Succes kan gentages

Succes kan gentages

Svensk dåhjort. Sandsynligvis i medaljeklassen - med sikkerhed en historie de implicerede jægere aldrig glemmer. Af Steen Andersen.

Sporet krydses.

I går skulle det være. Sidste års hjortesucces på et stærkt svensk hjorterevir i Skåne skulle forsøges gentaget. Overvejelserne gik blandt andet på, om det på den måde er muligt at krydse sine egne spor og forsøge at gentage en tidligere succes.
Svaret kender vi nu. I hvert fald i dette tilfælde kunne succesen gentages. Men det holdt hårdt.

Hjorte overalt.

Reviret er stort og huser en stærk bestand af store hjorte, og naturligvis endnu flere hundyr og kalve. Især skovens små træer bærer tydelige spor efter den store bestands hærgen. Vælter et kulturhegn er de lave bevoksninger raseret i løbet af få uger.
Dagen var arrangeret således, at jeg skulle jage med stedets vildtforvalter, svenske Mats, som kender dyrene og terrænet indgående. Vi fik hurtigt kontakt med en flok hjorte, men efter nogle frugtesløse timer gik vi til frokost sammen med den anden jæger og hans guide. De havde allerede nedlagt en hjort.
Mats og jeg var stadig forhåbningsfulde.

Dåhjort 2008
© huntersmagazine.com
2008, Steen Andersen

Den våde handske EFTER det første skud. EFTER pegefingeren blev skåret af.

Tilfældet.

Efter frokosten skulle vi hente de andres hjort, og på vej gennem skoven vil tilfældet at vi ser en flok store dåhjorte. Vi parkerer bil og trofæ, for straks at pürsche os tilbage til flokken. I hammer regn og drivvåde på alle fire. Et par gange må vi skifte position, indtil vi bag et birketræ har frit skud til to hjorte. En mindre stanghjort og en større medaljehjort. Faktisk er det egentlige problem på dette tidspunkt, at der er så mange store hjorte, at vi bruger de fleste kræfter på at redde mig fra at skyde en guldmedalje - som vil absorbere hele årets jagtbudget. En stor bronzemedalje er hvad vi skal finde frem til.

Skud før tid.

Knælende, med en slags anlæg på birketræets stamme, tager jeg sigte et par gange. Det kan godt lade sig gøre. Hvis bare stanghjorten vil flytte sig. Den tager et skridt. Jeg tager atter sigte. Så går den væk, og der er frit skud til medaljehjorten, som står fint med siden til på cirka 110 meter. Kikkertsigtet er på vej mod det rigtige punkt og jeg lægger forsigtigt fingeren på aftrækkeren, som jeg har gjort det så mange gange før…. og så går skuddet. Før tid. Før det rigtige sigte! Før jeg var klar til skud.
Den våde handske snød mig. Hjorten tegnede for skuddet og forsvandt sammen med resten af flokken. Roligt.

Intet schweiss.

Hjortene fortrækker roligt, mens Mats og jeg systematisk ser hvert eneste dyr efter i vores håndkikkerter. Der er intet at se. Ingen dyr sakker bagud, halter eller har blot en dråbe synligt blod på sig.
Mats går frem til skudstedet, mens jeg bliver på posten og guider ham i den rigtige retning.
På skudstedet finder vi små totter af kridhvidt hår. Bag dyrets position ser vi hvor den 19,4 gram tunge .375er kugle har ramt en rod.
Der er intet blod, kød eller andet på jorden, bortset fra hårtotterne. Intet schweiss.

Intet at se.

Vi går på flokkens fod. Op i terrænet inde mellem de høje og spredte træer. Højest oppe, hvor en brusende å skærer gennem skoven, ser vi flokken neden for på vej tilbage idet de passere få meter fra vores skytteposition.
Atter undersøger vi dyrene i kikkerterne. Der er intet at se. Vi følger efter dem på afstand og går bagom dem, da de trækker ud på en grøn mark. De er nu helt i ro og giver sig til at esse. Alle som en. Vi rykker taktisk frem gennem åens mere flade – knædybe – løb. Støvlerne er 100% vandtætte. Det vand der løber i fra oven bliver i støvlen.
Bag et gammel mosbegroet stengærde får vi mulighed for atter at eksaminere dyrene enkeltvis. Vi kan intet se, og beslutter os for at komme rundt i vinden til en mulig ny skudchance.

Dåhjort 2008
© huntersmagazine.com
2008, Steen Andersen

Flængen fra det første overraskende skud.

En flænge.

Mens Mats og jeg er på vej rundt om marken, for at komme om i bedre vind, forsvinder dyrene. Få minutter senere får vi en kort kontakt med dem, men først en halv time senere finder vi atter flokken. Vi kan lytte os til dem, for nu slås de som besatte oppe på en anden grøn mark. Atter undersøger vi hver eneste hjort. ”Den har en flænge på halsen,” udbryder Mats pludselig, og kører sin finger over min strube, for at tydeliggøre sin iagttagelse. Han udpeger dyret for mig, og i den rette vinkle er det tydeligt at se, at kuglen har strejfet bringen af hjorten. Lige på overgangen mellem hals og krop. Der er ikke noget blod. Det ligner bare en bred midterskilning med en absurd placering.

Hektisk finale.

Fra vores position er der absolut intet kuglefang. Hjorten står ellers flot, og skiftevis esser og slikker sig i den nye stribe i pelsen. Vi må tilbage ad vores eget spor og rundt, for at finde en antagelig skudvinkel. Hjortene flytter sig ind i skoven. Lyset falder. Regnen kommer igen. Tiden er ved at løbe fra os.
Gemt bag en for tynd fyrrestamme forsøger vi at lægge en umulig plan, Mats og jeg. Skal vi vente eller skal vi forcere?
Så sker det virkelig uventede – og ualmindeligt heldige – at den anskudte hjort træder fri af stammerne. Står spidst og betragter os. Vi må have røbet os i den oppiskede stemning, og der er fint kuglefang. ”Op med bøssen.” Mats kommanderer.
En lille tør gren på træet tjener som fast anlæg. Jeg adviserer Mats om det kommende skud, han blokerer sine øre, og jeg skyder. Hjorten tumler væk fra os. Over en å og op mod den grønne mark. Jeg har den på kornet da den standser. Klar til atter at skyde.
Så styrter den omkuld. Vi venter kun kort tid og løber frem til en stendød medaljehjort. Med et dramatisk kødsår på bringen.
Det er et meget solidt håndtryk Mats og jeg giver hinanden. ”Den her hjort glemmer vi aldrig,” konstaterer den store skåning drevent. Han har sandsynligvis fuldkommen ret.