Oryx eller gemsbok

Oryx eller gemsbok

Almindelig oryx, ko, med et knækket horn. Munik Concervency i Limpopo-provinsen i Sydafrika.
Af dyrlæge Anders Holm.

Oryx Oryx gazella
Engelsk: Oryx
Tysk: Gemsbok

Zoologi.

Zoologerne regner med, at der findes omkring 5 underarter af denne antilope, der forekommer i selvstændige populationer i såvel Østafrika som Syd- og Vestafrika.
I skemaet på næste side er kun omtalt de fire arter, der har relevans i forhold til jagten i Afrika.
I denne artikel vil kun den største af arterne, der samtidig er den mest almindelige, blive beskrevet: Almindelig oryx eller gemsbok; Oryx gazella.

Biologi.

Almindelig oryx er en stor og solidt bygget antilope, der let identificeres på den karakteristiske sort/hvide tegning på hovedet, samt det smukke lysebrune skind med mørkebrun ryg- og buglinie i kontrast.
Som hos zebraen varierer det sort/hvide hovedmønster fra det ene dyr til det andet.

Begge køn bærer lange smukke horn, tyrenes horn er dog kortere, tykkere og med dybere tværringe på den nederste del af hornet.
Køernes horn er som regel de længste og let bagoverbøjet, et meget flot trofæ, selvom tyrens horn regnes for det ”rigtige” trofæ.

Almindelig oryx er talrig i det meste af dens udbredelsesområde og kan jages over det meste af Namibias farmland, samt i Kalahari-ørkenen både i Botswana og nordøstlige Sydafrika.

Jagten.

Dyrene findes ofte i større eller mindre flokke, men de er meget sky, og det er som regel nødvendigt at vurdere kønnet på stor afstand.
Hvis man er så heldig, at der er mulighed for en sammenligning mellem tyr og ko, vil man som udenlandsk jæger opleve, hvor svært det er at se forskel på kønnene.
Udvælgelsen vil som regel ske på flere hundrede meters afstand, ofte mens man ligger i skjul på maven under nogle buske, så varmedisen gør hele processen endnu vanskeligere.
I den slags situationer er det af afgørende betydning, at man har en god PHér ved sin side.
De gamle tyre har slidt deres horn kortere, til gengæld er baserne meget kraftige, hvilket kan ses af det trænede øje med en god kikkert.

De gamle tyre vil ofte være enlige, og man bør altid være ekstra opmærksom, hvis man ser et enligt dyr bevæge sig bort mellem akaciebuskene.

Udfordrende jagt.

Almindelig oryx er vanskelig at komme i nærheden af, så man får sin sag for, når man skal forsøge at pürsche sig til en gammel tyr.
De vidt udstrakte områder i Namibia, hvor dyrene færdes frit mellem farmene, og nemt forcerer de lave kvæghegn, giver en meget spændende jagt.
Man kunne foranlediges til at tro, at det er nemt at få øje på oryx på de åbne savanneområder, men dyrenes farver er tilpasset de lyse nuancer og skyggevirkninger i naturen, så dyrene praktisk taget falder i ét med omgivelserne.
Oryx jages på samme måde som så mange andre afrikanske antiloper.
Man køre af sted i bilen og spotter et dyr eller en flok på rimelig lang afstand. Derefter tilrettelægges den efterfølgende pürsch i forhold til vind og mulighed for dækning under fremrykningen.
Man skal være indstillet på, at der efter en hård pürsch kan blive tale om lange skud.
Imidlertid vil dyrenes størrelse i nogen grad opveje afstanden, hvis man ellers er fortrolig med sin riffel og kan skaffe sig et godt fast anlæg til våbnet.

Adfærd.

Oryx vil om morgenen ofte æsse ind i vinden for at undgå overraskelse, og dyrene vil ligge i skygge og tygge drøv midt på dagen.
Om eftermiddagen vil flokken igen æsse sig langsomt frem mod vinden, og det er naturligvis spørgsmålet, om man kan komme tæt på flokken ved pürsch i de meget åbne områder, der er kendetegnet for deres biotop.
Dyrenes syn er meget veludviklet og alt hvad der har himmel som baggrund, bliver straks opdaget af gemsbokken.

Levevis.

Oryx er meget nøjsom, og er ikke afhængig af vand, men er kendt for at vandre meget for at finde føde i de barske ørken og halvørkenområder, der er den ideelle biotop for oryx.
Dyrene lever af meget forskelligt vegetabilsk materiale, græs, blade, frugter og er kendt for at kunne overleve i ørkenen ved at grave vandfyldte meloner og rødder op med forhovene eller hornene.
Oryx er berømt for at kunne klare ekstremerne, som findes i ørkenområderne og den er ikke afhængig af overfladevand.
Dyrene vil drikke, hvis de kommer til et vandspejl, men er ikke tvunget til at opsøge vandet, hvilket har betydning for jagten (hvilket dens udbredelse også viser).

Anatomi.

Oryxen har – som en række andre antilopearter – udviklet et helt specielt karsystem i næseregionen, der gør den i stand til at afkøle det blod der går til hjernen, således at overophedning og kollaps undgås under de høje temperaturer.
Derfor er dyrene i stand til at leve i biotoper som andre beslægtede arter ikke kan klare (f.eks. roan- og sableantiloper).

Reproduktion.

Koen går drægtig i knap 9 måneder og kalven fødes som regel i sommermånederne jan-feb, hvilket er meget hensigtsmæssigt, da dette er lige efter regntiden med gode fourageringsmuligheder.
Kalven fødes lidt væk fra flokken og holdes skjult i ca. 3 uger før den er stærk nok til at følge med flokken.
Koen vil besøge kalven flere gange dagligt, for at kalven kan die i denne periode.

Territorier.

Oryxtyre er territoriale og vil forsøge af få deres egen flok af hundyr fra ca. 5 års alderen. Undersøgelser har vist at tyre har territorier fra 7 kvadratkilometer i tæt bevoksede områder, og op til 25 kvadratkilometer i ørkenområder.