Sika

ZOOLOGI - EUROPA

Sikahjort i vinterpels. Kun hannerne har horn, og de kastes en gang om året. Af biolog Ole Pedersen.

Engelsk:      Sika deer
Tysk:            Sikahirch
Fransk:        Cerf Sika

Der findes 13 underarter af Sika.

Japansk Sika

Cervus nippon nippon

Vietnamesisk Sika

Cervus nippon pseudaxis

Formosa Sika

Cervus nippon taiouanus

Manchurisk Sika

Cervus nippon mantchuricus

Dybowski Sika

Cervus nippon hortulorum

Nordkinesisk Sika

Cervus nippon mandarinus

Kopschi Sika

Cervus nippon kopschi

Shansi Sika

Cervus nippon grassianus

Hokkaido Sika

Cervus nippon yesoënsis

Kerama Sika

Cervus nippon keramae

Honshu Sika

Cervus nippon centralis

Mageshima Sika

Cervus nippon mageshimae

Yakushima Sika

Cervus nippon yakushimae

 

Arten stammer fra Asien.
Sika er østasiatisk og findes naturligt i den østlige del af Kina, i Vietnam, Formosa og i Japan. De jagtligt mest interessante underarter er Japansk Sika (Cervus nippon nippon) og Manchurisk Sika (Cervus nippon mantchuricus), da disse er udsat som jagtvildt flere steder i Europa, eksempelvis i Danmark, Irland, England, Polen, Tyskland og Frankrig. Endvidere er sika udsat i New Zealand.

Udseende.
Sikaens sommerpels har almindeligvis en kastanierød grundfarve med hvide pletter. Bugen er hvid. Vinterpelsen er alt efter underart, mørkebrun, sortbrun, rødbrun Kalvene er plettede ved fødslen. Kerama sikaen  er meget mørk, og helt sorte (melanistiske) eksemplarer kendes.
Japansk Sika er blandt de mindre underarter. En udvokset hjort vejer mellem 33-55 kg og har en skulderhøjde på 79-81 cm. En gammel hind vejer mellem 27-35 kg. Til sammenligning vejer Dybowsky Sika mellem 117 og 132 kg., Manchurisk Sika mellem 72 og 100 kg og Kerama Sika ca. 30 kg.
Sika har været udsat i Skotland, hvor den har bastarderet med det skotske kronvildt. Afkommet ligner en mellemting mellem kronhjort og sika med lille gevir.

Geviret.
Sika sætter sjældent op som mere end 8-ender. 10- og 12-endere forekommer dog også. Der udvikles ikke issesprosse. Stanglængden varierer fra ca. 28 cm. hos Yakushima Sika til 86 cm. hos Dybowsky Sika. Stængerne hos Manchurisk sika måler omkring 66 cm. Geviret kastes fra begyndelsen af marts til slutningen af april.

Pointkrav til medaljer - CIC-opmåling Bronze Sølv Guld
Japansk sika 225 240 255
Dybowsky sika 300 350 400
Formosa sika 300 350 400
Manchurisk sika 300 350 400

Adfærd.
Sika holder almindeligvis  til i skovområder; gerne i de tætte tykninger. På fri vildtbane i Danmark er sikavildtet overvejende skumrings- og dæmringsaktivt. I Irland, hvor der udøves en del jagt på sikavildt,  ses det ofte midt på dagen.
Dyrene lever primært af græsser, knopper, skud af nåletræer samt landbrugsafgrøder. Dyrene skræller en del, og er derfor ikke særligt populære i skovbruget.
Det meste af året lever hjorte og hinder hver for sig; hinderne i hindrudler og hjortene enten i hjorterudler, eller. Under brunsten som falder fra midten af september til slutningen af oktober er hjortene overraskende tolerante over for svagere hjorte, hvorimod jævnbyrdige hjorte straks angribes. Sikahjortens brunstbrøl er en høj skrigen. Der sættes normalt én kalv omkring maj-juni måned.

Litteratur:
Andersen, Mogens: (1989): Det store Hjortevildt
Bennetsen, Egon: (1976) Sikavildtet (Cervus nippon) i Danmark. Danske vildtundersøgelser hæfte 25.
Larsson, John ( 1989): Hjorte på nært hold