Sæljagt

Sæljagt

Rolf Hagstrøm med en nyskudt sæl. Af Steen Andersen.

Jagt på naturens præmisser.

Fangerne spænder tolv hunde foran hver af de to slæder. De store barske slædehunde er udhvilede efter en god nats søvn oven på isen i den relativt lune midsommersol, der forhindrer at temperaturen kommer væsentligt under de minus 15 C. Det sidste grej stuves på slæderne, og på den karakteristiske kommando “Jiip, Jiip” og et enkelt knald fra den næsten 10 meter lange pisk, sætter hundene sig i bevægelse og lægger kursen ud over den frosne fjord.

To fangere og 24 hunde.

Det er slutningen af april, vi er to benovede syddanskere, der med få dages varsel har slået til og taget chancen for at tilbringe en uge på isen sammen med to fangere helt oppe i den nordlige ende af Grønland, i området nord for Thule Air Base. Den første dag har været én lang aha-oplevelse, straks fra det første møde med vores to fangere, Christian og Mikalhi, og deres nogen og tyve kradsbørstige hundebæster.

Sæljagt
© huntersmagazine.com 2005, Steen Andersen

Fangerne prøver vores moderne rifler, og konkluderer at de da er mindst så gode som deres egne.

Sæler i sigte.

Fangerne stopper slæderne, det er Rolfs tur til at prøve sine færdigheder af overfor de tre sæler, der ligger foran os. Riflen fiskes frem fra slædens last af telt, soveposer, rensdyrskind, og et par døde sæler. Den nye og moderne Blaser riffel med den relativt lette 6,5x55 bestykning spændes fast på en lille skydeslæde, der fungerer som fast anlæg når man ligger ned for at skyde. Løbet stikker ud gennem et cirka ½ kvadratmeter stort hvidt segl, der er spændt op på tværs af løbets retning, så jægeren har det hvide skjold at gemme sig bag.

Knædyb pürsch.

I realiteten den eneste dækning Rolf kan regne med herfra og de omkring 1500 meter frem til sælerne. Selvom temperaturen næppe er over de minus 10 C, så smider Rolf en stor del af sit tøj, for han har lært lektien. Pürschen er anstrengende i den ofte knædybe sne, og den sammenkrøbne stilling bag skydesejlet får hurtig sveden til at pible ned over ansigtet og ned af ryggen på den spændte sælfanger. Et sidste blik i kikkerten afslører at sælerne endnu ikke har taget notits af vores tilstedeværelse og Rolf begynder at gå frem mod dyrene i en lang blød nordlig bue, for at komme om i god vind.

Sæljagt
© huntersmagazine.com 2005, Steen Andersen

Lejren som den tager sig ud i ved dagens afslutning. Hundene hviler sig og teltet er slået op over slæderne som nu fungerer som magelige og velisolerede senge.

Fremrykning.

Fra slæderne kan vi følge Rolfs bevægelser frem i det helt åbne felt mellem ham og sælerne. De første fem hundrede meter går hurtigt og nemt, men så begynder vanskelighederne. Sælerne bliver urolige, og sikre med kortere mellemrum. Fra nu af er det afgørende for jagtens vellykkede resultat, at Rolf evner at få sælernes rytme ind i kroppen, så han står stille hver gang en af sælerne løfter hovedet. Fremrykningen foregår nu i hastige korte ryk. Tyve måske tredive meter ad gangen, og så ned på maven bag sejlet. Når man ligger ned, kan man nå at få lidt luft igen og holde øje med sælerne gennem kikkertsigtet. På den anden side kan man ikke ligge for længe, for så mister man varmen, og begynder at ryste over hele kroppen.

Forsigtig fremrykning.

Fra vores opservations punkt ser det ud som om, Rolf næsten kan røre ved sælerne, men fangerne ved bedre. Christian tager sin primus frem, hugger et stykke af et mindre isbjerg der er strandet midt i den frosne fjord ved siden af vores slæder, og giver sig til at smelte isen så vi kan få os en varm kop kaffe inden vi rykker frem til Rolfs bytte. Yderligere tyve minutter går, mens Rolf bare kommer tættere og tættere på. Primussen er atter pakket sammen, og kaffen drukket, da en lille dump lyd i det fjerne afslører at Rolf har brugt sin chance.

Sæljagt
© huntersmagazine.com 2995, Steen Andersen

Aftensmad i teltet. Sædvanligvis spiser man det man fanger, men til en afveksling står den her på skipperlabskovs. Rolf ville hellere have haft sæl – igen.

Skudt i hovedet.

Først da vi er kommet ganske tæt på, kan vi se, at der ligger en død sæl med hovedet halvvejs nede i hullet. Rolf er henne ved den, og trækker den tilbage i baglufferne. Sælerne bevæger sig aldrig væk fra hullet, og derfor skal de skydes i hovedet, så de dør i knaldet. Et skud i kroppen, vil nok dræbe dyret, men det vil ofte nå at kaste sig i vandet i et forsøg på at nå i sikkerhed, og så dø under isen og synke til bunds. Så det præcise skud er en nødvendighed, og Rolf har løst opgaven endnu en gang.

Den varme lever.

En flot stor Ringsæl er nedlagt, vægten er omkring 100 Kg, men når skindet og det tommetykke spæklag er fjernet, er der omkring 30 - 40 Kg kød tilbage, som i aften skal deles mellem hunde og fangere. Den stadig varme sæl skinnes og parteres på stedet, så vi kan spise den varme lever. Den allerførste bid krævede en del selvbeherskelse, men det er jo allerede flere dage siden. Selvom Rolf fastholder at leveren smager som næseblod, så kommer man hurtig til at sætte pris på denne uovertrufne delikatesse, der er den perfekte besegling på en intens og udfordrende jagtoplevelse. I baggrunden slås hundene indædt, bare sådan for at holde gang i intrigerne, mens byttet stues af vejen på den ene slæde, så vi kan komme videre til de næste sæler vi kan se nogle kilometer længere fremme...