com
2010, Kim Peschardt

Den første wallaby.

Så ”skyder vi igennem!

Efter en lang dag i bjergene trænger man til et solidt aftensmåltid. Men der er ingen flæsk, sovs og kartofler her. Vores camp-dinner består hver aften af proteingivende nudelsuppe, pulverkartoffelmos, æg, brød og en pakke rosiner. Og et krus rødvin – lidt civiliseret må man da være! Efter sådan en middag er der ikke meget brug for at sidde og ”bøvse af”, så vi drog ud i bjergene igen efter mørkets frembrud. Med kraftigt spotlight og tunge batterier i rygsækkene. Nu holder vi os primært på jordveje og kvægstier. Går lydløst frem i god vind og med mellemrum tænder spotlighten og afsøger en ny skråning med lyskeglen. Kænguruers øjne lyser ikke op, så man skal lære at blive vaks til at se en ubevægelig silhuet mellem klipper, buske og græstotter. Når lyset falder på en wallaby er det igen om at være lynhurtig. Dyret sidder kun desorienteret i få sekunder, før det forsvinder i skyggerne med det velkendte wuup - wuup –wuup. Men hurtige det var vi - og holdene var aldrig lange. Alle skud indenfor 100 m og langt de fleste på omkring de 50. For at rationere lidt på patronforbruget fra vores kraftigt svindende 270’er beholdning, brugte vi flittigt om natten Lloyd’s vidunderligt velskydende Kal .22 Magnum. Giver kun et skarpt smæld og skyder hul-i-hul på 100 m – elsker den kanon!
Skudt med sådan en forstærket salonriffelpatron i den øverste fjerdedel af kroppen, svinger kænguruerne simpelthen forbene i vejret og kaster sig dødskudte om på siden – og bliver der. Natjagten drejer sig klart mere om habil skydning end egentlig indianerjagt – men som supplement til dagjagten er det både mere vildtgivende og, som Lloyd så rammende siger ”having a damned good time ” Og det havde vi – og vi fik lov til at skyde igennem !
På de knap tre dage skød vi tre mand tilsammen 38 kænguruer og et ukendt ( og det skal forblive ukendt) antal kugler af..... Wallaby bestanden på denne 9.000 acre store farm holdes nede af bedriftens ansatte og af inviterede jægere. Her skydes i snit 1200 kænguruer om året og det er ikke nok, bestanden er konstant voksende.

Læs første del af beretningen.

Tredje og sidste del af beretningen om denne jagt kan læses her på HuntersMagazine den 1. juli.