Stor kudu

Stor kudu

Af dyrlæge Anders Holm.

Stor kudu, Tragelaphus strepsiceros.
Engelsk: Greater kudu
Fransk: Grand koudou
Tysk: Grosser kudu
Swahili: Tandala mkubwa

ZOOLOGI.
I Afrika findes to forskellige arter af kudu; stor kudu og mindre kudu.
I det følgende beskrives stor kudu, der forekommer i flere geografiske varianter.

Den mørklødede cape kudu fra Sydafrika er mindre end de øvrige varianter, både hvad angår dyrets størrelse og trofæet.

BIOLOGI.

Farven på den gamle tyr er grålig med 6-10 lodrette striber, mens køer og kalve har en mere brunlig farve. Kuduen her en drægtighedstid på ca. 7 måneder.I det sydlige Afrika falder brunsten i maj og juni, hvilket betyder at kalven, der vejer ca 15 kg. ved fødslen, kommer til verden i månederne februar/ marts lige efter regntiden, hvor fødemulighederne er bedst.

Flokke.

Uden for brunsten træffes tyrene enkeltvis eller i mindre flokke (det som englænderne kalder for bachlors-herds).Hundyrene holder sammen i flokke på omkring 3 til 20 individer, bestående af kalve, kvier og køer.

Brunst.

I brunsten følger tyrene flokke af hundyr, således at der ofte følger flere tyre efter en flok med en eller flere brunstige køer. Dette betyder blandt andet, at tyrene mister en del af deres agtpågivenhed eller skyhed, og chancerne for at iagttage gamle handyr er speciel god i denne periode.

Adfærd.

Generelt er stor kudu et meget sky dyr, og dyrene har tendens til at blive nataktive hvis de jages hårdt. Kudu undgår åbent terræn som græssletter og foretrækker bush med akacietræer og gerne klippefyldt terræn. Den store kudu har spredt sig langs bevoksede vandløb ind i de mere åbne områder og er nu udbredt i hele det sydlige Afrika.

Tilbagegang.

Arten er dog i tilbagegang i det østlige Afrika, hvor bestanden af antiloper generelt er faldende på grund af menneskets behov for land. I visse områder betragtes kudu således som et skadedyr, når de fouragerer på markafgrøder som lucerne, majs og grøntsager.

Jagt.

Stor kudu har fået betegnelsen ”Afrikas grå spøgelse” idet jægere på de store safarier i begyndelsen af 1900 tallet betragtede kudu som et toptrofæ, der var meget vanskeligt at nedlægge, meget sværere end f.eks næsehorn og mankeløve.I løbet af en flere måneders safari i det østafrikanske kunne man opleve, at kudu ikke blev nedlagt eller at der kun blev observeret ganske få dyr. Alle, der har læst "Green Hills of Africa" af Hemmingway, vil vide, hvad det vil sige at ønske sig en kudu som trofæ, og det er da også dette dyr, som står øverst på de fleste jægeres ønskeseddel, når den første rejse til et afrikansk land planlægges.

Territorier.

Dyrene er territoriale, med et territorium der typisk er på op til 50 kvadratkilometer for tyre og cirke det halve for køerne, dette afhænger af fourageringsmulighederne. Det hænder ofte på jagt, at den professionelle jæger ser tyre, som han med sikkerhed aldrig før har set, og det gør naturligvis jagten meget mere spændende.

Toptrofæ.

Man kan uden tøven kalde kudu for Afrikas toptrofæ, da dette dyr er indbegrebet af jagt i Afrika og er med til at gøre enhver safari i dens udbredelsesområde til en særlig oplevelse. Synet af de store elegante dyr i bushen giver en særlig stemning. Ofte er det første, man ser de store ører, hvis rødlige farve i øretragten er det eneste, der skiller sig ud fra omgivelserne. Selve kroppen kan være utrolig godt skjult i bevoksningen, idet dyret med de lodrette striber falder fuldstændig sammen med omgivelserne, når dyrene står i skyggen af akacietræerne hvilket de ofte foretrækker.

Elegant.

Det er fascinerende at se med hvilken lethed en kudu springer over kvæghegnene på farmlandet, selv et hegn på over 2m forcerer dyrene uden tilløb. Takket være den store indsats for vildtet i det sydlige Afrika, er der meget stærke bestande af stor kudu, som gør det muligt for mange jægere at prøve kræfter med den stolte antilope.

Southern greater kudu.

Da det kræver betydelige resourcer at jage western og eastern kudu, vil der i det følgende focuseres på jagten på den mest tilgængelige variant: southern greater kudu.

Jagt i praksis.

Alle, der for første gang skal jage kudu, undres over hvor stort trofæet syner, og det vil for de fleste være en stor oplevelse at se kudu under naturlige forhold. Kudutyrens horn syner enorme på ethvert middelmådigt dyr, og det kræver en god PH (professionel jæger) som kan være med til den ofte svære vurdering under jagt. Dyrene er omtrent på størrelse med elgkvier og er ret almindelige på farmlandet i det sydlige Afrika, hvor man på de fleste revirer dagligt kan nyde flokke af køer og kalve. Hvis man vælger perioden hvor brunsten falder (i maj og juni) kan man være sikker på hver dag at kunne iagttage flere tyre, der følger flokkene af køer og ungdyr. Kudu kan hyppigst iagttages morgen og især om aftenen, og der er i brunsten en enestående mulighed for at betragte fuldt udviklede tyre.

Gode muligheder.

I dag er situationen meget gunstig i det sydlige Afrika, da der især i Namibia og Sydafrika findes meget stærke bestande af disse smukke dyr, og det er muligt at nedlægge et godt eksemplar på en safari af 7-10 dages varighed. På grund af den store indsats for vildtet i flere lande er chancerne for det helt store trofæ bedre end i mange år. Farmerne har indset, at vildtet, som er den naturlige bestand, giver mulighed for en bæredygtig udnyttelse, der er mere indbringende end det traditionelle kvæghold, som kræver meget opsyn og indsats mod sygdomme som vild tet er immunt overfor.

Planlægning.

Det er meget vigtigt, at man har drøftet sine ønsker med den professionelle jæger eller andre, der har indgående kendskab til terrænet, for at være sikker på at sted og tidspunkt er optimalt for de arter man ønsker at jage.

Temperaturen.

Vælger man at tage til Afrika i vintermånederne (juni, juli og august) skal man være opmærksom på, at jagten i de tidlige morgentimer er en stor overraskelse for mange førstegangsrejsende.Temperaturen ligger ofte under frysepunktet, og ens påklædning skal være omtrent, som når man går på jagt i Danmark i november, med lange underbukser og handsker. Disse klare morgener med den opgående sol giver nogle naturoplevelser, man ikke kan forestille sig, og vildtets bevægelser er meget omfattende, således at både natdyr og de dagaktive arter vil kunne ses i den første time. Ved middagstid er temperaturen steget til ca. 20 grader C og det er muligt at tage de korte bukser på ved hjemkomsten til lejren, og nyde solen mens man skriver jagtjournal eller blot forsøger at fordøje indtrykkene fra morgenens oplevelser. Flere af de gamle storvildtjægere beskriver morgenjagten i vintermånederne på de store antiloper som de absolut bedste, blandt andet fordi bladene på de løvfældende træer så er faldet af, og det giver et bedre udsyn i den tætte bush.