Rette tid og rette sted

Rette tid og rette sted

Den lille grankvist er beviset på at denne jæger har opfyldt jægerens vigtigste kodeks. Malte Udsen var på det rigtige sted og han var klar med sin .375 H&H.

Det rette sted.

For en jæger er det rette sted vel ude i naturen, i mere end én forstand. Men hvordan man får sig placeret lige der hvor vildtet kommer frem, har man kun sjældent indflydelse på, især når der som på de fleste drivjagter er tale om et lodtrækningssystem eller nummersystem, der på mere eller mindre tilfældig vis afgør hvor de enkelte skytter skal placeres.
Hvis man forfølger den tankerække kan man godt gå hen og blive fatalist. For sagen er jo, at man ikke selv har indflydelse på det sted man placeres, og hvis ellers lodtrækningen er retfærdig, så er der ingen foruden skæbnen der bestemmer.

Den rette tid.

På større jagter har man heller ikke indflydelse på tiden. Man møder til parolen, bliver sat på post og er klar til at skyde når tiden er inde, drevet sat i gang eller man er komme på plads. Alt er også i den sammenhæng planlagt til mindste detalje. I modsætning til de gange hvor man har mulighed for at gå ud i naturen på egen hånd, og her bliver det virkelig giftigt: For nu bestemmer man selv hvornår man tager derud, hvor man placerer sig og hvor længe man bliver. Hvornår er det lige, at det lykkes at ramme det rigtige sted til den rigtige tid? Nå, men hvis den vigtigste regel er at være derude, så gælder det vel bare om at være der ude så meget som muligt.

Elgjagt
© huntersmagazine.com
2004, Steen Andersen

Dagens instrukser.

Jagtens håndværk.

Man kunne jo grave sig ned ude på reviret og først tage tilbage når jagten var lykkedes. Men det gælder jo om at være på det rette sted, og her er det nødvendigt at have sine kundskaber i orden, for der er helt sikkert steder der er bedre end andre. Det lære man efterhånden og bliver sikkert også med tiden mere ”heldig” efterhånden som man i stadig flere tilfælde finder frem til de helt rigtige steder. På samme måde er det nok også med hvornår man er der. Andres og egne erfaringer kan efterhånden medvirke til at identificere de tidspunkter på døgnet, året og de vejrtyper som giver det bedste udbytte.

Den alternative plan.

Udover at efterligne alle de andre der har succes, og blive ved med at gentage de situationer hvor man selv har haft det, så kan man jo gribe til den ultimative plan B, ved ganske enkelt at satse på sit held. Som bekendt kan jo selv den bedste planlægning ikke hamle op med godt gammeldags svineheld.

Elgmærke
© huntersmagazine.com
2004, Steen Andersen

Rette tid og sted kan naturligvis også resultere i en smuk naturoplevelse.

Få chancer.

På den netop veloverståede elgjagt på Tyllinge i Sverige var indtil flere skytter tilsmilet af det rene skinbarlige held. Malte Udsen kom til at begynde med en dag for sendt. Arbejde og tung logistik forhindrede ham i at være med på den første dag, og på den konto mistede han så en tredjedel af sine chancer. Imidlertid blev der ikke nedlagt eller set noget på hans poster som jagtledelsen lod overgå til andre – selskabets kok blandt andet.

Flot debut.

Da den unge jæger endelig når frem til sit livs første elgjagt, får han udleveret den lodtrækning andre har gjort for ham, og indtager lidt over klokken syv på den anden dags morgen sin post ude i en stor åben skov. En halv time senere passerer en ko med kalve, og da den bageste kalv er fri mellem et par stammer sender Malte tyrekalven direkte ind i vildtudbyttestatistikken med et velplaceret skud på halsen.
I det lys er det vanskeligt at forklare en ny jæger med en kvist i hatten hvor heldig han har været, og at andre har ventet på netop sådan en chance i både ti, femten og i dette selskab helt optil sytten år.
Hvad der er rette tid og rette sted skal redaktionen derfor undlade at gøre sig klog på. Men ét står fast. Det vigtigste er at være derude….