Schweiss

Schweisshunden er den eneste, der kan afgøre, om et skud var blankt forbi eller ej.

Efter skuddet.
Bare så det er skrevet: Der er ingen endegyldig sandhed i denne verden, så de følgende beskrivelser bygger på erfaringer og generaliseringer, som rummer mange års opsamlet viden fra landets schweisshundeførere, men der kan naturligvis forekomme afvigelser og undtagelser, som ikke er dækket af de følgende fremstillinger.
Derfor er det allervigtigste, når man går frem til et skudsted efter skuddet, at man bruger sine sandser, sin sunde fornuft, og, hvis man er det mindste i tvivl, sin telefon, så man kan tilkalde en registreret schweisshund.
Schweisshunderegisteret finder Du link til på denne side i højre margen, og står Du derude, så kan Du få en liste over de nærmeste schweisshundeførere tilsendt ved at sende en SMS til 1220, skriv hund mellemrum og så det postnummer Du befinder dig i, så kommer der en liste til Dig på et øjeblik, som koster almindelig SMS-takst plus nogle få kroner.

Skudstedet.
Når man har skudt, markerer man den position man skød fra, og så kan man gå frem til skudstedet i kuglens bane,” forklarer schweisskoordinator Leif Stonor Nielsen fra Haslev på Sjælland. Han har omkring 1500 eftersøgninger bag sig, og har haft positivt resultat i cirka 900 af tilfældene.
Så kan man standse nogle meter fra det sted, hvor man mener dyret stod. ”Hvis man intet kan se, så står man måske slet ikke det rigtige sted, og så er det bedste man kan gøre, at tilkalde en registreret schweisshund med det samme,” fortsætter den erfarne spormand, der ved, at mange mister orienteringen, når de efter skuddet går frem til skudstedet.
”På skudstedet – eller det man mener er skudstedet – sætter man også en markering, og kan man ikke se tydelig schweiss eller selve dyret, så HAR man brug for en hund,” konkluderer Leif Stonor Nielsen.

Påskud.
Hvis man ser tydelig og meget schweiss, så er dyret formodentligt forendt og at finde ganske tæt på skudstedet. Tydelig schweiss kan man sagtens selv følge, og vil i de fleste tilfælde stå ved dyret i løbet af et øjeblik.
Hvis man IKKE ser schweiss eller kun ser lidt schweiss, så bør man ifølge Leif Stonor Nielsen afbryde sin egen eftersøgning, og tilkalde assistance.
Nedenfor bringer vi en summarisk beskrivelse af de schweiss, pürsch- og anskudstegn, man altid bør være opmærksom på, og som i alle tilfælde nok bør udløse en egentlig eftersøgning med en registreret schweisshund.

 

På skudstedet.
Løbsskud: Mindre stykker af kød, korte hår og stumper af rørknogle. Knoglens marv kan godt ligne lungeschweiss, men er fedtet, når man rører ved det.
Kæbeskud: Korte hår, tandstumper og knoglesplinter i begrænset omfang. Dette skud efterlader sig ikke ret mange spor.
Tapskud: Mange længere hår, cirkulære slæbespor på jorden, fordi dyret har ligget og drejet om sin egen bagkrop, så blodet er blevet tværet ud. Tapskuddet er det anskud, der er lettest at genkende sporene fra.
Maveskud: Eller waidskud. Hårene ligge både foran og bagved skudstedet, relativt lidt blod, men maveindhold i større eller mindre mængder. Man kan ofte lugte dette skud, fordi maveindholdet stinker surt. Er leveren ramt, vil der også findes næsten sort blod på skudstedet, og måske ligefrem fragmenter af leveren.