Postkassen tømmes....

Postkassen tømmes....

Ikke velset!!

Niels Kanstrup har fuldstændig ret. Ulven er ikke velset. Der er lige afsluttet en undersøgelse i Sverige, hvor nogle og halvfjerds procent indentificerede Sverige med elg, kun 2 % med ulv. Samtidig viser det sig at 56 % af den svenske befolkning gerne vil spise mere vildtkød. Hr. Esman, det er ikke et spørgsmål om at udrydde en art, men ulven både kan og skal betragtes som invasiv, ligeså i Danmark, og der med kan den jages. Ulven i Sverige ødelægger så meget. Du kan da ikke påstå at den bringer mangfoldighed i den svenske natur? Den bringer død og ødelæggelse, bl. a mange urgamle svenske traditioner som fæboder, dyrehold, liv i landsbyerne løshundejakt, og nu også for eftersøgningsjægere, som vil lave boykot, da de ikke tør slippe deres hund. Mange i landsbyerne er utrygge, og det er ikke et spørgsmål om det gamle udtryk at ulven kommer, DEN ER der. En 14-årig dreng blev forfulgt på cykel, en anden af samme alder, blev forfulgt under en løbetur, på fuldt oplyst vej. En ulv bed sig fast i et får, trods det fåreejeren og opsynsmanden stod 2 meter derfra, ja du læste 2 meter. Ulven var uanfægtet af tilstedeværelsen af mennesker.(det er videobekræftet). Mange mister får, hunde, det kan da ikke være rigtigt, at en invasiv art skal skabe så meget uro, og tvinge folk fra deres erhverv. Hvad sker der, hvis ulve indvandrer sydfra til Danmark?Vil vi have risiko for rabies og andre sygdomme, som ulven er bærer af? Vil vi have utrygheden? Så i mine øjne skal ulven ikke forsvares, den skal jages, som i flere andre EU lande. Det har intet med middelalder at gøre, men der vel en grund til at vore forfædre heller ikke ville
have den!!
M.v.h.
Knud Jessen

Tilladelser

Desværre er det ikke så enkelt, nemt og ligetil i alle politikredse, som det fremgår af artiklen. Desuden må man heller ikke glemme, at loven nu engang er skruet sådan sammen, så det endog er meget vanskeligt lovligt, at bevæge sig helt lovligt fra sit hjem til og fra jagt eller skydebane. Har man ikke en bil er det faktisk umuligt. Selv i en sådan må våben, knive, amo. eller magasiner ikke være synlige og skal være under konstant overvågning. Det vil i praksis sige, at man ikke kan være alene i bilen, hvis man på vej til jagten har lovet, at tage morgen brød med. Mange vil nok mene, at den fortolkning af våbenloven er lidt langt ude, men de seneste sager om unge menneskers knive, fundet i deres biler viser med alt tydelighed, at politikerne i deres iver for, at give politiet muligheder for at fange forbrydere er kommet alt for langt ud
Vi som jægere må fastholde vores ret til, at kunne anvende og transportere, de redskaber, som vores jagttegn og riffelprøver giver os ret til, at besidde og transportere. Lige som det nødvendige spille rum må være til stede, hvis en jæger skulle have glemt en kniv eller patron i bilens handskerum ved en fejltagelse. Ellers er grundlovens ord om, at ingen er skyldige før de er dømt ikke overholdt. Fordi man er indehaver af værktøjet, skal man ikke kunne dømmes før man har brugt det til en forbrydelse.
Det kan ikke være rigtigt, at jagt ikke kan foretages af personer uden bil eller en juridisk embedseksamen.
Mvh.
Bent Ballegaard.

Kvotejagt

Hej
Kan disse selvbestaltede Hjorte gupper ikke snart stikke "piben ind"
Jeg er ved at brække mig af al den bedre viden disse selvfede personer lukker ud. De er kun ude efter at beholde hjortevildet på de få Godsejer/Kronvildtlaug hænder så disse kan få en fyrstelig betaling i trofæ afgifter. det har intet med naturen at gøre. Hvad med den lille mand med det lille stykke jord, skal han ikke have lov til at være heldig?
Med venlig hilsen
Niels Kaa

Duejagt.

Kære med-jægere.
Forleden - nærmere bestemt den 15. oktober - skulle jeg hjælpe min gamle far med at fælde en kæmpestor thuja i hans villahave i Birkerød. Træet var MEGET tæt og svært at komme til, så vi startede med at skære grene af nedefra for at arbejde os op til vi kunne top-kappe træet, så vi derefter kunne skære stammen ned i små etaper. Haven er ikke ret stor, og der er hverken langt til plankeværk, hus eller skur - eller for den sags skyld naboens overdækkede terrasse. alle disse ting skulle jo gerne slippe intakte, derfor den store forsigtighed.
Da vi havde fået stammet træet op, så kun den øverste tredjedel stadig havde
sidegrene på, kravlede jeg op for at skære toppen af. Idet den faldt til jorden,
fløj en forskræmt skovdue ud mellem de øverste grene. Jeg fattede ikke hvorfor den var blevet så længe; men jeg blev snart klogere! Da vi skar trætoppen op på jorden, lå der pludselig to små lyslevende - men desværre stærkt tilskadekomne - dueunger på jorden under grenene! De kan højst have været nogle dage gamle, og var i hvert fald flere uger fra at nærme sig flyveklar tilstand. Senere fandt vi også reden, og altsammen forklarer det jo den voksne skovdues stædige bliven i træet. Det var selvfølgelig sørgeligt at vi havde forårsaget dette, men træets stedsegrønne løv var så tæt, at vi ikke havde den fjerneste ide om at der kunne være liv deroppe. Vi havde absolut ingenting set eller hørt, og hvis vi havde anet at der var en rede med dueunger, ville vi naturligvis have udsat skovningen.
Men da den værste skyldfølelse havde lagt sig, faldt mine tanker pludselig på den hetz, som Danmarks Jægerforbunds forhandlere var udsat for, da de for nogle år siden gik med til at udsætte efterårsjagten på skovduer. Argumentet dengang var, at man havde konstateret, at skovduerne havde unger på reden langt senere på efteråret end tidligere antaget. Derfor var det uansvarligt at skyde de voksne skovduer i sensommeren, al den stund at de måske havde unger hjemme, som efterfølgende ville dø af sult og kulde. Men INGEN argumenter lod til at virke overfor chikanemagerne. Der blev talt om "topstyring", "elitær arrogance overfor den lille mands jagt" og jeg ved snart ikke hvad. Jeg forsøgte selv at bearbejde mine utilfredse jagtkammerater til at forstå, at det sgu´ da ikke er i orden at skyde fulge, der har unger på reden! Men ingen hørte efter, det hele var den nye DJ-formand, Ole Roed Jakobsens skyld, og nu var jagten for meningmand da for alvor ved at være udryddet! Sådan lød
fordommen - og dommen! Alle var klogere end DJ´s forhandlere, alle vidste jo at
"ingen vilde skovduer har levedygtige unger så sent", og at "ornitologerne kun er ude på at eliminere al jagt overhovedet!"
Hvordan Ole Roed generelt er som formand og som menneske skal jeg ikke forholde mig til hér. Men jeg kan dog konstatere, at det rent jagtetisk ikke var forkert af ham og det øvrige forhandlingsudvalg at gøre som de gjorde dengang. Nu kan jeg ved selvsyn konstatere at duerne har levedygtige unger, der IKKE er flyveklar før hen mod NOVEMBER! Hvad vil I gøre ved det, kære forkæmpere for den tidlige duejagt?
Jeg skal i parantes anføre, at mine forældres have ligger tæt på store åbne arealer, hvor der bliver drevet jagt på såvel råvildt som fuglevildt, så det er ikke spor usandsynligt at den voksne due i haven skulle kunne blive skudt under en af sine korte flyveture, hvorefter ungerne ville være overladt til sig selv - og en langsom og pinefuld død.
Så selv om udsættelsen af duejagten var en ærgerlig afslutning på en epoke, var den nødvendig og etisk korrekt. Kan I ikke være enig med mig i det?
Med venlig hilsen
Thomas Krogh, Kongens Lyngby.

Vær med i debatten

Som nævnt før er vores brevkasse altid åben. Alle emner er velkomne og der er også altid plads til en god beretning eller to...
Skriv til:
debat@huntersmagazine.com