Ren

Ren

Af biolog Ole Pedersen.
Renerne tilhører hjortefamilien og lever i nordlige tundraområder. De vandrer I store flokke fra græsgang til græsgang i takt med årstidernes skiften. Det anslås at der i alt findes omkring 3 millioner rensdyr, de lever af rensdyrlav, græs, urter og små løvtræer.

Engelsk: Reindeer, Caribou
Tysk: Ren, Wildren, Karibou
Fransk: Renne, Caribou

Der findes 7 underarter af ren.
Tundraren: Rangifer tarandus tarandus
Europæisk Skovren: Rangifer tarandus fenicus
Grønlandsk ren: Rangifer tarandus groenlandicus
Amerikansk skovren: Rangifer tarandus caribou
Spitzbergen ren: Rangifer tarandus platyrhynchus
Grant’s ren: Rangifer tarandus granti
Pearys ren: Rangifer tarandus pearyi

Udbredelse.

Tundrarenen lever i Norge, i Finland og i store dele af Sibirien. Den europæiske skovren lever i den sydlige del af Finland og i Rusland i området fra Karelien til Sakhalin øen. Den mindste af renerne, Spitzbergen renen, lever på Svalbard. Rensdyr fra Amerika/Canada benævnes almindeligvis: Caribou. Af disse findes den grønlandske ren på vestkysten af Grønland og i Nordvest-territoriet omkring Hudson bay i Canada. Pearys ren lever på nordvest-kysten af Grønland og Queen Elisabeth øerne. Grants ren findes i Alaska og Den amerikanske skovren lever i største delen af Canada og i enkelte områder i USA.

Udseende.

Rensdyret er i størrelse mellem kronvildt og dåvildt. Det er massivt bygget, med kraftige ben med brede klove. Hovedet er bredt med et kraftigt behåret snudeparti og tykke læber. Rensdyret har den tætteste pels af alle hjorte. De enkelte hår er snoede og luftfyldte og de isolerer så godt at renen kan leve i – 50-60 o C uden at tage skade. Pelsen er mørk om sommeren og lys om vinteren. Kalven er ved fødslen ensfarvet lysebrun. En voksen europæisk rentyr vejer mellem 120 og 150 kg. (Levende vægt).

Adfærd.

Renerne foretager regelmæssige vandringer hvert forår og efterår. Dyrene følger om foråret de fremspirende planter og dyrenes vigtigste føde, rensdyrlav. Om efteråret trækker dyrene mod syd eller mod skovområder. Flokkene kan variere i størrelse fra nogle få dyr til flere tusinde. Vandringerne kan strække sig over mere end tusinde km. Undervejs krydses ofte flere floder.

Brunsten finder sted fra midten af september til midten af oktober. Rentyren opretter ikke noget brunstterritorium, men følger med køerne på vandringen over tundra og sletter. De stærkeste tyre kommer tidligst i brunst og fordriver de svagere tyre fra køerne.

Kalvene fødes fra slutningen af maj til starten af juni. Normalt fødes kun én kalv, men tvillinger forekommer fra tid til anden. Kalvene fødes i højfjeldet, hvor der endnu kan ligge sne mange steder. Fødslen er overstået efter 20 minutter, og allerede et kvarter efter kan kalven følge sin mor.

Geviret.

Renen er den eneste hjorteart, hvor begge køn bærer gevir. Rentyrens gevir er dog betydeligt større end koens. Det er meget langt og buet og ofte forsynet med mange forgreninger og takker. Ofte er der skovldannelse på en eller begge forsprosser. Grønlandsrenen får de største gevirer tæt fulgt af den amerikanske skovren. Gevirdannelsen er en langvarig affære, idet tyren kaster geviret i november/december, hvorefter det nye gevir vokser helt til midten af august, hvor det fejes. Dannelsen af koens gevir er ikke særligt langvarig, idet geviret kastes i juni og et nyt vokser frem og er færdigfejet allerede i september. Dette ses som en tilpasning til nomadetilværelsen, hvor koen i det meste af året mens kalven vokser op vil kunne forsvare den og sikre bedre fødemulighed i forhold til rentyrene, som kun bærer deres gevir i ca. tre måneder.

Oversigt over nogle af de største trofæer.

Kilder.

Andersen, Mogens (1989): Det store Hjortevildt
Holten, N.E. (1970): Hjortevildt i alverdens lande
Chaplin, Raymond E. (1977): Deer
Skogland, Terje (1989): Comparative social organization of wild reindeer in relation to food, mates and predatoravoidance.