Skydearena

Skydearena

Hastige skud til mål i bevægelse.

Skjern.

Instruksen er kort og præcis. Fire skytter ad gangen går frem til skytelinien, og man skyder et skud på skift. Målene er bevægelige og de første par runder i relativt roligt tempo. Senere bliver det hele hurtigere og vanskeligere.
Man skyder på et stort lærred og man skyder med sit eget våben. En ualmindelig realistisk træningssituation, hvor kronvildt, råvildt og ikke mindst vildsvin er blandt favoritterne.
Det er Korsholm i Skjern der har opført og nu driver skydearenaen, som er landets første og helt i tråd med entreprenørånden der ovre i det vestjyske. For det var også en tidligere generation af Korsholmere, der i sin tid anlagde landets første underjordiske skydebane.

Træf og markering.

Filmsekvenserne af attråede trofæer og udfordringer spæner over lærredet. Det hele styres fra en central computer, og med tiden kan der tilføjes nye filmklip så scenarierne hele tiden kan udvides.
Bag lærredet – og inden sandvolden der opfanger riffelkuglerne – er et infrarødt lysanlæg. Hver gang et nyt hul skydes i lærredet registreres den nye lysplet af et kamera og forvandles til en markering på selve filmsekvensen, som stopper et par sekunder. Skytten kan straks se om skuddet var placeret rigtigt.