Ren lidelse og frie ånder

Ren lidelse og frie ånder

Artiklens forfatter i en sørgelig forfatning efter en dagsmarch på små 40 km. Trofæet vejede godt til, men fangeren bar hele dyret i højt humør. Af Steen Andersen.

August 2004.

Den arktiske sommer er en heftig sag, hvor alting spirer frem, blomstrer og forsvinder i løbet af et par måneder, nogle steder på endnu kortere tid. Det er blomsternes, renernes og myggenes hjemmebane, og det er i området vest for indlandsisen i bunden af Kangerlussuaq dalen at vi skal tilbringe en uge på feltfod. Vi ankommer med flyet fra København inden frokost, og bliver mødt af Mathias Ingemann fra Inuit Outfitting, som har arrangeret hele turen ned til den mindste detalje.
Vejret er som forventet. Sol og temperaturer omkring 12 – 15 graders varme.

Lejren.

Lejren er allerede etableret inde ved indlandsisen, på en smal tange mellem en lille og en ganske stor sø. Den består af et rundt hvidt køkkentelt, et spisetelt, og et telt til hver af de fem tysktalende andre jægere, et telt til den dansk/tyske guide, nogle telte til fangerne og så et stort telt til fotograf Claus Vedel og jeg selv, som får god plads til vores film- og fotoudstyr.
Opgaven er at nedlægge en pæn renbuk og at filme det til endnu en udgave af dk4´s Jagtmagasinet.

Renjagt
© huntersmagazine.com
2004, Steen Andersen

Lejren som den tager sig ud fra søsiden med isens utallige farvenuancer som dramatisk baggrund.

Den første dag.

Mathias Ingemann er rutineret og meget velanskrevet som jagtarrangør og deler sine aktiviteter nogenlunde ligeligt mellem trofæjagt på moskusokser om vinteren og ditto-jagt på rener om sommeren. Især de tyske og østrigske jægere har fået øjnene op for denne interessante jagt og står på det nærmeste i kø for at komme på jagt med Inuit Outfitting.
Den første dag er virkelig smuk, og lever op til alle vores forventninger om den arktiske sommer. Claus og jeg lader de andre tage på jagt, så vi kan komme på fjeldet for at få de store naturscenerier foreviget på magnetbånd og celluloid.

Hele skelettet af et rensdyr på fjeldsiden. Der må være tale om et dyr der har lidt en naturlig død, for fangerne tager altid hele dyret med ned fra fjeldet. I baggrunden indlandsisen.

Chock
© huntersmagazine.com
2004, Steen Andersen

Jagtlykken smilede til vores østrigske venner, som hjembragte en lille håndfuld fine trofæer.

Den første buk.

Efter blot få timer vender gummibåden og den ene af fangerne tilbage med de første nedlagte rener. Heldet var med jægerne så snart de satte foden på land på den anden side af den store sø. Bukkene er stadig i bast, og det er et faktum man bare er nødt til at acceptere. Det er sådan set nemt nok at tage basten af, og på denne årstid har gevirerne fine og færdige spidser inde under det tynde pelslag. Men flere af de tyske og østrigske jægere har besluttet sig for, at lade hovederne udstoppe og montere med bastgeviret – det ser altså også mere imponerende ud på den måde.

Moskusokser støder vi på hele tiden, og må somme tider tage en ordentlig omvej for at komme forbi dem.

Renjagt
© huntersmagazine.com
2004, Steen Andersen

Bukken blev tapskudt i første omgang. Et skud mere på halsen fik den til at forende efter et øjebliks øjenkontakt.

Af sted.

Den anden dag er det Claus og mig der skal af sted. Vejret er slået om, og Claus har pakket vores videokamera ind i et sindrigt systemer af poser og særlige polstringer, så det kan modstå de regn- og sludbyger som hærger os allerede på vej til den varme havregrød i madteltet.
Vi entrerer gummibåden og krydser søen på 20 minutters tid, går op ad en lille skråning til en højere liggende sø, hvor endnu en gummibåd er blevet båret op sammen med en 20 HK påhængsmotor. Logistikken er i orden og fangerne slæber selv de største byrder uden at kny.

Slip ånden fri.

I flyet på vej hertil sad jeg ved siden af en grønlandsk åndemaner. Jeg spurgte til hvordan dyrenes ånder har det med at fangere og jæger sådan går og skyder dem. Hun svarede, efter en kort samtale med dyrenes ånder, at det er helt i orden så længe man har respekt for vildtet og sætter det enkelte dyrs ånd fri, så det kan vende tilbage til håret på havets moder, hvor alle fangstdyr kommer fra.
Personligt har jeg den største respekt for de dyr jeg nedlægger, og på stedet fulgte jeg den gamle fangertradition; bøjede mig ned og pustede i dyrets snude så ånden kunne blive fri og flyve ud til havet. Jeg sværger på at jeg kunne mærke et eller andet luftigt forsvinde da jeg pustede…

Renjagt
© huntersmagazine.com
2004, Steen Andersen

Uno har taget forparten og skindet fra min ren. Det er kun fordi der er flere til at bære, normalt tager han også bagparten over skulderen.

Alt bliver brugt.

Det tog os fem timer at komme ind til det område hvor vi efter en kort pürsch nedlagde renen. Den blev skudt på omkring 70 meters afstand, og skuddet var meget højt, for jeg fik ikke kompenseret for indskydningen til 200 meter. Men bukken blev leveret og vi flåede den på stedet. Skar hovedet af og delte kroppen i to. Skindet bruger fangerne til at lægge oven på oppakningen på hundeslæderne, trofæet skal jægeren have, og resten af dyret går direkte i husholdningen. Virkelig respektfuld og økonomisk omgang med naturens ressourcer.

Langt hjem.

Nu hvor vi bevæger os lige frem i terrænet vare det blot et par timer at komme tilbage til den første af bådene. I min rygsæk var kamerastativet og på vejen tilbage bandt jeg geviret fast til rygsækken, den har næppe vejret over 15 Kg. Jeg var helt udmattet da vi kom hjem. Fangerne havde masser af kræfter til overs og gik straks i gang med at arbejde i lejren. Lave mad, hente kaffe og sørger for alle den slags fornødenheder.

Renjagt
© huntersmagazine.com
2004, Steen Andersen

Uno i gang med at ordne trofæet.

Og filmoptagelser? De lykkedes rigtig fint og kan får tiden opleves på dk4 i den udsendelser der hedder; Jagtmagasinet – Renjagt, den genudsendes ustandseligt.

Den lille lejr og en kastet stang i en størrelse vi desværre ikke oplevede på årets bukke.