Sneppe #100

Sneppe #100

Erik Kamman har efter omkring 40 års ihærdig jagt netop rundet sneppe nummer 100. Her beretter han om nogle af oplevelserne og om lampefeberen op til den trecifrede milepæl.

Milepæl.

Nu er det ikke for at prale, det ved jeg godt at man ikke må, for jeg er født i Vestjylland, og det er heller ikke klogt. Og jeg ved godt, at der er andre jægere, der har skudt mange flere snepper i deres tid. MEN det er for mig en vigtig milepæl i et efterhånden langt jægerliv.

Den første sneppe.

Jeg fik mit første jagttegn som 16-årig og skød min første sneppe på drivjagt i Ål Plantage med Morfars Husqvarna engang i tresserne. Den kom hen ad vejen spist imod, jeg skød forbi i første skud, fuglen drejede over mit hoved ud til siden og fulgte et vandløb lige væk fra mig. Den faldt midt i vandet, som heldigvis strømmede imod mig, og jeg kunne rage den ind med piben. Der var ingen upassende ceremonier dengang, kun et "tillykke med det min dreng" fra Far.

Sneppe 100
© huntersmagazine.com
2007, Jacob Kamman

Erik Kamman og sneppe nrummer 100.

Lånehund.

Siden er jeg blevet mere og mere fascineret af jagt på snepper, især med stående hund. Til at begynde med lånte jeg simpelthen en ruhåret hønsehund af en jagtkammerat, eftersom jeg ikke selv havde hund på den tid. Det første forsøg faldt godt ud, hunden var særdeles rutineret i modsætning til føreren. Heldigvis syntes den, at det var helt fint at jage uden sin far, selve jagten var det vigtigste. Jeg havde held til at skyde den første fugl hunden rejste, og så var der harmoni mellem hund og fører.

Sult?

Siden har jeg lånt hund mange gange og det er altid gået godt. Ja, altså undtagen den gang jeg kortvarigt havde efterladt hunden i bilen sammen med to snepper. Da jeg kom tilbage var der kun hovedet af den ene tilbage. Måske troede hunden, at den skulle sidder der længe, og snepperne var der for at den ikke skulle dø af sult?
En anden gang havde jeg et fint samarbejde med en lånehund, men den var tilbøjelig til at tygge på snepperne på vej tilbage med dem. Det er uvane, det ikke er let at stoppe på kort tid, så jeg prøvede bare at nå sneppen før hunden. Det lykkedes fint en enkelt gang, mens vi var i en tæt, ung birkebevoksning langt fra alfarvej. Hunden så ikke hvor sneppen faldt, så hunden forsvandt i den forkerte retning, og jeg kunne selv samle en fin, hel fugl op. Jeg stod netop og rettede lidt på fjerene, da hunden kom tilbage og i et nu klippede hovedet af fuglen. Da blev jeg noget vred og råbte DÆK til hunden, som også omgående lystrede. Den havde stadig sneppehovedet i munden med næbbet stikkende ud til den ene side. På kommandoen SLIP skete der ingenting.

Hundepisk.

Jeg prøvede så at vriste hovedet ud af munden uden held. Så lagde jeg mig ned og prøvede at trykke hundens læber ind mod tænderne for at få den til at åbne munden. Men ruhårede hønsehunde kender ikke til smerte, og hunden gav sig ikke. Så prøvede jeg at holde hunden om mund og næse i et forsøg på at forhindre den i at trække vejret. Når den ikke havde mere luft måtte den vel lukke munden op? Det tog nu rigtig længe uden at der skete noget, og jeg fik tid til at genkalde mig ejerens vejledning. Han havde anbefalet mig at medbringe hundepisken, da hunden strengt taget var noget bidsk og havde bidt adskillige besøgende, og hundepisken var det eneste den havde rigtig respekt for. Jeg syntes ikke var helt fint at piske på lånehunde, og havde ladet pisken blive hjemme. Og hvad hvis nu hunden pludselig blev utilfreds med min behandling af den og gik til modangreb?

En kæp.

Måske kunne den simpelthen slå mig ihjel, og hvor længe ville det vare inden nogen fandt de sørgelige rester? Jeg tænkte på konen og de små børn derhjemme. Noget måtte gøres for at opløse den fastlåste situation, jeg så mig om efter en egnet kæp, men ak, der var kun rådne pinde at se indenfor rækkevidde. Jeg besluttede mig for den bedst mulige indenfor synsvidde, sprang op og greb pinden, som omgående knækkede midt over, idet jeg hævede armen. I mellemtiden var hunden også sprunget op og havde spyttet sneppehovedet ud på skovbunden. Jeg samlede sneppehovedet op, kaldte på hunden, som omgående kom og fik ros for at komme så prompte. Derefter fortsatte vi jagten som intet var hændt.

Godt far!

Samspillet mellem hund og jæger giver mange mindeværdige oplevelser og til sidst besluttede vi at anskaffe vor egen ruhår, som blev døbt MIKA. Hun var af god vestjysk familie og udviklede sig til at blive en fin sneppehund. I mellemtiden var sønnen også vokset så meget, at han kunne være med som jæger. Det var en særlig dag, da han skød sin første sneppe, og nu er han lige så hooked på snepper som jeg. Vi går nu gerne sammen på jagt, og det var en udsøgt fornøjelse at høre hans: Godt Far! da sneppe nummer 100 faldt.

Lampefeber.

Jeg havde været så uforsigtig at fortælle, at jeg nærmede mig det runde tal, og der var tilsyneladende opstået noget lampefeber på det sidste. I hvert fald var der usædvanligt mange forbiere lige inde jeg nåede milepælen. Men pludselig var den der, og derfor disse overvejelser og minder.
Sneppejagt er også noget særligt fordi den byder på særdeles udfordrende skydning. Selvfølgelig er der "nemme" skud ind imellem, men som oftest er der brug for hurtige skud til fugle i uberegnelig flugt. Derfor er det også noget særligt, når det lykkes.

Et hurtigt skud.

Jeg husker stadig fra mange år tilbage et sted, hvor jeg var gået ind mellem høje graner med en blød bund af nedfaldne nåle. Egentlig ikke et sted hvor snepper officielt burde holde til, og jeg fandt da heller ingen på jorden, men pludselig opdager jeg en sneppe flyvende over granerne i en lille lysning. Fuldstændig uforberedt svinger jeg alligevel igennem og når at afgive skud lige idet sneppen forsvinder ud af mit synsfelt. Jeg når ikke at erkende nogen virkning af skuddet, men et øjeblik efter lyder der et dæmpet bump ude fra vejen, hvor jeg så kan afhente en dødskudt sneppe.

Sneppe 100
© huntersmagazine.com
2007, Jacob Kamman

Sneppe nummer 100 på paraden.

Tak.

Interessen for sneppejagt er jeg ikke alene om, og det har givet kontakt til mange jægere, som efterhånden er blevet til venner. Det er en væsentlig del af oplevelsen og glæden ved sneppejagt, at den ofte er foregået i selskab med dygtige og hyggelige jægere. Når den årlige sæson nærmer sig, glæder jeg mig til gensynet med gamle venner, vidunderlig natur og spændende jagt. Jeg er meget taknemmelig for alle de gode timer jeg har haft alene med hunden eller sammen med brave jægere på sneppejagt. Derfor denne epistel, som ikke skulle være pral, men en tak til alle de involverede hunde, jægere og snepper for de glæder der er blevet mig til del.