Skovpatronens indre

Skovpatronens indre

Haglskålen er høj og firdelt. Patronerne fra Leader i 5er 32 grams indeholder i snit 278 hagl.

Deklarationer.

Efterhånden er der tradition for, at de jagtpatroner der sælges i Danmark er forsynet med en deklaration, hvoraf det fremgår hvor hurtig patronen er, hvad haglene er fremstillet af og ikke mindst hvor mange der er af dem.
Indtil videre kan man ikke få disse oplysninger på de netop godkendte skovpatroner ved navn Leader, som vi også skrev om i sidste uge. Se artiklen Ny skovpatron.

De første fakta

Derfor har vi givet importøren en hjælpende hånd, og kan her offentliggøre det første omrids til hvad der en gang med tiden – og fra importørens hånd – kan blive til en endelig deklaration.
Haglene er fremstillet af bismuth, det har Dansk Skovforening indhentet dokumentation for.
Patronen er angiveligt fremstillet på ELEY fabrikken i England. I bunden af patronen står der faktisk ELEY. Haglskålen er af samme kvalitet (sandsynligvis identisk) som den der findes i ELEY Bismuth Forest, og er fremstillet i Danmark.
Patronen med 32 gram 5er hagl indeholder i gennemsnit 278 hagl, hvilket betyder at hvert hagl i gennemsnit vejer 0,115 gram, og det passer fint med tidligere målinger. Se artiklen Størrelse og vægt af hagl.
Den målte gennemsnitlige udgangshastighed er 396,3 m/s, med en ½ boret Beretta S687 Silver Pigeon II.